minbaad.dk
fredag 24. november

Fem seje besætninger var på vandet i Horsens i weekenden. Foto: Sejlsportsligaen

Ligaholdene dropper vinterpausen

Det varme sejlertøj er pakket i ligasejlernes tasker, når besætninger vinteren over kapsejler flere steder i landet. Det sociale og boathandlingen skal være i top til 2018-sæsonen.

Kort Nyt | 30-10-2017 15:50 | Af  Sara Sulkjær

Selvom Sejlsportsligaen har taget bådene på land, og årets danmarksmestre er kåret, kæmper de lokale klubhold for at gøre sig klar til næste sæson og holde det sociale fællesskab intakt.

Det sker blandt andet gennem træningsweekender de kommende måneder i både øst og vest.

Alle var med på idéen 

Et initiativ, der blev skudt i gang i weekenden, hvor den første træningssamling for J/70'erne fandt sted i Horsens. Det var holdet bag The SeaHorsens, der havde inviteret de øvrige besætninger. 

Fem både havde fundet vej til byen, hvor der blev sejlet race af 12 minutters varighed, præcis som til ligastævnerne. De kendte besætninger fra Hadsund, Fåborg og naturligvis Horsens havde fundet vej til stævnet, mens også blandede hold mødte op for at opnå endnu mere viden om ligasejladsen: 

- Idéen med stævnet var, at vi skulle vidensdele så meget som muligt om trim, boat-handling, sådan at alle kunne gå derfra med så meget som muligt. Det lykkedes virkelig godt, og alle var med på idéen, fortæller de begejstrede værter i en pressemeddelelse.

Andenplads til ligasejlere

Opbakningen til weekendens ’camp’ var så stor en succes, at der nu er planlagt en ny weekend, hvor Horsens byder konkurrenterne fra Sejlsportsligaen, interesserede, nye og gamle sejlere velkommen til J/70-træning.

Allerede nu kan interesserede derfor sætte kryds i kalenderen d. 13-15. april 2018. Ligesom i weekenden vil fokus her være at invitere til træningsstævne med ”fuld åbenhed og vidensdeling”.

Udover at arrangere træningsweekend var der også standerstrygning i Horsens. Her tog det lokale hold en flot andenplads i ’Nykredit Sailor of the Year’ for deres 6. plads i Sejlsportsligaen, da sejlklubben uddelte årets præmier.

Ikke kun joller kan vintersejle

Det er dog ikke blot Horsens-sejlerne, der har indbudt til vintersejlads. Sidste år arrangerede KDY sammen med Hellerup ligeledes sejlads i de kolde måneder.

Sejladserne og formatet havde så stor succes, at konceptet nu startes op igen. Håbet er at opbygge et endnu stærkere netværk omkring sportsbådene: 

- Et netværk, der kan være med til at udvikle nye formater, så vi kan fastholde de unge. Der sejles korte op-og-ned-sejladser af 20 minutters varighed med høj intensitet, som man kender det fra Sejlsportsligaen. På den måde at meningen også er, at sejladserne kan bruges som træning til den kommende sæson, lyder det fra KDY’s Ingeborg Nielsen, der er tovholder på træningerne 

Derudover skal træningerne også overbevise sejlerne om, at det ikke blot er joller, der kan sejle om vinteren.

Applaus fra Sejlsportsligaen

De seje vintersejlere, der er med til at fremprovokere det voksende J/70-miljø, vækker stor glæde hos arrangørerne bag Sejlsportsligaen, der kun arrangerer ligasejlads fra maj til september:  

- Det er godt at se, hvordan miljøet vokser, og hvordan at træningerne bliver dyrket både i øst og vest. Flere og flere både kommer til, og det er meget positivt, fordi det giver nye muligheder for både sejlerne og klubberne, forklarer Nynne Desirée Ammundsen fra Sejlsportsligaen: 

- Ser man på tyskerne træner de oftest mere end os, velvidende at det også er anderledes i Tyskland, men holdene stormer også frem i ligasammenhæng, så vi glæder os til at følge de danske klubbers udvikling de kommende år, slutter hun. 

KDY arrangerer vintersejladser fire søndage i november og fire søndage mellem uge 7 og påsken. Det hele gennemføres af frivillige hjælpere fra klubberne. Læs mere her

Ligaholdet fra Horsens blev hædret med en flot andenplads i 'Nykredit Sailor of the Year’. Foto: Sejlsportsligaen

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET