Elvstrøms Epex-sejl på ny 33 fods kul-racer
Udstyr
09-03-2010 08:58

Ny Knierim 33 Racer får rød Elvstrøm-krone i sejlene. Tyskeren deltager i Big Boat Challenge med Elvstrøm Team. Læs artikel af Jacob Ernstved Rasmussen.

af Jacob Ernstved Rasmussen

Den nye Knierim 33 får den velkendte røde Elvstrøm-krone i sejlene. Det prestigefyldte tyske værft Knierim præsenterer i foråret sin nyeste fuldblds-racer, en 33 fods sejlbåd i ren kulfiber, og udstyrer den med EPEX-sejl fra Elvstrøm Sails.

"Opgaven gik ud på at lave en kompromisløs high-end 33-fods topracer i de ultimative materialer. Derfor er både skrog, dæk, mast og bom i kulfiber. Og derfor skal den naturligvis også have de bedste sejl," siger Søren Hansen fra Elvstrøm Sails.

Epex-sejl i ren kulfiber

Knierim 33 udstyres med EPEX sejl i ren kulfiber. Og netop Elvstrøms EPEX-sejl, og den teknologi, der ligger bag, var udslagsgivende, da Knierim skulle finde en sejlleverandør.

Sejlene har indtil nu udvist suveræn driftssikkerhed og en meget høj grad af stabilitet både med hensyn til at bevare formen, samt, når det handler om at undgå delaminering, forklarer Elvstrøm Sails i Aabenraa.

På den nye kulfiberracer er alle unødvendigheder skrællet væk, så fokus alene kan holdes på at få så høj en fart som muligt.

2,5 meter dyb køl

Blandt andet skal en 2,5 meter dyb køl ”med bombe” være med til at minimere krængningen. Det er meningen, at den nye Knierim 33 skal tage kampen op med de hurtigste 40-fods racere som Luffe 40 og IMX 40.

Hvorvidt det lykkes, vil tiden vise, men Søren Hansen forventer under alle omstændigheder nogle meget hurtige tider.

Knierim Yachtbau har gennem årene specialiseret sig i at lave nogle helt exceptionelle både og har bl.a. bygget flere Americas Cup og Volvo Ocean Race-både, og for Elvstrøm Sails er det et vigtigt signal at sende, at man også er leveringsdygtige til et værft af Knierims kaliber.

Elvstrøm Sails stiller op i Big Boat

Knierim 33 er designet af Judel/Vrolijk, og den bliver ifølge Søren Hansen en krævende båd, der kræver seks-syv mands besætning, og Elvstrøm Sails har da også et sammensat hold af topsejlere klar, når båden sæsondebuterer ved Big Boat Challenge i Kerteminde den 22. maj.

På sigt er det tanken, at båden skal serieproduceres, og ifølge Knierims hjemmeside vil prisen for denne ultimative racer-drøm komme til at ligge lige under 200.000. Euro vel at mærke.

http://knierim-yachtbau.de/html/de/yachts/knierim33.php

www.elvstromsails.com

Bookmark and Share
Ingen kommentarer







Felter med * skal udfyldes

Minbaad.dk, Tuxensvej 17, 2700  Brønshøj, tlf. +45 21 66 57 37, troels@minbaad.dk, TYPO3 CMS & WEBDESIGN
Om minbaad.dk - Kontakt - RSS - Annoncering