Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Alle sejlere trænger til at komme ud af deres hjem og ud på vandet. Her en sejler med udfordringer under en tidligere Palby Fyn Cup. Foto: Troels Lykke

Palby Fyn Cup 2021 bliver coronavenlig med online-skippermøde og takeaway

Skippermødet holdes online eller eventuelt med kun én deltager pr. båd på havnen. Morgenmaden portionsanrettes og udleveres som takeaway til bådene, mens salgsboderne på havnen bliver i et mindre set-up, end det plejer at være, når der sejles i slutningen af maj.

Af Troels Lykke |

Mon ikke vi alle trænger til at komme på vandet, møde sejlervennerne fra hele Danmark og igen mærke rusen ved at vinde en meter med det rigtige trim`

Derfor har Palby Fyn Cup nu sat alle sejl ind på at lave en kapsejlads rundt om Fyn i en corona-venlig udgave.

- Selve sejladsen regner vi med at kunne gennemføre under helt normale forhold, der kan måske blive tale om mindre starter, da der ikke må være så mange både til start ad gangen, men så laver vi bare flere af dem, skriver sponsoren Palby Marine og Bogense Sejlklub til bådpressen.

Online-møde og takeaway

Landarrangementet bliver dog lidt anderledes - skippermødet afholdes online eller eventuelt med blot én deltager pr. båd på havnen.

Samtidig portionsanrettes morgenmaden og udleveres som takeaway til bådene, ligesom salgsboderne på havnen bliver i et mindre set-up, end det plejer at være.

Det er på nuværende tidspunkt kun gisninger. Arrangørerne følger udviklingen og er fleksible med hensyn til landarrangementet lige til det sidste.

- Alle ved jo at corona-situationen ændrer sig konstant, nærmest fra dag til dag, understreger Bogense Sejlklub.

116 både tilmeldt

I skrivende stund er der 116 tilmeldte både til Palby Fyn Cup i år, hvilket næsten er dobbelt så mange, som der plejer at være tilmeldt på dette tidspunkt af året.

Det vidner om at sejlerne higer efter at komme på vandet til årets største danske kapsejlads rundt om Fyn.

- Vi glæder os til at give sejlerne en fantastisk oplevelse igen i år efter at måtte aflyse sejladsen i 2020 på grund af corona, understreger stævneledelsen.

FAKTABOKS - PALBY FYN CUP:

• Palby Fyn Cup arrangeres af Bogense Sejlklub i samarbejde med sejladsens hovedsponsor Palby Marine

• Sejladsen finder i år sted fra den 28. til 30. maj

• Palby Fyn Cup er Danmarks største kapsejlads med flere hundrede både

• Banen er rundt om Fyn med en længde på omkring 138 sømil. Der er start og mål i Bogense

• Alle kan deltage - også dem, der kun vil sejle med for sjov, da der også arrangeres løb for tursejlere, som vil prøve turen uden at sejle kapsejlads

Læs mere på Palby Fyn Cups hjemmeside: www.palbyfyncup.dk

content-loader
content-loader
content-loader