Gå til hoved-indhold
Havets skipper sad på toilet, da hans skib blev påsejlet. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts AvisKort Nyt
Havets skipper sad på toilet, da hans skib blev påsejlet. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Fyn Rundt-skibe kolliderer i havnen

Træskibene Mira og Havet sejlede fra Faaborg med flere skader efter sammenstød. Gearet svigtede, forklarer Miras skipper, der takket være konkurrerende skippers sømandsånd ikke mister førsteplads.

Af Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis |

Foran en tilskuer-fyldt ydermole i Faaborg havn kolliderede to af Fyn Rundt-sejladens skibe ved afsejlingen mod Svendborg. Der skete ingen personskade, men begge sejlskibe fik påført synlige, materielle skader på klædning og i riggen. Det skriver fyens.dk.

På molen sad børn med benene ud over kajkanten. Snarrådig voksenindsats og råb om "benene ind!" var med til at forebygge personskade, hvis et af sejlskibene kolliderede med molen. Det skete heldigvis ikke.

Gear svigtede

Uheldet, som skippere på begge skibe betegner som kedeligt, men hændeligt, skete mens flere af sejlskibene og et lystfartøj søgte mod udsejlingen af havnen. Et af dem var skonnerten Mira fra De Forenede Sejlskibe i København.

Skipper Jess Petersen fra Mira forklarede på et skippermøde i Svendborg fredag aften, at maskinens gear svigtede.

Gearet nægtede i følge skipperen at lystre, da han ville foretage en manøvre, der kunne forhindre, at Mira ramte galeasen Havet af Assens. Havet lå fortøjet langs kaj tæt ved havnens udsejling.

Stor opmærksomhed

Det tekniske svigt førte til, at Mira drev og med dele af sin rig fik fat i den bageste masts bom på Havet. Herefter blev Mira trukket mod agterenden af Havet, som fik afrevet en fenderliste og en planke, så der opstod hul i skibet omkring en meter over vandoverfladen.

Mira fik ødelagt sit agterstag og knust en træblok, en såkaldt jomfru, og pådrog sig nogle alvorlige knubs på skibssiden. Ingen af skaderne forhindrede dog de to skibe i at fortsætte for motor med Svendborg.

Det på trods af, at uheldet, som FAA.dk's reporter overværede fra dækket af et andet afgående skib, udløste høje lyde af knækket egetræ og wire og påkaldte sig stor opmærksomhed.

Ægte sømandsånd fra Elsa Margrethe

Mira blev ført af Jess Petersen med mere end 20 Fyn Rundt-sejladers erfaring uden uheld. Da uheldet skete fredag, stod Mira til at vinde Mellem Klasse. Mira havde sejlet fire førstepladser ud af fire mulige.

Ved det afsluttende skippermøde i Maritimt Center i Svendborg gjorde Miras mangeårige Fyn Rundt-ærkerival, skipper Jens Finneman fra den galease-riggede kutter Elsa Margrethe af Kolding i bedste sømandsånd opmærksom på en paragraf i Fyn Rundt-reglerne, der i dette tilfælde var i den uheldsramte konkurrent Miras favør.

Efter indlæg af sejladsdommer Ernst Larsen og stævneleder Jan Jay Brun Jensen, blev sagen bragt til afstemming på skippermødet. Afstemingen viste fuld enighed om, at uheldet ikke skulle føre til, at den ellers suveræne Mira ikke skulle tildeles førstepladsen.

- Jeg ville have haft en dårlig smag i munden, hvis vi var rykket frem i præmiefeltet på denne baggrund, siger Elsa Margrethes skipper, Jens Finnemann, til FAA.dk.

Elsa Margrethe gør det igen

Selvom Elsa Margrethe opnåede samme pointtal som den ketch-riggede kutter Jens Krogh fra FDF Aalborg Søkreds, endte Elsa Margrethe på en tredjeplads.

Det skyldes en anden finurlig Fyn Rundt-regel. Den siger, at ved pointlighed får skibet med bedste placering i den længste etape tildelt et fortrin. Og det var Jens Krogh, der vandt langdistancen Middelfart-Assens.

Også her viste besætningen fra Elsa Margrethe ægte sømandsånd. Besætningen gjorde opmærksom på fejlen, efter at den fejlagtigt ved præmiefesten havde fået overrakt en andenpræmie.

Kilde: Fyens.dk

Se billeder fra påsejlingen herunder: 

En fenderliste og bordplanke på Havet blev revet af. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Skaderne på Miras rig ses tydeligt. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Også på klædningen fik Mira kraftige knubs. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

content-loader
content-loader
content-loader