Gå til hoved-indhold
Danske og udenlandske topsejlere finder vej til danmarksmesterskabet i Amtoft. Foto: Amtoft LystbådelaugKapsejlads
Flavio Favini er klar til DM i Amtoft. Han har blandt andet sejlet på denne AC 80er i America's Cup med Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner i 2006.

America's Cup-sejler Flavio Favini til H-båds DM i Amtoft

Man tror det er løgn, men italieneren, der har vundet int. mesterskaber i fx Melges for proffer og sejlet America’s Cup med Gram-Hansen, sejler i næste uge DM i H-båd i Limfjorden.

 

Af Ricky Hansen |

Topnavne burde hverken være usædvanligt eller sensationelt i H-bådsklassen. Det er jo her, at næsten alle de store danske sejlsportsprofiler har slået deres folder. Men det er sensationelt at Flavio Favini møder op.

Men Paul Elvstrøm, Valdemar Bandolowski, Poul Richard Høj Jensen, Peter Due og Jesper Bank - bare for at nævne OL-sejlerne - har alle lagt vejen forbi H-båden. 

Alligevel er det en meget stolt klasseforening, der kan annoncere, at verdensnavnet inden for sejlsport, italieneren Flavio Favini, deltager i dette års Danmarksmesterskab. 

På sejlerens CV står flere nationale og internationale mesterskabstitler i Melges-bådtyper, der ikke er for børn, ligesom han også har sejlet med i America’s Cup, blandt andet som taktiker. 

- To gange America’s Cup (Prada og Mascalzone Latino som strateg, red.)? Ok, så må Amtoft være det næste naturlige ”step up” for Favini, konstaterer stævneleder Søren Ottosen med et smil. 

Kan ikke vinde DM

Det italienske es sejler på en italiensk båd, som har licens i Dansk Sejlunion og sejler med danske numre. På trods af dette bliver Favini ikke danmarksmester.

Dansk Sejlunions statutter foreskriver, at kun en ren dansk besætning kan erobre danmarksmesterskabstitlen. Udlændinge kan dog sagtens deltage i sejladserne og blive stævnevindere. 

Flavio Favini bliver ikke kun udelukket som danmarksmester af sejlunionens statutter.

DM bliver ligeledes en hård konkurrence imellem mange topsejlere: Den tyske mester Dirk Stadler, nordisk mester Steffen Stegger, den tidligere femdobbelte verdensmester Claus Høj Jensen og tidligere verdensmester Morten Nielsen. 

Uden for denne ”indercirkel” af etablerede topsejlere venter en række talenter på deres chance. Der er således store forventninger til den hurtigste lokale sejler, Poul Jensen, som vandt bronze ved DM i 2016.

Flavio Favini får nok et kulturchok i Amtoft med 200 indbyggere. Minbaad.dk sejler med til DM fra på torsdag.

Ambitiøs klasse

H-bådsklassen har da også store ambitioner med stævner og deres helt egen H-båds Liga, som indeholder en rangliste, som ingen kommer til at føre, fordi de lige var heldige med et vindpust. Toppen af H-bådsligaen befolkes således af særdeles dygtige og erfarne sejlere. 

Tidligere i denne sæson havde klassen desuden hyret OL-træner Peter Hansen til at vejlede og coache sejlerne. 

- Det er svært at lave en egentlig karakteristik af den typiske H-bådsejler, men man ser mange ambitiøse sejlere, der er omhyggelige med deres grej og nysgerrige omkring udviklingsmuligheder for båden og teamet, forklarer Søren Ottosen i en pressemeddelelse. 

Disse sejlere finder 6.-9. juli vej til Amtoft, en af Danmarks mindste sejlklubber, som dog de seneste ti år haft en særdeles aktiv kapsejladsafdeling, der har arrangeret flere stævner med deltagelse fra hele landet. 

Sejlklubben bakkes op af et stort korps af lokale frivillige, som ønsker, at rammerne for stævnerne altid er i første klasse. Det er derfor i de seneste år lykkes for den lille sejlklub at brande flere af sine stævner som ”Danmarks hyggeligste kapsejladsstævne”.

Juniorsejlere deltager

Amtoft har ligeledes en meget driftig juniorafdeling, som ikke målretter deres aktiviteter til kapsejlads.

Denne juniorafdeling stiller dog med en ungdomsbesætning til DM, ligesom der på flere lokale og gæstende kapsejladsbåde er sejlere, som er vokset ud af juniorafdelingen.

DM for H-både bliver en fest. Omkring 35 teams forventes at stille til start på Amtoft bredning.

Når sejlerne kommer til Amtoft, vil de blive forkælet med hjemmelavet fiskebord, mexicansk buffet, ølsmagning fra Thisted Bryghus, luksus morgenmad og meget mere. 

- Selv om kapsejlerne i H-bådsklassen er ambitiøse og ivrige kapsejlere, så udgør de også et sammentømret fællesskab af venner, som nyder hinandens selskab ved disse stævner, understreger Søren Ottosen. 

Læs mere om DM her
content-loader
content-loader
content-loader