minbaad.dk
onsdag 22. november

Test: Bavaria C57 - mere elegance

Ny Bavaria C57 er med italiensk cool design, efter Farr Yacht Design blev fyret af tyskerne. BådNyt og minbaad.dk testede den sydtyske båd. Her er test og video.

Test | 23-08-2017 13:35 | Af  Troels Lykke

Millionærnyt. Jo, det er millionærnyt. For Bavaria C57 vil i de fleste tilfælde nærme sig en pris på fem mio. kroner.

Med både i den størrelse kan prisen endda variere voldsomt. Fra en standardpris til 3,5 mio. kroner sejlklar sælges den sydtyske båd også op til 7,5 mio. kroner, men så er det også med kulfibermast, ekstra dyb køl, aircondtion og meget andet.

Testbåden, vi var om bord på ud for Split i Kroatien, ligger på 4,95 mio. kroner, igen med en masse ekstraudstyr. Dog kan man f.eks. godt undvære en kostbar aircondition i Danmark.

Kan bruges som husbåd

Men vi er klar over, at de fleste danskere har ikke råd til en båd som denne. Det kunne dog gøres billigere, hvis man købte den sammen med en, to eller tre familier.

For vil man sejle båden med en anden familie, er der faktisk plads til det. Bavaria C57 fås i tre versioner, hvor der tilbydes mellem tre og fem kahytter. For nogle kunne købet af båden også blive en realitet, hvis de solgte deres hus og flyttede i den nye, tyske båd.

Bavaria C57 tilbyder nemlig virkelig meget plads, faktisk næsten 80 kvadratmeter. Dette forklarer værftets 41-årige produktionschef Luka Modri Jan, da vi sidder i det gigantiske cockpit på den 5,25 brede båd, der næsten er lige så bred, som min Drabant 24 er lang. 

Jorden rundt

Bavaria C57 er certificeret til havgående sejlads i kategori A. Den kan med andre ord sejle jorden rundt, eller man kan som de fleste nøjes med at sejle i Middelhavet og tage en tur til Caribien via Passatvinden.

Dette vel og mærke i en båd, der er let at håndtere. Alle hal og fald er ført tilbage til cockpittet, og når der endelig skal reguleres på sejlene, kan det ske elektronisk på kæmpe Lewmar-spil.

Fokken er samtidig selvslående. Båden kan med andre ord sejles af et ægtepar, der har passeret de 60 år.

Båden kalder på drømmene, og den lokker med gode sejlegenskaber. Bavaria vil med båden for alvor gøre op med, at de er sejlende campingvogne, og selvom de gennem de sidste ti år allerede har bevist dette, kan sådan et image være svært at komme af med.

Bavaria Yachtbau fyrede sidst år deres Farr Yacht Design, og gik over til det andet kendte designbureau Cossutti Yacht Design.

De har formået at respektere Bavaria-bådenes DNA, og samtidig har de løftet designet med et mere elegant udtryk med et powerfuldt skrog. Der er stadig en fyldig stævn, så der er god plads fremme om læ. 

Stiv og lettere skrog

Designerne har tillige droppet chines (kanter agter i skroget) for at give båden så lille en overflade som muligt, så den brede båd også kan flytte sig i let vind.

En 24 meter høj mast er også sat på for at sikre, at et større sejlareal kan flytte båden bedre, end man tidligere har set på Bavaria 56eren, der nu er udgået.

Selvom vægten er på 17,1 ton, har man nu med vakuuminfusion sørget for at reducere skrogets vægt med 800 kilo. Samtidig er det gjort stivere med den byggemetode. Designeren Maurizio Cossutti forklarer:

- C57 er et signifikant step frem fra den tidligere Bavaria 56 på ethvert område. Lige fra skrogfacon til det ydre design, kahytten og måden båden er bygget på. Den nye C57 er gjort mere sexet, har et moderne udtryk, og den sejler bedre og er mere sødygtig, lyder det fra designeren, der også får lov til at designe Bavarias næste sejlbåd, en Bavaria 65.

På sigt skal Bavaria også bygge nye, mindre sejlbåde, men lige nu sælger Bavaria 33eren faktisk godt, lyder det fra værftet.

Rykkede med gennaker

Men har designeren så ret i alle hans lovprisninger om båden? Vi kunne konstatere, at vi lagde ud med at sejle 4,2 knob i fire knobs vind på kryds, så båden kunne faktisk flytte sig selv med en mindre selvslående fok. Da vinden øgedes til 8-9 knob kunne vi få båden op på 5,7 knob.

Båden var vældig neutral på de to rat, hvor man havde svært ved at mærke båden. Rattene gik godt, og de er da også leveret af det verdenskendte danske Jefa Steering.

Vi fik dog ikke helt testet båden under de vindforhold, vi gerne ville. Båden blev en anelse udfordret, da vi satte en 232 kvadratmeter stor gennaker, hvor farten gik op på 9,2 knob. Som rorsmand kunne jeg selv regulere både fok og storsejl. Det var en leg at styre det på de elektriske spil, der er ført tilbage til rorsmanden.

Plads er der overalt

Selvom designerne har valgt ikke at have et højt fribord, der kan gøre enhver båd klodset at se på, så er det alligevel lykkedes at skabe masser af plads om læ. Samtidig er ruftaget lavt, og båden har et mindre superyacht look, som enhver ejer sætter pris på, hvis han har æstetisk sans.

Dækket er godt at gå på, her er god plads i siderne. Javel, jeg kunne godt tænke mig endnu mere plads på sidedækket, tilgengæld giver det en fin ståhøjde i salonen på 2,07 meter. Bavaria C57, der bygges i Sydtyskland af 600 ansatte, er blevet taget godt imod.

Faktisk er der solgt 15 eksemplarer på få måneder. Som det fremgår af artiklens mange billeder, er der flere gode detaljer på båden. Der er virkelig blevet tænkt over tingene. Båden skal tegne værftets fremtid, og det ser ud til at lykkedes godt.

Bådene i dag er meget ens, men Bavaria C57 skiller sig ud flere steder med løsninger, der tiltaler rigtigt mange tursejlere.

PLUS

Rummelig

Praktisk pantry

Smart grill agter

God balance på roret

MINUS

Svær at træde om bord på Delta-anker

Kræver stor yachtskipper-eksamen

 

Bavaria C57 

Længde overalt 16,73 m

Længde skrog 16,16 m

Vandlinjelængde 15,50 m

Bredde  5,25 m

Storsejl  80 m2

Fok selvvende 56,5 m2

Genua 69,00 m2

Gennaker 232,00 m2

Code 0 123,00m2

Mastehøjde over vand   24,26 m

Dybgang alm. i bly  2,52 m

Dybgang lav i bly 1,99 m

Vægt  17,13 ton

Kølvægt alm.   5,78 ton

Motor Yanmar      80 hk

Dieseltank 500 l

Vandtank 650 l

Køjer standard 6 stk.

Kategori  A - havgående

Pris standard sejlklar             fra 3,5 mio. kr.

Pris på testbåd fuldt udstyret    4,95 mio. kr.

Eksempler på ekstraudstyr:

Smartpakke med bowtruster,

teak på cockpitbund, anker, 12 v i cockpit,

2 x  Lewmar 65EST manuel bl.a. i alt 150.000 kr.

Elvstrøm Epex storsejl og selvvendefok 181.875 kr.

Oliefyr med dieseltank m.m. 59.531 kr.

Opvaskemaskine plus installering    9.900 kr.

Rullemast manuelt 37.031 kr.       

Teak på sidedæk 153.700 kr.

Vinskab med 220 v køler 17.812 kr

Sprayhood 25.781 kr.

B&G kortplotter, radar m.m. fra 80.000 kr.

Aircondition 107.12 kr.

Import      www.danskmarinecenter.dk Risskov

Værft    www.Bavaria-Yachtbau.com

Design: Coscutti Yacht Design

Båden er 5,25 meter bred, men med en længde på næsten 17 meter er båden stadig rap at se på. 

Trim af storsejl er inde for rækkevidde, og Lewmar-spillene kører elektronisk. Fokken er selvslående.  

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET