Kerteminde Sejlklub havde den tidligere danske mester og guldpokalvinder Per Jørgensen fra Kolding på besøg. Det handlede om trim og optimeringer.
Programmet med Per Jørgensen kunne trække folkebådssejlerne op af den lune lænestol. 50 folkebådssejlere fra hele landet, med undtagelse af Bornholm, var mødt for at få ”goodies” med hjem til kommende sæson.
Der blev snakket trim og optimeringer inden for klassereglernes grænser, for de gode ideer skal jo også være lovlige.
Profilror, mastetrim, kølprofil, forstagsspænding, trim af storsejlets dybeste sted, undervandsskroget optimering, trim af blød og stiv mast, udnyttelse af tolerencerne omkring strutpinde og tværpinds længe, gode råd om hvor man kan vægtoptimere inden for CR og mange andre gode og relativt nemme tiltag for at øge sin og bådens chancer på kapsejladsbanen blev vendt.
Kun roroptimeringen, stadig inden for CR, forekom umiddelbart som en større udfordring, hvis man ikke lige havde det rette håndelag, adgang til værktøj, en masse tid og de andre ting der skal til for at lave en ror der overholder alle klassereglerne omkring ror og dets vægt.
Men som Per også nævnte, er det jo også et spørgsmål om det er den teori omkring ror og dets udformning man selv tror på.
Vi har jo over år oplevet dygtige sejlere der har vundet meget ædelt metal med en standardbåd. Men personligt synes jeg det er spændende at høre personer med et så skarpt og engageret forhold til sin sport. Jeg lærer noget hver gang Per øser ud af sine ”goodies”
Og der er ingen tvivl om at den samlede kapsejladsflåde inden for folkebåde er blevet meget stærkere og bedre sejlende inden for de sidste 5-6 år.
Det er helt fair at sejlere der yder en ekstra indsats også er dem der vinder mest, vi andre skal bare tage handsken op og komme i gear.
Med sejlerhilsen Bent ”Mallemuk” Nielsen, formand Dansk Folkebådsklub.
















