minbaad.dk
søndag 21. januar

Jonas Høgh under OL i Rio 2016. Et mesterskab, der tilsyneladende bliver sejlerens sidste. Foto: World Sailing

Høgh om VM-deltagelse: Under 5 % chance - men jeg vil gerne

Et VM på hjemmebane er svært at takke nej til. Også for Jonas Høgh, der vandt sølv ved VM i 2016. Kroppen er dog langtfra klar.

Kapsejlads | 18-12-2017 10:30 | Af  Sara Sulkjær

Man skal aldrig sige aldrig. Slet ikke, når man hedder Jonas Høgh-Christensen, tidligere har lavet tre comebacks i Finnjollen og nu kan se et VM på hjemmebane lure i horisonten. Sejleren, der efter OL annoncerede sit karrierestop, ved det også godt: 

- Kroppen er ikke, hvad den har været. Jeg vil rigtig gerne med (til VM, red.), men det er svært i forhold til det fysiske, i øjeblikket kæmper jeg med tre diskusprolapser. Men selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig, fortæller Høgh til minbaad.dk. 

Jollen er væk

Det er de ti olympiske klasser, der til sommer tørner sammen i Aarhus. Et kæmpe VM på dansk grund, og en hed drøm for enhver sejler med danskerblod i årene.  

Alligevel spår Finnjollesejleren selv kun begrænsede muligheder for, at han bliver blandt de startende i Finnklassen: 

- Det kunne være sjovt at være med til, men som det ser ud nu, er der nok under 5 % chance for, at jeg deltager, forklarer Høghen.  

Han har da også solgt sin jolle, og står derfor helt uden båd. Men mon ikke, en Finnjolle hurtigt kunne opsnuses, hvis hele Danmarks Finnsejler trodser kroppens tegn, og sætter kursen mod Aarhus.

På land med OL-skuffelse 

Her er det ikke kun hjemmebanen, der lokker. Også et skuffende OL i 2016, hvor alt, der kunne gå galt, gik galt, sidder endnu i sejleren, der blandt andet måtte kæmpe med meningitis og et ødelagt sejl i Rio:  

- Det var en kæmpe skuffelse. Det er en trist måde at slutte af og også en af grundene til, at det lokker at komme tilbage, fortæller en ærlig Jonas Høgh, der endte på en samlet 16. plads. 

Over vinteren håber han derfor at komme i almindelig god form. Ikke med et decideret henblik på at sejle VM, men for at finde den grundform, som enhver dansker, der er hoppet på sundhedsbølgen, jagter: 

- Hvis det lykkes, kan det være, at jeg kigger på at sejle i Aarhus, men meget skal gå op i en højere enhed, understreger han.  

Den værste fjende

For benhård træning har tæret på den 36-årige krop. Ved siden af kampen på vandet har Jonas Høgh, modsat de fleste andre sejlere, stædigt holdt fast i sin erhvervskarriere, og det har kostet på fysikken.  

I lange perioder har han pakket Finnjollen væk for i stedet at hellige sig sin karriere på land. Op til de store mesterskaber er jollen igen pakket ud, og her har Jonas Høgh trænet hårdere end alle andre. 

- Jeg har altid været min egen værste fjende. Jeg kunne have gjort ting selv, og jeg kunne have været bedre til at passe på min krop, men det gjorde jeg ikke. Jeg knoklede igennem og trænede hårdt, forklarer sejleren.  

Den hårde træning i begrænsede perioder har blot gjort det ekstra hårdt for kroppen, men har samtidig sikret Jonas Høgh muligheden for mentalt at koble fra sejladsen. 

- Det har gjort mig stærkere. Hvis du kun begiver dig i sportsmiljøet, bliver du meget ensporet og udvikler dig ikke mentalt, slutter Høghen, der med 95 % sikkerhed har sejlet sit sidste stævne i Finnjollen. 

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET