Danske Christian Rasmussen forbereder tysk sejr i World Cup-stævnet Princess Sofia Trophy på Mallorca. At dele træningen op i perioder af fire-seks dage giver bedst udbytte, siger han.
Hele tre gange i marts måned er den tidligere danske elitesejler Christian Rasmussen på Mallorca som tysk landstræner for Starbåde. Først fire dage, som er gennemført, så tre dage, og endelig til selve World Cup Princess Sofia Trophy.
Målet er tysk sejr for de fem både. Og øen er ”et meget dejligt sted at sejle”, siger han til Minbaad.dk, da vi besøger ham i Hellerup.
”Det gode ved Mallorca er, at der er forholdsvis varmt, og der er alle vindforhold. Der er bølger. Der er fladt vand. Der er springende vind. Der er stormvejr. Der er let vind”, siger Christian Rasmussen.
”Og det er billigt at bo der uden for sæsonen og det koster ikke ret meget at flyve derned”.
”Når først bådene er dernede, så er det billigt, og vi sejler seks-syv timer om dagen. Det giver en meget intensiv og god træning”.
Men selvom træningen er intensiv, går han ikke ind for lange træningsperioder på eksempelvis fjorten dage.
”Det er bedre at træne fire-seks dage, hvor man sejler rigtig meget. Og så tage hjem og tage en lille pause og hvile sit hoved og tænke på, hvad man lærte og hvad man gjorde. Og så tage af sted igen”, siger han.
Test af udstyr
Træningen skal også bruges til test af nyt udstyr.
”I første omgang er vi tre både. Vi skal prøve en fok, som jeg har udviklet og syet i efteråret. Og vi skal teste en udenlandsk fok. Og én af sejlerne har en helt nyudviklet tysk Starbåd fra Mader, som han skal teste”.
”For ikke at skabe én stor forvirring, så træner vi én ting ad gangen. Hvis den ene skifter til min fok, den anden har en ny båd, og den tredje skifter til den udenlandske fok, så véd jeg ikke, hvad der er godt eller dårligt”.
”Mindst én båd bliver nødt til at have fuldstændigt standardgrej. Så véd jeg, hvor hurtigt han sejler. Og så kan jeg stille og roligt eksperimentere systematisk med de andre ting”.
Derudover vil Christian Rasmussen bruge træningen på Mallorca til at øve sejlads i let vind samt startmanøvrer.
Om Christian Rasmussen
• Egne præstationer som sejler: VM i H-båd, VM i Ynglinge, EM guld i Starbåd, EM sølv i Starbåd, VM bronze i Starbåd samt VM sølv i Optimist
• Han er tysk landstræner for Starbåde og har netop fornyet sin kontrakt med Heinz Nixdorf Verein til 2011
• Næsten alle de sejlere han har trænet, har vundet en EM- eller VM-medalje
• Christian Rasmussen er 41 år og sejler for Hellerup Sejlklub
• Før sidste OL i Qingdao var han landstræner for de tyske Starbåde og Yngling i seks år. Dertil kommer en periode som træner for de russiske Ynglinge-piger



















