minbaad.dk
lørdag 29. april

Vegvisir Race – tilmelding åbner i aften - 100 pladser

I aften åbner tilmeldingen til den nye Vegvisir Archipelago Race. Eventen fra Nykøbing er åben for doublehandet og triplehandet, fortæller Silverrudders idémand Morten Brandt.

Kapsejlads | 29-03-2017 13:54 | Af  Troels Lykke

Vegvisir Achipelago Race stiller ekstreme krav til navigationen og består af en kombination af stram sejlads i det udfordrende strøm- og stenfyldte Smålandshav og hård offshore sejlads i Østersøen med et langt kryds- og lænseben.

Derudover bliver der garanti for unik aften- og natsejlads da sejladsen foregår ved Sankt Hans. Endelig vil der være to helt spektakulære passager af Guldborgsundbroen. 

Det er klokken 19.00, at de 100 startnumre til årets udgave af Vegvisir Race sættes til salg. Det sker når eventens officielle 2017 hjemmeside på www.vegvisirrace.com

går i luften. Her finder man alle de vigtigste informationer og naturligvis tilmeldingen.

- Vi arbejder på højtryk på alle fronter for at få eventen godt fra start allerede fra i år, fortæller Morten Brandt, der står bag konceptet.

- Da vi ønsker at lave en international event, har vi har startet med at lave eventens hjemmeside på engelsk. Senere følger en danske udgave. Samtidig arbejder vi med at få alle de praktiske og logistiske ting, der er forbundet en event på plads. 

Massestart i Nykøbing

Sejladsen starter torsdag den 22. juni kl. 19.00 i Guldborgsund Kommunes største by Nykøbing Falster. Herfra går det nordover gennem det smukke bugtede sund ca. 10 sømil ud til Guldborg.

Her vil broen være åben, mens feltet af sejlere slippes igennem og fortsætter ud i midsommer solnedgangen i Smålandshavet. Alle deltagere fortsætte til kompasafmærkningen syd for Femø, hvorefter sejladsen for alvor åbner op. 

To ekstreme baner 235 sømil og 165 sømil

Den ene bane går mod vest den anden mod øst. Den vestlige bane er for større både.

Den er ca. 235 sømil lang og går rundt om Fejø, Agersø, Omø, nord om Langeland, gennem Svendborgsund, gennem Øhavet (eller uden om Ærø) og ud i Østersøen. Herfra tilbage op gennem Langelandsbæltet, nord om Vejrø, rundt om Femø, tilbage til kompasafmærkningen.  

Den anden bane går mod øst. Den er på ca. 165 sømil og for både med en dybdegang under 2 m og en mastehøjde lavere 20 m.

Efter en omgang om Fejø går det mod Grønsund, forbi Stubbekøbing, ud i Østersøen. Her et langt kryds og lænseben, ind forbi Klintholm, rundt om Møns Klint, mod nordvest til Bøgestrømmen, gennem denne ud i Smålandshavet, rundt om Femø og tilbage til kompasafmærkningen syd for øen. 

Broen åbnes med VHF-radio

Alle både har herfra samme bane tilbage til Nykøbing. Når Guldborgsundbroen skal passerede kalder skipper brovagten op med VHF-radio, så broen er åben for gennemsejling når Vegvisir Race deltageren skal passere. 

Omsejlingsretningen fra kompasafmærkningen syd for Femø er på begge baner valgfri. 

– I lighed med Silverrudder lægger vi så meget ansvar over til sejlerne som muligt. Når de vælger strategi skal de ud over vind og strøm også tage hensyn til om de vil sejle på de mest udfordrende dele af ruten i mørke eller dagslys, siger Morten Brandt. 

Du kan finde meget mere information om sejladsen fra onsdag den 29. kl. 19 på eventens side. Informationer vil også blive postet på eventens Facebook side www.facebook.com/vegvisirrace

Udover selve sejladsen Vegvisir Archipelago Race vil der være flere side-events på land med havmiljø, bæredygtighed og økologi som fællesnævner. 

Ifølge Morten Brandt er 2017 udgaven af Vegvisir Archipelago Race en form for proto-type år, hvor forskellige dele af eventen og dens side-events skal afprøves, så man kan tage de bedste elementer med videre til år 1, som så bliver i 2018.

Af samme grund er der i år kun plads til 100 deltagende både i år. 

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET