minbaad.dk
torsdag 19. oktober

Bent Ulrik Niss, Nordjysk Windsurfing Klub, har netop vundet Dansk Sejlunions Klubudviklingspris 2017. Foto: Leon Träger

Sejlunionen tæt på klubberne med temaaftener

Dan Cort fra Hvalpsund og Bent Niis, vinder af Klubudviklingsprisen, kan lokke og fastholde nye medlemmer. Bliv inspireret, når de sammen med konsulent i DS, Leon Träger, besøger sejlklubberne.

Sejlklubber | 26-03-2017 08:18 | Af  Sara Sulkjær

En række temaaftener arrangeret af Dansk Sejlunion skal præsentere dele af Klubkonferencen 2016’s indhold i en ny, lokal ramme tæt på klubberne. 

Samtidig er det ligeledes et mål for unionen at skabe rum, hvor klubberne kan netværke og inspirere hinanden.

De rette strategier

Det ser ud til at lykkes. De to første temaaftener, som blev afholdt i Roskilde og Kolding, har samlet i alt 40 deltagere fra 16 klubber. 

Her har deltagerne blandt andet diskuteret rette strategier, når klubben oplever, at tingene begynder at fungere. I den forbindelse har fokus ligeledes ligget på klubbens medlemmer, og hvordan disse opfordres til at bakke op om strategien.  

Desuden blev der talt om ledelse, koordination, og om hvordan flere inddrages, når opgaver i klubben skal løses.  

Øget interesse for sejlsporten

Der er da også god grund til at diskutere de netop ovenstående emner. Ifølge Dansk Sejlunion ses i øjeblikket en svag tendens til, at flere kommer i kontakt med landets sejlklubber: 

- En (forsigtig) konklusion er, at mange af klubberne oplever en øget interesse fra potentielt nye medlemmer og større aktivitet i eksempelvis klubbens sejlerskole eller børnesejlads, skriver Leon Träger, konsulent i Dansk Sejlunion, til minbaad.dk. 

Dermed er det blot endnu vigtigere, at klubberne er indstillet og rustet til at tage imod nye sejlere. Her kan temaaftenerne, som er opbygget omkring følgende, hjælpe på vej: 

Rejs tilbage til rødderne og få bedre aktiviteter og flere medlemmer (Odense 27.03 og Glyngøre 05.04)

I Nordjysk Windsurfing Klub har man fordoblet antallet af aktive medlemmer siden 2015. Hør om, hvordan genopdagelsen af klubbens DNA har ændret alt fra medlemssyn, kontingentmodel, synlighed, aktiviteter, udstyr, frivillighed, organisation og ledelse. 

Præsenteres af Bent Ulrik Niss, Nordjysk Windsurfing Klub, som i weekenden modtog Dansk Sejlunions Klubudviklings pris 2017. Læs mere her.  

Udvikling i klubber der KAN og VIL (Hobro 29.03 og Vordingborg 03.04)

Få et konkret bud på, hvordan man trin for trin kan arbejde med at skabe forandringer i sejlklubben. Det handler bl.a. om at udfordre sådan plejer vi at gøre. Og det handler om at sætte det rigtige hold og finde metoder til at gøre klubben parat til udvikling og lave konkrete planer. 

Præsenteres af Dan Cort Jørgensen, næstformand i Sejlklubben Nautilius Hvalpsund. Læs mere om klubbens sejlerskole her

Oplæg om sejlklubber, sejlere og foreningsudvikling i mere bred forstand (alle byer)

Med udgangspunkt i klub- og medlemsundersøgelsen ”Havets Motionister” og ny viden fra DGI projektet ”Danmarksmesterskabet i Klubudvikling”, præsenterer Dansk Sejlunion en række bud på, hvordan man kan begynde, eller hvordan man kan fortsætte, arbejdet med klubudvikling inspireret af denne viden.  

Stadig muligt at deltage 

I den kommende uge er der temaaftener i Odense og Hobro, mens der i ugen efter er aftener i Vordingborg og Glyngøre.  

Temaaftenerne starter kl. 18.30 og slutter kl.21.30, hvor der bydes på kaffe og lidt sødt. Deltagelsen, som særligt er målrettet bestyrelsesmedlemmer, udvalgsaktive og medlemmer i øvrigt, er gratis.

Adresser på sejlklubberne i de fire byer fremgår ved tilmelding, der kan foretages på sejlsport.dk/kurser eller ved at sende mail til leon(at)sejlsport.dk. 

Gruppearbejde i Kolding Sejlklub. Foto: Leon Träger 

Dan Cort Jørgensen fra Sejlklubben Nautilius Hvalpsund fortæller om strategien, der har fastholdt stort set samtlige af klubbens sejlerskoleelever. Foto: Leon Träger

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET