minbaad.dk
torsdag 30. marts

Jan Møller kæmper her i Silvverrudder i 2016 i bådtypen, der har navn fra Aphrodite, den græske gudinde for skønhed, vellyst og frugtbarhed, men også er søfolkenes beskyttelses-gudinde, ifølge græsk mytologi: Foto Troels Lykke

Jan Møller: Aphrodite 101 – perfekt solobåd

Jan Møller var første dansker, der i 2003 og 2004, i en Open 40, sejlede nonstop alene jorden rundt. I dag dyrker han solosejlads rundt om Fyn og Danmark Rundt i sin Aphrodite 101.

Kapsejlads | 13-03-2017 16:11 | Af  Troels Lykke

Jan Møller, dansk mester i Aphrodite 101 i 1999, 2001 og 2008, med bl.a. gasterne Jacob Bojsen-Møller, Anders Friis og Bo Memhave, er vild med sin smalle, 10 meter lange båd.

Den giver masser af udfordringer.

I 2016 surfede han således 15 knob, alene midt om natten i Danmark Rundt singlehand, indtil den 80 kvadratmeter spiler kollapsede ved Anholt.

- Når man sejler alene er båden let, 300 kilo lettere uden gaster, og så surfer båden bedre, men generelt vil jeg sige at båden er ukompliceret at sejle, dog skal man huske bagstagene i vendinger og bomninger.

Men man sidder kompakt og godt i et overskueligt cockpit, der egner sig til singlehandsejlads med fald og skøder indenfor rækkevidde og fokken er selvskødende.

Aphrodite 101erne er samtidig uhyggelig ens, på grund af bådens strenge klasseregler, og fordi de er bygget robust.

Samtidig kræver klassereglerne at sejldugen er særlig kraftig, der gør at sejl holder til kapsejlads i mange år, siger 52-årige Jan Møller om båden, der brugt typisk koster mellem 100.000 og 200.000 kroner.

Høj kølprocent

Båden, der kom til verden i 1977, er da også velsejlende og sikker til søs.

Aphrodite 101 har nemlig en høj kølprocent på 50 og er stabil, dog smider den sig 20 grader, allerede fire m/sek. på grund af sit V-formede skrog, men derefter skal der meget til at den krænger mere, forklarer Jan Møller.

Men i hård luft på kryds er Aphrodite 101eren ikke speciel sjov at sejle i, da bølgerne står ind over især gasterne i den åbne båd med det lave fribord og helt flade dæk. Bådens storsejlet bliver sjældent rebet, men bagstagene skal hales hårdt for at give en flad indgang på fokken, så båden ikke krænger for meget på grund af en dyb fok, der i vendinger slår over automatisk på en tværgående skinne.

Sidder helt nede ved vandet

Det lave fribord sørger for at man sidder helt nede ved vandet, som på en ældre racerbil gør det på vejen.

Og den 3,2 tons tunge båd, der typisk sejles af fire personer, kan styres let fordi den er i balance, har BådNyts udsendte selv erfaret i mellemluft.

Der er nemlig meget lidt pres på roret. Og rorkontrollen blev bedre efter 1985, hvor Aphrodite 101eren, fik et større og dybere ror. Slipper man roret fortsætter den 2,4 meter slanke båd på kursen, hvilket gør den til en fremragende solobåd.

Stor selvstyrer

Jan Møller, der holder til i Vedbæk Havn med sin Aphrodite 101 fra 1986, har dog en kraftig Raymarine-selvstyrer, der i sin tid kostede 7.000 kroner.

I dag sejler han nemlig primært singlehand-sejlads i Quantum Danmark Rundt Singlehand, som han er initiativtager til, sammen med Erik Venøbo. Det bliver også til Silverrudder rundt om Fyn.

- Når du har en selvstyrer, der skal fungere i mange timer, så skal du kunne stole på den. Den skal også være monteret sikkert, min er derfor tilsluttet med korrosionsikrede magnetkontakter og jeg har desuden en ekstra arm til min selvstyrer. Da jeg sejlede jorden rundt i min Open 40 i 2003 og 2004 i en fire tons båd, havde jeg en autopilot, der var bygget til en 22 tons sejlbåd, forklarer Jan Møller.

To sæt lanterner

Til dagligt er han direktør og ejer af Lopolight, der bygger stærke LED-lanterner. Et firma han startede sammen med Peter Hancke efter sin solo-jordomsejling. I dag er der 17 ansatte på fabrikken i Hørsholm.

Jan Møller går højt op i at ens lanterner fungerer.

- Hvert år møder man solo-sejlere i Silverrudder, der sejler rundt med slukkede lanterner, jeg kan næsten ikke få vejret, når jeg ser de sejler helt mørklagte rundt i Lillebælt. Lanterner, der ikke har LED-pærer bruger ti gange så meget strøm end LED-pærer. Lanterner er en af de største forbrugere af strøm, fordi de er tændt så lang tid, siger Jan Møller, der både har lanterner nede, men også ekstra oppe i masten, som han bare kan slå til.

Sidste år opgraderede Vedbæk-sejleren også sit batteri med et litiumbatteri til 7.000 kroner. Et effektivt batteri, der kan lades op på en time, mens et billigt batteri kan være et døgn om det.

- Et litiumbatteri er dobbelt så effektivt i forhold til mange andre, det bruger alle sine 90 ampere, modsat et billigt, der kun bruger halvdelen af sine ampere, forklarer solo-sejleren, der støtter sit batteri med et 50 watt solpanel, der er placeret på bådens forluge.

Danmark rundt er grænsen

Sikkerheden om bord er også styrket af en AIS- transponder, så båden kan ses af skibe i det trafikerede danske farvand. En VHF radio med DSC med langtrækkende antenne i toppen, er også om bord.

I det hele taget er Jan Møller stærkt inspireret af sin solotur rundt om jorden i 2003 og 2004.

-Jorden rundt har givet mig selvtillid og lyst til fortsat at udfordre mig selv. Med solosejlads bevæger du dig hele tiden på kanten, der er ikke andre der kan tage vagten.

Og kapsejladsen Danmark rundt singlehand er en store udfordring i et snævert farvand og manglende søvn, men Danmark Rundt er også det yderste at en Aphrodite 101 kan klare, den skal ikke sejle Danmark Rundt Offshore, hvis der kommer sådan en sejlads, hvor der skal sejles i Vesterhavet. Det er bådtypen ikke bygget til.

Aphrodite 101 fra 1977

Konstruktør Jan Kjærulff

Længde  9,95 m

Vandlinie  8,00 m

Bredde   2,40 m

Dybgang  1,70 m

Vægt   3200 kg

Kølvægt  1600 kg

Kølprocent  50 %

Rig og sejl: Storsejl 24 kvm.

Fok   19 kvm.

Spiler   80 kvm

Skæringsspiler 60 kvm

Søtoilet

Indenbordsmotor Yanmar Diesel 9 hk

Tre eller fire mand til kapsejladser

Antal solgte 467 styk

Brugtpriser fra 100.000 til 200.000 kr

Nypris oprindelig  530.000 kr.

Værft: Tidligere Aars Yachts

Aphrodite 101-klub  www.aphrodite101.dk

 - Cockpittet passer godt til singlehandsejlads, alt er inden for rækkevidde, siger solosejler Jan Møller, der har frit udsyn med det helt flade dæk: Foto Troels Lykke

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET