minbaad.dk
tirsdag 24. oktober

Kunstværket på tørfisk-stativet tager form i Lofoten. Det ophængte affald er indsamlet af Hurtigrutens passagerer. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Havet trues af skidt: Passagerer samlede 1500 kilo affald

Gæster på rederiet Hurtigrutens elleve skibe gik i land og rensede kyststrækninger. Nu bliver det til et midlertidigt kunstværk på norske Lofoten.

En svensker med et udslidt bildæk, en tysker med en forvitret pressening, en nordmand med rester af et fiskenet og en langelænder med et rustent jernrør 

Eksempler på menneskefrembragt affald opsamlet på en norsk strand på tre kvarter.

Halvt ton skrald i Grønland

Den nævnte lille håndfuld frivillige fra flere lande var en del af en gruppe på en snes sørejsende på sejlads med Hurtigruten langs Norges kyst. Denne gruppe fra passager- og fragtskibet Lofoten samlede i alt 88 kilo affald på en stenet kyst nær Finsnes lidt syd for Tromsø.

Af de frivillige fra rederiets flåde af skibe i fart i norsk farvand blev der fjernet i alt 1500 kilo affald fra de elleve udvalgte kyststrækninger nær anløbshavnene på ruten Bergen-Kirkenes-Bergen.

Også på kyster i det danske rigsfællesskab var rederiets sørejsende gæster i aktivitet. Ekspeditionsskibet Fram, der bl. a. sejler i grønlandsk farvand, deltog i sidste weekend i miljøaktionen. På tidligere rejser i år har Frams besætning og passagerer samlet et halvt ton affald langs kyster på Grønland, Svalbard og Jan Mayen.

Mere plastaffald end fisk i 2050 

Nu sejles denne uges indsamlede affald til Svolvær på øgruppen Lofoten. Her vil dele af skidtet indgå i et værk skabt af den norske kunstner Lise Wulff. Værkets skelet er et af de store A-formede træstativer, som fiskere bruger til at tørre fisk og net på. 

Sigtet med værket er ikke primært at skabe kunst, men at fremstille et tankevækkende symbol på, hvor ubetænksomt mange mennesker behandler havet. 

- Hvis det fortsætter, vil der i havet i 2050 være mere plastaffald end fisk, sagde den norske kunstner, da Fyens.dk lørdag aften besigtede værket.

Når udstillingen af kunstværket er afsluttet, sendes affaldet til genanvendelse.

Rederi vil gøre en forskel

Ifølge Hurtigrutens direktør, Daniel Skejldam, er formålet netop at sætte fokus på dette problem. Rederiet ønsker at vise, at alle kan være med til en gøre en forskel:

- Så kan havene bevares til glæde for kommende generationer, fortæller han. 

Kilde: Fyens.dk

Frivillige fra flere forskellige lande deltog i miljøaktionen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET