At bo ombord på en båd, der konstant gynger, hvor man hele tiden skal holde sig fast, er faktisk mere krævende end man tror.
Sådan fortæller Kim Christensen i en ærlig og direkte beretning til minbaad.dks læsere. Han fortsætter.
Men, WOW, vi klarede det og hvor er vi lettede og stolte! Samtidig kan vi alle mærke at vi har fået en oplevelse for livet.
Egentlig er vi slet ikke en ”langturs-familie”. Vi er faktisk en helt almindelig dansk familie, dog med en hel del saltvand i blodet, alle er sejlere. Sara på 13, Emil på 16, Sophie på 45 og Kim på 48 år.
Vi har altid drømt om at tage nogle måneder ud af kalenderen for at opleve noget helt andet end hverdagen og være 100% sammen som familie.
At det bliv en sejltur er måske ikke helt tilfældigt, men ingen af os har dog gået med denne specifikke drøm i mange år ...
Sejlede til de kanariske øer og fulgte ARC-felt
Beslutningen blevet taget før julen 2017 og siden er det gået stærkt. Vi sejlede afsted fra Egå den 18. september og turen er gået til de kanariske øer over Holland, England, Frankrig, Spanien, Portugal og Madeira.
Den 25. november var vi så klar til afgang fra Santa Cruz, Tenerife. Vi deltog ikke i ARC’en (Atlantic Rally for Cruisers), men valgte at starte samtidig med 200 af deltagende både (ARC’en starter fra Las Palmas, Gran Canaria).
Af flere årsager, var dette det rigtige valg for os. Vi kan godt lide at ”følges med andre”, da vi føler en vis tryghed ved dette.
Kunne ikke læse på grund af søsyge-plaster
Endvidere var Sophie’s nærmest eneste underholdning på turen ”at spotte” andre både.
Hun har ikke kunne læse pga. af bivirkningerne af søsyge-plaster og samtidig kunne læseriet have bragt hende tættere på afgrunden mod søsyge.
Så hun har spottet efter ARC-både i 16 dage og dem har vi haft fornøjelsen af at se mange af! Endelig passede vejrmeldingen bare ideelt til denne startdato, hvilket jo også viste sig optimalt ved en meget hurtig sejlads på tværs af Atlanten.
Vi lå ca. 3 uger ved de Kanariske øer, først på Lanzarote og dernæst på Tenerife og fulgte vind/ vejrprognoserne og først den 25. november så alt ud til at være perfekt.
Det var lang tid før de to jyske børn at være offline på båden. Foto: Kim Christensen
Omkring 10 m/sek.- pust op til 20 m/sek.
Ikke for meget vind og ikke for lidt. Så vi har haft gode forhold med 7-10 m/s, dog mest tid i den høje ende af skalaen og periodevis optil 12-13 m/s (mest om natten). Kun på de sidste dage har vi mærket de berygtede squalls.
En squall er et kortvarigt regnvejr med blæst op til 20 m/s. Vi mødte mange squalls, men kun en enkelt var voldsom med op til 18 m/s og regn.
Alle de øvrige var mere som små ”prutter” uden hverken regn eller ordentlig blæst.
Den største udfordring har været bølgerne og selvom de ”kun” 2-3 m høje synes vi at bølgerne var ”kaotiske” og fra flere retninger, hvilket ofte gjorde det svært at finde en komfortabel sejlads.
Vi har talt med flere, der har krydset Atlanten adskillige gange og de havde haft sammen oplevelse.
MEGET små sejl oppe
Sejlføring er vigtig og jeg synes at vi har fundet de rigtige ”modes”. Man skal have MEGET små sejl på for at gøre sejladsen behagelig!
Selvfølgelig har vi haft situationer, hvor vi burde have rebet, da vinden pludselig tiltog og omvendt, men vi har taget rigtig mange "kloge" beslutninger.
Det mest overraskende er netop, hvor ”ustabil og varierende viden er midt på Atlanten.
Middelvind på 8 m/s kan give pust på helt op til 11 m/s, men også ”huller” ned til 6 m/s. og samtidig ”vindspring” på 10-15 grader. Det er jo nærmest værre end Aarhus Bugt eller Øresund i vestenvind ?.
Fok på stage - stor tilfredshed med X4.3er
Vi har primært sejle læns med fuldt eller rebet storsejl og fok på stage. Dog nåede vi 1,5 døgn med symmetrisk spiler, men det meste af tiden blæste det for meget til at vi kunne håndtere spiler.
På udstyrssiden har vi næsten ingen problemer haft. Vores X-Yacht X4.3 har vist robusthed både mht. skrog og rig.
Vi er rigtig glade for båden og vidste selvfølgelig at båden er rigtig hurtig, men at dette omvendt også kunne give nogle udfordringer på langfart (med en alt for levende båd), men hvis man reducerer sejlene væsentligt (og nok også mere end man forventer), så klarer ”auto-piloten” det godt og den sovende del af besætningen får tilstrækkelig ro.
Dejligt med en båd, der er svær at holde under 7 kn ? så føler man virkelig at man kommer frem.
Vores EPEX sejl fra Elvstrøm har holdt super godt og man ser stort set ingen slitage på storsejlet mod salling og vanter.
Det hårdeste er nok de mange timer med reb, hvor den nederste del ligger ”krøllet” på bommen. Den kan give nogle kosmetiske ”ar”.
Storsejlet er selvfølgelig blevet skånet ved at vi har sejlet i mange modes a) uden reb b) 1. reb c) 2. reb.
Slitage på fald er en udfordring
Det giver slid på forskellige steder. Den største udfordring er slitage på fald og skøder, men her er vi også kommet fint igennem, ved dagligt at flytte punkterne. Vi nåede dog at trække et luv spiler-skøde over efter 10 timer i 10-11 m/s.
Og hvad har vi så set på turen: en masse bølger, også nogle store nogen af slagsen, masser flyvefisk i vandet, men også døde flyvefisk på dækket efter nattens sejlads, solnedgange og solopgange og de mest pragtfulde morgener (morgenerne er bare de bedste). Og så har vi set rigtig meget Saragossa-tang de sidste dage som vi nærmede os Caribien.
Tang har også drillet vores propel, som vi bruger som strømgenerator.
Definer så vi kun de første døgn og desværre ikke siden og selvom grejet var klar, havde vi ikke overskud til at fiske på den første del af turen og sidenhen kom tanget og det gjorde fiskeri svært.
Ingen fangst, men vi vender stærkt tilbage i Caribien.
Men hvad er så indtrykket fra vores tur? Jeg tror vi er nødt til at fordøje lidt længere tid. Kunne vi lide det? Hvad var ikke rart? Hvad var det bedste?
En ting er sikkert; det er en meget speciel oplevelse at krydse et så stort hav, men jeg tror ikke at oplevelsen er ens for alle – og måske er det noget man skal mærke på sin egen krop.
Det er udfordrende og skræmmende, men samtidig smukt, roligt og stort.
Sophie og Kim foran deres nye X4.3er, der bliver rost af besætningen fra Egå.
Moderen: Langturssejler bliver jeg nok aldrig
Og hele følelses-skalaen er i brug … fra total lykke til massiv depression ? Sophie siger noget i retning af:
”Så har man prøvet det – og landturssejler bliver jeg nok aldrig!” Vi synes helt sikkert at det største og bedste har været ”at vi gjorde det sammen”!
Vores datter, Sara, har kæmpet med søsygen hele vejen. Intet brok, men har bare ligget ned og gået ind i sig selv. Spise, synge, snakke og sove (meget sove).
11 døgn med søsyge eller på grænsen dertil! Heldigvis havde Sara nogle super-dage de sidste 5 døgn, selvfølgelig stadig med søsygeplaster, men fedt at hun faktisk nåede at nyde det lidt og pludselig synes at turen var gået hurtigt!?
Sygt i hovedet og fire faser
Sara’s refleksion er ”det er jo sygt i hoved det her”. Ikke henvendt mod resten af familien, men generelt mod konceptet om at krydse Atlanten i en sejlbåd. Hun har mange spurgt om hvor mange timer det ville tage på en flyver.
Vores søn, Emil, kommenterede min teoretiske 4 trins model, hvor turen er delt op i 4 lige lange faser;
1) Forventningsfasen
2) Depressionsfasen
3) Lysets fase – målet kan skimtes
4) Fasen for ekstase for nu er vi fremme.
Han er enig i modellen, men mener at fase 1 vare ca. 2 timer svarende til 4G dækningen mistes og fase 4) ”ekstasen er de sidste 2 timer før destinationen, hvor data kommer tilbage.
Resten at tiden (stort set alle 16 døgn) skal deles mellem depression og en form for lykke, som man faktisk ikke troede kunne eksistere uden WIFI.
Sønnen, tidligere Opti-sejler Emil tog hård vagt
Emil har været ekstremt godt kørende og har taget de sure timer mellem 01.00 og 04.00 hver eneste nat.
Det betød at Sophie og Sara kunne gå fra aftenvagten i rimelig tid og at jeg første behøvede at stå op kl. 03.30.
Emil’s refleksion er, at turen er lang og lidt kedelig. Godt med mange bøger, downloadede film fra Netflix og musik i ørerne.
Sejler båden hjem med venner
Jeg har personligt haft en god tur og ser frem til hjemturen i 2019, hvor besætningen dog er udskiftet med gamle sejlerkammerater og familien, derfor får lov til at sidde over.
Jeg tror at en tur på tværs af Atlanten er så diametralt anderledes end noget vi tidligere har oplevet, at det faktisk kan være svært at ”krepere” – det er syret at bruge så meget tid på ”blot” at sejle i en moderne verden, hvor alting ellers skal gå så stærkt.
Fire måneder i Caribien
Vi lader nu oplevelsen bundfælde sig og ser frem til 4 måneder i Caribien. Rejsen er jo blot lige begyndt!
Nu ligger vi så ved
Bridgetown, Barbados. Fantastisk sted med hyggelig by, rare mennesker og en strand med skildpadder, farvede fisk og vrag man kan dykke på. Vandet er 28°C og luften lidt varmere.
Så her har vi tænkt os at blive nogle dage endnu inden turen går videre til Granada og derefter nordpå til Grenadinerne og Martinique.
God jul til alle fra SOFFE med besætning.
Sophie og Kim
Danskerne sejlede på den røde linje. De er nu på Barbados.
Tur
