Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De fandt meget plastik i havet. Foto: Drømmeisigte
Kort Nyt
En solnedgang over Atlanterhavet. Foto: Drømmeisigte
Kort Nyt
Overfarten bød på roligt men også vildt vejr. Foto: Drømmeisigte

Leonora og Sissels logbog fra Atlanterhavet fra dag 11-21: På kollisionskurs med et tankskib og en fransk katamaran

Leonora og Sissel på 25 år har nu krydset Atlanterhavet i deres Beneteau 50. De er ankommet til Antigua og har taget hul på det, som hele deres jordomsejling handler om: Nemlig oplevelser under havets overflade. I denne artikel fortæller de om dag 11-21 af deres Atlanterhavskryds.

Af Cille Rosentoft |

Leonora og Sissel sejlede fra Danmark i juli 2023. De har en plan om at opleve de fedeste dykkersites i verden. Det er de allerede godt i gang med, og lige efter jeg har snakket med dem, skal de flytte båden til det næste fede dykkersite.

De har også lige planlagt deres fremtidige rute (den deler vi med jer i næste artikel) og den planlægning har også taget udgangspunkt i hvilke steder, de gerne vil opleve under havets overflade.

Men først får vi mulighed for at komme med Leonora og Sissel ombord på deres Beneteau 50, Lulu Tao, på dag 11-21 på deres Atlanterhavskryds. Vi får indblik i udfordringer, opture og de stærke følelser, der opstår, når man er ved at udleve sin drøm.

Sissel og Leonora fortæller:

For mange bananer blev et samlingspunkt for besætningen ombord

På dag 11 nåede vi syd for 16*N og vi havde 10 knob vind. Dette var dagen, hvor vi spiste den sidste banan ombord.

Vi havde købt 150 bananer inden afgang, hvilket i bagklogskabens lys nok var lige omtrent 100 bananer for mange og på dag to var de allerede overmodne. Vi havde spist bananpandekager og banankager i 11 dage, og som vi skriver dette tre uger efter vi er landet i Caribien, er der endnu ikke nogen ombord, der siden da har haft lyst til at spise en banan.

Men overmodne bananer blev på en måde et samlingspunkt på båden. Et lille projekt som vi målrettet måtte arbejde os hen imod sammen. For at smide frisk mad ud midt i et Atlanterhavskryds, var absolut ikke en mulighed.

Alle jublede, da Helen spiste den absolut sidste bananpandekage.

Brunkager og julemusik på havet

Dag 12 var en rigtig god dag. Det var første advent og vores gaster overraskede os med brunkager og julemusik og vi sendte en tanke til vores familier derhjemme. Denne dag nåede vi halvvejs, og selvom det havde taget lang tid at komme dertil, vidste vi at den næste halvdel ville gå meget hurtigere, nu når vi endelig havde god vind.

På dag 13 tog vinden til og vi blev omringet af små squalls hele morgenen. Vi havde 20 knob vind, men det føltes let som en leg, når vinden var med os.

På kollisionskurs med både et tankskib og en katamaran

På dag 14 var vi pludselig på kollisionskurs med et tankskib og en fransk katamaran på en og samme tid, og endda midt om natten. Underligt nok havde vi, siden vi kom væk fra kysten, kun set to andre både, og det var også en katamaran og et tankskib, og det var også på samme tid. Det føltes næsten åndssvagt at være på så stort et ocean og så være på kollisionskurs med andre skibe.

Om morgenen tog katamaranen alle sejlene ned og lå og drev. Det lignede, at de prøvede at signalere os med lys, så vi kaldte dem på radioen. “All is fine we just have a minor technical issue.” Det ved vi jo godt hvordan føles, tænker vi for os selv. Selvom vores aldrig føltes som “minor”.

Nogle store squalls fløj hen over os, og alle udnyttede chancen for at få et ferskvandsbad, da himlen åbnede sig over os.

Vinden tager til og planerne ændres

På dag 15 tog vinden endnu mere til og bølgerne begyndte også at rejse sig. Alt blev rebet, og vi satte en ny ufrivillig fartrekord, da vi om natten surfede 13,8 knob på en bølge.

Det var den 6. december og morgenens vejrudsigt meldte om 3,5 meter bølger med en periode på 6,5 sekunder og 25 knob middelvind i dagene fra den 10.-12. december, netop som vi skulle ankomme til Tortola.

Derfor besluttede vi at gøre et stop på Antigua først. Det afkortede vores tur med cirka et døgn, og selvom vi ikke kunne undgå at sejle ind i det vejr, så kunne vi i det mindste gøre det i en lidt kortere periode.

Det blev mere og mere overskyet og vi ladede ikke meget på solpanelerne i den periode.

Iridium i stykker, karrysovs overalt og generator driller

På dag 16 stoppede vores Iridium med at virke IGEN. Træls. “On a positive note” så var det dag 16 og vi havde stadig friske grapefrugter og æbler. Og som vi sad i cockpittet og skulle til at spise morgenmad, stak vores svenske gast Jakob hovedet op af lugen med en 3 liters halvtom og halvåben plastikboks i hånden og sagde “this was upside down in the fridge.”

Der var tre liter karrysovs i den boks. Nu var der tre liter karrysovs ud over det hele i vores køleskab, og det tog lige godt to timer at fikse situationen i 20 knob vind.

Som solen gik ned på dag 16, opdagede vi, at vores spilerstager havde gnavet sig igennem strømpen på to af genoaskøderne. Heldigvis var det sket i enden, så vi kunne vende skøderne og skære den dårlige del af.

Bagefter skulle vi tænde generatoren i nogle timer, for vi havde ikke meget strøm på båden. Men den ville selvfølgelig ikke starte. Samtidig sad Robin og Sissel med hovedet nede i watermakeren, som var utæt ved de nye membraner.

Det var tre dårlige nyheder på 20 minutter. Det er sjovt, hvordan livet ombord på en sejlbåd kan gå fra magisk til hammerfrustrerende fra det ene øjeblik til det andet.

De næste 5 timer gik med at rode med både watermaker, generator og genoaskøder. Vi fik forseglet watermakeren. Generatoren tændte pludselig alligevel og vi ved helt ærligt ikke hvorfor. Eller med andre ord, vi ved ikke, hvorfor den ikke ville starte i første omgang. Men det var lige meget lige der. Det eneste vigtige var, at det pludselig virkede.

Er vi klar til at komme i land?

På dag 17 var det den 8. december. Fra da af burde vinden kun tage mere og mere til og der var 550 sømil tilbage. Det føltes næsten for tæt på. Vi havde talt sømil hver dag hele vejen, ikke fordi vi stressede, men fordi sporten var sjov.

Nu var land lige om hjørnet og pludselig fik vi følelsen af ikke rigtig at have lyst til at skulle i land. 17 dage uden andre indtryk end dem og det der eksisterede i vores meget lille verden ombord på vores 15 x 4,5 meter båd, havde været det bedste.

Det føltes næsten uoverskueligt at skulle tilbage på land. Tilbage til støj og konstante indtryk. Livet er så simpelt på båden når alting fungerer, og mere komplekst end noget andet, når det ikke gør.

Motorstress - igen …

Motoren stressede os. Vi sendte en lille bøn ud i universet over os og tænkte, at der måske kunne være en chance for, at det kunne være en dum lille fejl, som vi bare slet ikke havde tænkt over. Alternativet ville være en ombytning eller totalrenovering af vores dieselpumpe, og det var hverken en billig eller en hurtig opgave. Men vi kunne ligeså godt lade være med at bekymre os over det, mens vi sad der og alligevel ikke kunne gøre noget ved det.

I stedet kunne vi tilføje det til to-do listen sammen med generator print boardet, watermaker-reservedele (igen) og nå ja! Fik vi overhovedet fortalt, at stoppet er røget af bunden af skinnen til vores storsejl? Boltene var fuldstændigt korroderede. Det var det eneste vi ikke tog af, da vi malede masten på værftet; skinnen til storsejlet og skinnen til spilerstagerne. Typisk.

Den er gal med generatoren

Klokken 19:00 vendte den søde følelse af frustration tilbage. Generatoren ville ikke starte - igen. Efter otte måneder på værft med delaminerede innerliner og revnede bundstokke har vi altid trøstet os selv med, at vi i det mindste aldrig havde haft motorproblemer.

Nu var der ingen af vores to motorer, der fungerede ordentligt, og det skete selvfølgelig på vej over et ocean. Tankerne om det vejr, der var på vej mod os, fyldte pludselig også. Ingen generator - ikke meget autopilot. Og jeg hadede tanken om, at noget skulle ske og vi heller ikke havde en velfungerende motor som støtte.

Jeg ved godt, at vi var på en sejlbåd og at motorproblemer ikke er lig med livsfare. Men de to motorer er en del af komforten og sikkerheden ombord på båden, og det er bare rarest for alle, når det virker.

Fire timer senere var generatorfejlen fundet. Det var faktisk bare temperaturføleren, der var stået af.

Barracuda på krogen og ny fartrekord

Dag 18 startede bedre ud. Sissel og Jakob havde fanget en barracuda. På Robins nattevagt dagen før havde vi 30 knob vind, og på Sissels nattevagt satte vi igen ny fartrekord. Med 16,4 knob surfede vi ned af en kæmpebølge. Puha - så hurtigt skal vi altså ikke sejle i Lulu Tao.

Vi har fortsat frisk frugt. Grapefrugt, lime og nogle helt latterligt grønne æbler. Jeg vil helst ikke vide, hvad de æbler var proppet med.

Natten mellem dag 18 og 19 var lang. Squalls kom efter os, som perler på en snor og vindstød på 35 knob. Det var mange kræfter og bølgerne var høje og relativt korte. Men båden klarede det godt. Sejlene var rebede og så længe vinden var med os, føltes det aldrig for voldsomt.

Imellem tordenskyerne, når vinden droppede til 20-25 knob, føltes det nærmest som vindstille, og vi grinede af, hvordan forholdet til, hvad der er meget vind, pludselig havde rykket sig.

På dag 20 var vi trætte. Alt var saltvands-fedtet og alt føltes snavset. Vi havde prøvet at holde båden nogenlunde rent og støvsuget, når generatoren kørte. Men cockpit-hynder, tæpper og tøj føltes ulidelige. Vi kunne faktisk godt ankomme samme aften, men vi havde rebet sejlene endnu mere i håb om, at vi kunne ankomme morgenen efter, så det var lyst, når vi skulle sejle ind mod land.

Atlanterhavet er krydset og der bliver skrålet med på “Kokomo”

Der var mange havne og bådene lå tæt i ankerbugterne. Vi grublede over, om vi ville nå at se land, inden solen gik ned, og ved 18-tiden blev vi mødt af en kæmpe flok delfiner. De hoppede højt ud af vandet og det føltes som den varmeste velkomst til Caribien.

Vi var faktisk ret lettede nu. For selvom vi ikke havde sat fødderne på land endnu, så var vi så tæt på, at vi allerede følte, at vi havde gjort det. Som mørket faldt på, kunne vi se skyer af lys i horisonten. Vi kunne ikke se land, men lysforureningen lyste himlen op foran os.

Klokken 20:57 fik jeg en SMS på min telefon. “Velkommen til Jamaica”. Jeg var ret sikker på, at vi sigtede efter Antigua og der var pænt langt til Jamaica derfra. Men det bidrog til følelsen af, at vi et kort øjeblik efter kunne sætte os på en strandbar med en kold øl i hånden og ringe hjem. Alt det vi ikke kunne overskue ved tanken om at komme i land igen, var pludselig meget tiltalende, når nu det var så tæt på.

Dag 21 - Vi kunne ikke få nok fart ud af båden til at ankomme efter solnedgang, men det var lige meget der. Vi sad alle sammen oppe i cockpittet og stirrede på lyset fra land som vi nærmede os, mens vi spiste verdens kedeligste usaltede riskiks med verdens kedeligste usaltede smør på.

Land var så tæt på. Vi snakkede om hvilke spørgsmål, der er blevet stillet flest gange på turen, og blev hurtigt enige om disse to; “Hvor mange bananer er der tilbage?” Og “Hvor mange sømil er der igen?”

Klokken 01:42 kastede vi anker ude foran den ankerbugt, vi skulle ind i. Klokken 01:43 dansede vi i cockpittet til “Kokomo” med The Beach Boys på fuld skrue. Vi grinede, gav hinanden en krammer og blev helt overvældede over duften af blomster fra land.

Det havde vi slet ikke tænkt på. Altså hvor mærkeligt det var, ikke at have duftet noget i 20 dage.

I 2,5 år har vi snakket om, at vi skulle skråle med på “Kokomo” med The Beach Boys den dag vi ankom til Caribien. Nogle lange timer senere stod vi på kontoret hos Customs and Immigration. Og hvad spiller de i radioen? “Kokomo” med The Beach Boys. Vi smilede for os selv med fødderne solidt plantet på jorden.

20 dage, 17 timer og 56 minutter senere.

Sissel og Leonora har sammen med deres besætning krydset Atlanterhavet og er nu klar til næste del af eventyret.

Båden:

Beneteau 50, Bruce Farr design 2002

Længde: 50 fod (14,90 m)

Bredde: 4,50 m

Dybgang: 2,30

Vægt: 13,50 ton (tomme tanke)

Vandtanke: 1.000 liter fordelt på fem tanke

Diesel: 500 liter fordelt på to tanke

Motor: 100 HK Yanmar diesel motor

Kahytter: 4 dobbeltkahytter + 1 crew cabin i stævnen med to køjer

Ruten:

Leonora og Sissel sejlede fra København i juli 2023.

Herefter har de sejlet til:

  • Cuxhaven, Tyskland
  • Dieppe, Frankrig
  • Cherbourg, Frankrig
  • Cangas, Spanien 
  • Porto, Portugal
  • Calais, Portugal
  • Lissabon, Portugal
  • Lagos, Portugal
  • Porto Santo
  • Funchal, Madeira
  • Gran Canaria
  • Fuerteventura
  • Tenerife
  • Antigua
  • De Britiske Jomfruøer
content-loader
content-loader
content-loader