minbaad.dk
torsdag 21. september

Christian Rost sejler her i mål i Rungsted som vinder af Laser-DM. Han har det nye radialskåret sejl på. Foto: Flemming Rost

Egå-sejler Christian Rost vinder DM i Laser

22-årige Christian Rost går efter OL i Tokyo. I Rungsted vandt han i tæt opgør med Patrick Döpping. Begge sejler VM i næste uge i Kroatien. Rindom vandt hos kvinderne. Se nu Morten Bro Eriksens fotos.

Kapsejlads | 08-09-2017 08:59 | Af  Troels Lykke

Selvfølgelig vandt OL-bronzevinder Anne-Marie Rindom DM i Laser Radial hos kvinderne, da der blev kæmpet i let vind i Rungsted.

Hos mændene var der mere usikkerhed. Her stod guld- og sølvkampen mellem Egå-sejler Patrick Döpping, der har alverdens titler i ungdomsejlads i klassen, og den lidt ældre klubkammerat, Christian Rost på 22 år.

De to jyder leverede konstant topplaceringer i det 25 joller store felt, hvor Patrick Döpping dog blev ramt af en tyvstart i en af sejladserne.

Se fotos fra sejladsen og på land i Rungsted

Samtidig satte Christian Rost to første- og to andenpladser ind i syv af sejladserne, og så var der game over for den ellers myreflittige Döpping, der kun sejler for tiden og har droppet studierne. Sådan er det ikke med Christian Rost, der på andet år studerer til maskiningeniør på Navitas i Aarhus.

Går efter OL i Tokyo

Han satser alligevel på at komme til OL i 2020 og startede sin kampagne igen i juni. Til Aarhus Stiftstidende og minbaad.dk forklarer Rost.

- Jeg forsøgte at komme til OL i 2016, så jeg har noget ’unfinished business’ og går efter at komme til OL i 2020, så derfor sejler jeg nu fire gange om ugen, plus jeg dyrker crossfit to gange om ugen og har en hængebænk ved siden af min seng, men den bruger jeg for lidt, selvom den er effektiv. Min fysik er derfor lige nu noget bagefter til at kunne hænge effektivt ud over båden. Faktisk plejer fysik af være min stærke side, forklarer den 80 kilo tunge sejler, der er 1,80 meter høj.

Noget, der passer perfekt til Laser-jollen, verdens mest udbredte voksenjolle, der kun koster 45.000 kroner.

Top 100 til VM

En bådtype, der er utrolig svær at klare sig i internationalt. Christian Rost har heller ikke de store forventninger til VM, der i næste uge sejles i Split i Kroatien, hvor 150 joller stiller op.

- Kommer jeg i top 100 er jeg glad, men hvis der er let vind, forventer jeg et bedre resultat, forklarer den tidligere dobbelte danske Optimistjolle-mester Christian Rost, der fortæller, at han er blevet så god i Laser-jollen, fordi man har et godt vidensmiljø i Egå, hvor tolv sejlere er aktive.

- Vi deler meget viden ud til hinanden om trim og materialer f.eks. Lige efter den Danske Model (som Dansk Sejlunion kalder den, red.) Og når Anne-Marie Rindom er der, deler hun også viden med os andre, men vi har samtidig meget dygtige trænere med Stig Steinfurth og Sofie Slotsgaard, forklarer Christian Rost.

I ungdomsklassen ved DM i Laser Radial 4.7 vandt en Egå-sejler mere. Det var den kun 13-årige Josephine Heegaard, der steg til tops på Øresund. 

Følgende sejlere vandt mesterskaberne

Laser 4.7 - klassemesterskab

1. plads Josephine Heegaard                    Egå Sejlklub

2. plads Kasper Spodsberg                        Middelfart

3. plads Daniel Whittle                            Sejlklubben Køge Bugt

 

Laser Radial drenge - klassemesterskab

1. plads Johan Schubert               Horsens Sejlklub

2. plads Christian Winkler               HSH/Egå Sejlklub

3. plads Andreas Krabbe Christensen      KDY

 

Laser Radial piger – DS Danmarksmesterskab

1. plads Anne-Marie Rindom       Horsens Sejlklub

2. plads Sofie Slotsgaard            Fredericia Sejlklub

3. plads Anna Munch                 Kbl

 

Laser Standard – DIF/DS Danmarksmesterskab

1. plads Christian Guldberg Rost      Egå Sejlklub

2. plads Patrick Döpping                  Egå Sejlklub

3. plads Kenneth Frederiksen            Sønderborg Yacht Club

 

Laser Standard Master - Klassemesterskab

1. plads Christian Gunni                        KDY

2. plads Kasper Luxhøi                          Kolding/Sundet

3. plads Jes Rørbech                             Hellerup

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET