minbaad.dk
onsdag 13. december

74-årige Troels Kløvedal kæmper med ALS, og har derfor måttet gå på land efter utallige ture på de syv verdenshave. Foto: Privatfoto

Troels Kløvedal hædres med Dansk Sejlunions Ærestegn

Sejlads har i fem årtier været Troels Kløvedals omdrejningspunkt for fantastiske fortællinger fra hele verden. Med tildelingen af Ærestegnet ønsker Dansk Sejlunion at hædre dette enestående livsværk.

Kort Nyt | 23-11-2017 10:32 | Af  Sara Sulkjær

Utallige er de danskere, der gennem årene er blevet indfanget af havets uimodståelige frihed, magi og tiltrækning gennem én af Troels Kløvedals bøger, film, foredrag eller TV-fortællinger. 

Mødet med Kløvedals beretninger har for mange været starten på en livslang kærlighed til sejlerlivet - både i de nærmeste farvande og for nogles vedkommende som drømmetogter på de syv have.  

Troels Kløvedals afsæt til dét at sejle har altid været et andet end Dansk Sejlunions foreningsbaserede fundament. Men glæden ved at sejle, lysten til at mærke naturens elementer og ikke mindst nysgerrigheden efter at opleve, hvad der venter i næste havn, er fælles for alle sejlere - og ingen formidler havets og sejlerlivets fortællinger bedre end Troels Kløvedal. 

Med glæde og stolthed, vi overrækker Ærestegnet

Det er med denne begrundelse, at Dansk Sejlunions bestyrelse har besluttet at tildele Troels Kløvedal Dansk Sejlunions højeste udmærkelse i eget regi, Ærestegnet.

- Det er med stor glæde og stolthed, at vi overrækker Ærestegnet til Troels Kløvedal, fortalte Line Markert, Dansk Sejlunions formand, i forbindelse med overrækkelsen.    

- Troels Kløvedal har knyttet sejlerlivet og eventyret på verdenshavene sammen med stærke fortællinger om alverdens kulturer, historiske beretninger og menneskelig mangfoldighed. Gennem sine eventyr om sejladsen, livet om bord, ankomsten til fjerne kyster og mødet med andre mennesker formidler Troels Kløvedal den del af sejlerlivet, som langt de fleste danskere praktiserer – at tage på togt eller bare på tur, uddyber Line Markert. 

Det er netop denne enestående evne til at formidle sejlerlivet som et eventyr, der ligger bag sejlunionens ønske om at tildele Ærestegnet til Kløvedal.

Kløvedal: Vi higer alle mod havet 

Troels Kløvedal fik overrakt Ærestegnet forleden af Line Markert i forbindelse med en privat sammenkomst, hvor en stor del af Kløvedals nærmeste familie var til stede.  

- Det er mig en stor ære at få jeres hædersbevisning, fordi jeg ved, at mellem de omkring 8-900 mennesker, der har sejlet med mig igennem 50 år, er der mange, som blev bidt af dét at sejle og meldte sig ind i én af landets mange sejlklubber efterfølgende, fortæller Troels Kløvedal til Dansk Sejlunion som reaktion på tildelingen.

Samtidig sætter han perspektiv på noget af den magi, som havet og sejlerlivet byder på:     

- At have oplevet De Magellanske Skyer i Sydhavets stjernehimmel i vindstille på en båd med et fribord på kun 38 cm gør, at alle stjerner spejler sig i havet, og man sejler i en boble af skønhed. Eller at have oplevet alle de græske, mytologiske stjernebilleder på himlen blive levende i Ægæerhavet, eller oplevet Limfjorden en sommermorgen, eller sejlet mod Christiansø i dårligt vejr... Så vil alle drømme sig ud på havet igen.  Danmark er en nation af søfolk-sejlere, og vi higer alle mod havet.

Ny bog på vej

I 2016 fortalte Troels Kløvedal, at han var blevet ramt af den alvorlige sklerosesygdom ALS, hvilket gør, at han i dag lever en mere tilbagetrukket tilværelse.

Han er dog stadig i fuld vigør som forfatter - og har netop afleveret sin 18. bog, der 5. december udkommer på Forlaget Gyldendal og bærer titlen "Alle mine morgener på jorden” med undertitlen "Mit autodidakte liv", og han tilegner bogen "alle de mennesker, som igennem storm og stille har sejlet med mig og Nordkaperen gennem 50 år." 

Bogen er et erindringstogt over de fem årtier, Troels Kløvedal har sejlet som kaptajn på Nordkaperen, som han oprindeligt købte tilbage i 1967 sammen med nogle venner.

Det 58 fods lange skib har hen over årene ført ham og hans mange besætninger til alle egne af verden. Kina, Indien, Caribien, Asien, Sydhavet og Polynesien for blot at nævne nogle få af de steder, Nordkaperen har rundet på kryds og tværs. 

Kløvedal er den 39. modtager af Dansk Sejlunions Ærestegn - og den første modtager, der har et andet udgangspunkt end det foreningsbaserede klubliv.

Troels Kløvedal er i ordets bedste betydning en ener.      

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET