minbaad.dk
tirsdag 27. juni

Hans Natorp, nu tidligere DS-formand og Dan Ibsen, ses her i Svendborg i lørdags på generalforsamling. I dag er Ibsen direktør i KDY. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion

Dan Ibsen modtager Dansk Sejlunions Ærestegn

I Svendborg blev den tidligere generalsekretær hædret med Dansk Sejlunions højeste udmærkelse, efter han har præget dansk sejlsports udvikling gennem mere end tre årtier.

Sejlklubber | 20-03-2017 16:16 | Af  Troels Lykke

Anker Jørgensen var statsminister, og en liter benzin kostede 3,90 kr., da en ung Dan Ibsen i juni 1979 trådte ind ad døren til sin første arbejdsdag i Dansk Sejlunions beskedne sekretariat i Svanemøllehavnen. 

Få år senere blev han udnævnt til generalsekretær – en post, han varetog de næste 28 år, frem til efteråret 2012. Første ansættelse af en landstræner, Team Danmark-støtte og de første store sponsoraftaler, Bundmalingskrigen i 90’erne – det er blot nogle få af de milepæle, der har flyttet og udviklet sejlsporten i Danmark de seneste årtier, og som har Dan Ibsen i en central hovedrolle. 

Det skriver Dansk Sejlunion til pressen.

Energi og passion

”Én af dine store styrker er de internationale netværk. Du er en erfaren deltager i sejlsportens internationale fora, og du er formentlig én af de personer, der har flest ISAF/World Sailing-topmøder på CV’et,” sagde afgående formand Hans Natorp i sin tale ved Dansk Sejlunions generalforsamling (18.3.), hvor han motiverede tildelingen af Ærestegnet til Dan Ibsen. 

”Du har ydet en indsats for sejlsporten med en energi og en passion, der ligger ud over rammen for den professionelle opgave, du har løst i Dansk Sejlunions sekretariat,” sagde Natorp videre. 

Ekstraordinær indsats

Via sit job som direktør i KDY er Dan Ibsen fortsat med i dansk sejlsports forreste geled. Dog har han nu valgt at træde tilbage fra sin sidste blandt flere internationale tillidsposter. 

”Det er derfor et passende tidspunkt nu at hædre dig for en ekstraordinær og bemærkelsesværdig indsats ved at tildele dig Dansk Sejlunions Ærestegn,” sluttede Natorp, før han overleverede nålen – alt i mens Dan Ibsen modtog salens stående ovationer. 

Ærestegnet er Dansk Sejlunions højeste udmærkelse i eget regi. Dan Ibsen er Ærestegnets 38. modtager siden første tildeling i 1972. 

Jeg har nydt samarbejdet

”Det har været nogle afsindigt spændende år, og jeg har virkelig nydt at samarbejde med alle de bestyrelser, klubber og sejlere, jeg har mødt,” sagde Dan Ibsen, da han efterfølgende fik ordet. 

Se video med Dan Ibsens takketale

”Det har været en fantastisk oplevelse at være en del af dansk sejlsport. Tak, fordi jeg har fået lov at være med i alle årene. Jeg arbejder heldigvis videre i sejlsporten, så vi ses på vandet,” afrundede han. 

Sølvnål til Christina Nielsen

Foruden Ærestegnet til Dan Ibsen blev Christina Nielsen – afgående bestyrelsesmedlem – tildelt Dansk Sejlunions Sølvnål som anerkendelse af hendes indsats i bestyrelsen gennem de seneste syv år.  

Christina Nielsen fik sølvnål. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion

Hans Natorp, nu tidligere DS-formand og Dan Ibsen, ses her i Svendborg i lørdags på generalforsamling. I dag er Ibsen direktør i KDY. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET