Gå til hoved-indhold
Tur
Sissel er nu på jagt efter ny båd med hendes veninde. Privatfoto

Leonora og Sissel i chok: Sælger sprang fra - ville ikke sælge båden

Netop som Leonora og Sissel troede, at alle aftaler var på plads, og at de skulle besigtige båden, en Beneteau Oceanis 500, sendte sælger en mail om, at han ikke ville sælge alligevel. - Vi fik os lige en ORDENTLIG mavepuster, siger veninderne til Minbaad.dk.

Af Cille Rosentoft |

Kun få dage efter, at Minbaad.dk sidst snakkede med Leonora Valentin og Sissel Therkildsen og tydeligt kunne høre glæden og lettelsen over, at de nu havde fundet drømmebåden, en Beneteau Oceanis 500 til 900.000 kroner, som både skulle være deres hjem og muliggøre deres jordomsejling, modtog de to kvinder en mail i deres indbakke.

Sælger ville ikke sælge båden alligevel, på trods af at Leonora og Sissel løbende har været i kontakt med ham, og i december spurgte sælger direkte, om han stadig ville sælge båden til dem. Det bekræftede han, at han ville. Men det ville han så ikke alligevel.

En stor mavepuster

Vi har i dag fanget Leonora og Sissel, som endnu ikke helt har forstået, hvordan det pludselig kunne vende.

- Vi fik os lige en ORDENTLIG mavepuster. Netop som vi var ved at lave aftale om besigtigelse, som vi skulle have gennemført i dag. Og efter 2,5 måneders korrespondance og aftaler med TV-hold om hjemsejling, så sender han en mail om, at han ikke vil sælge alligevel, forklarer Leonora og Sissel.

Forklaringen på, hvorfor han ombestemte sig i sidste øjeblik, er ikke helt til at forstå (redaktionen har læst mailkorrespondancen, red.). Derfor var det også to skuffede kvinder, der pludselig stod med en masse arbejde foran sig og svære følelser.

- Der var lige et par timers frustration og virkelig meget vrede over for det her menneske, som vi har sat ind i hele vores projekt nærmest fra start, forklarer de to og fortsætter:

- Mest af alt vrede over alt den tid, vi har brugt på lige præcis den båd. Og det var jo super svært at finde finansiering - og netop som det lykkedes, så bakker han ud. Der følte vi os slået hjem et øjeblik.

Bank er stadig klar til ny båd

Nu har Leonora og Sissel landet de svære følelser og frustrationer, og det er helt tydeligt, at den viljestyrke, som de allerede viste mig lidt af i min første samtale med dem, nu virkelig hjælper dem til at komme videre.

- Vi har brugt i går og i dag på at tale med alle involverede inklusiv banken, som vi var lidt nervøse for ville bakke ud. Heldigvis er alle stadig klar på at hjælpe, og nu skal vi bare (igen) finde den rigtige båd. Det i sig selv kan være lidt en udfordring, når det ikke vælter med 50-fods sejlbåde i vores budget. Men vi finder den rigtige, afslutter Leonora og Sissel - og jeg tror på dem. Den helt rigtige både skal nok dukke op.

Hvis du sidder derude med en sejlbåd på cirka 50 fod, som du tænker kan matche Leonora og Sissels ønsker og behov, så send os en besked, så formidler vi kontakt.

De her unge kvinder, de skal nok komme afsted på eventyr - og vi glæder os til at følge med.

content-loader
content-loader
content-loader