Gå til hoved-indhold
Der uddeles én præmie for hver femte fuldførte båd. Foto: Anders LundKapsejlads
Der uddeles én præmie for hver femte fuldførte båd. Foto: Anders Lund

Unge er i dommerbåden til Spækhugger Cup på Øresund

Bag dommer Jørgen Thulstrup står unge fra Svanemøllen. De skal dømme de over 15 Spækhuggere, der deltager i stævnet.

Af Sara Sulkjær |

Når 15-20 Spækhuggere søndag den 13. maj finder vej til årets Spækhugger Cup, bliver det med Sundets anerkendte dommer Jørgen Thulstrup og en række baneleder-uddannede unge i dommerbåden. 

Unge, der alle kommer fra ungdomsklubben KØS i Svanemøllen: 

- Vi er meget glade for samarbejdet med KØS som ufortrødent udlægger Spækhuggernes egen kapsejladsbane ved Nordhavnsopfyldet hver onsdag aften i hele sejladsperioden, skriver Sejlklubben Sundet forud for Cup'en. 

Nye sejlere er særligt velkomne 

Mens de unge har meldt deres ankomst i dommerbåden, er håbet, at også en række yngre eller nye Spækhuggersejlere har lyst til at indtage startlinjen. 

- Alle er velkomne, og især ønsker vi nye sejlere til at komme og få interesse for den prisbillige og velsejlende Spækhugger, skriver Finn Heiden fra Sunds Sejlklub i en mail til minbaad.dk. 

Her sejles på den sædvanlige onsdagsmatchbane, og alt efter vejrforholdene vil der blive skudt 3-4 sejladser i gang - således at alle vil kunne være med. 

Grillpølser og moleøl 

Når mållinjen er passeret, kan sejlerne se frem til nogle hyggelige timer på land. Grillpølser og moleøl er på menuen, mens deltagerne om morgenen er blevet forsynet med morgenmad i Sundets bygning. 

- Deltagerne kan diskutere grej og udstyr på bådene, mens der hygges. Ryding Maritime er igen i år præmiesponsor, hvilket ikke er kedeligt, understreger Finn Heiden fra Sejlklubben Sundet. 

Dagen før Spækhugger Cup, lørdag den 12. maj, er der trim af både i Svanesøen og efterfølgende sejladstræning i egen båd med instruktør på vandet. Alle kan deltage. 

Det er muligt at forhåndstilmelde sig stævnet i Facebookgruppen Spækhuggersejlerne i Svanemøllen samt ved at sende en SMS til Anders Eskling på 27130830 eller Finn Heiden på 40302062 senest den 11. maj. 

Når du ikke at sende en tilmelding afsted, kan du blot tilmelde dig ved registreringen inden skippermødet. Det koster 200,00 kr. at deltage. 

content-loader
content-loader
content-loader