minbaad.dk
torsdag 20. september
Lige nord for Ærøskøbing Havn ligger der en børnevenlig hvid sandstrand, hvor man skal gå få hundrede meter på en sti med marehalm på hver sin side. Foto: Troels Lykke

Lige nord for Ærøskøbing Havn ligger der en børnevenlig hvid sandstrand, hvor man skal gå få hundrede meter fra havnen til stranden, på en sti med marehalm på hver side. Foto: Troels Lykke

Ærøskøbing slår Caribien - miniferie med Drabant 24

Jeg har flyttet min Drabant 24 fra Kerteminde til Ballen Havn ved Svendborg for at dyrke det sydfynske ø-hav - og jeg blev ikke skuffet på den første ø-havstur med min datter og hendes veninde.

Redaktøren | 04-07-2018 09:32 | Af  Troels Lykke

To timers sejlads, så var vi på Ærø fra Ballen Havn. Der var ikke meget vind, så vi satte motoren.

Vi valgte Ærøskøbing, som jeg har sejlet til før med venner med stor succes i fantastisk sol og sommer.

Gå hjem og læg dig, Caribien. Ærøsøkøbing slår dig. Du behøver ikke købe flybilletter og leje båd en uge for 20.000 kroner.

For de penge kan du købe en Drabant 24 eller andre 70er-både og sejle rundt i Danmark lige nu.

Det blev tre overnatninger, der bød på masser af badning på en hvid sandstrand foran små charmerende huse, minigolf, rødvin i cockpittet, grill på kajen, snak med nabo-både, fodbold på ryger-værtshus, gratis bustur til skønne Marstal, der har mere byliv end Ærøskøbing.

Ved siden af os lå en mega tjekket Najad 331 fra Svendborg. Et rutineret ægtepar, der var ude og trave øen tynd. De havde en masse gode råd at give videre om livet på øen. Fx at det er gratis at køre bus på øen.

Vi talte også med flere forskellige motorbåds-ejere, der lå ved siden af os i de tre døgn. 

Da vi, min datter Dagmar på 12 og hendes jævnaldrende veninde, ankom til Ærøskøbing tog en tysk, enlig pensionist imod os og han holdt båden, så jeg kunne sætte agterfortøjningerne.

Alletiders fyr, der havde oceaner af tid, han kom fra Avernakø, som han er helt skudt i.

- Efter Tyskland blev slået ud af VM i fodbold, skal jeg ikke stresse for at se alle kampene, fortalte den smilende solo-sejler fra Kiel.

Vi talte også med havneassistenten Johan fra København. Han havde sommerferiejob på Ærøskøbing Havn. Han kunne også give gode råd.

Personlig opkrævning bedre end en automat

Han fortalte at der i år var 1600 overnatninger i havnen, mod 1200 sidste år, på samme tid.

- Folk er glade for vi cykler rundt og opkræver havnepenge og taler med sejlerne. En tysk forfatter skrev om det fornylig, han er meget imod de upersonlige betalingsautomater, sagde han og understregede at det var vigtigt man ikke stak af fra at betale de 130 kr. plus 20 kroner for strøm.

- Vi har en blackliste hængende oppe på havnekontoret og der står lige nu fem både, men vi kan ikke få fat i dem, sagde Johan, der cyklede stærkt på broen, så man tænkte at bare han dog ikke kørte i havnen.

Vores naboer fra Svendborg fortalte at man over alt i Tyskland har synlige havnefogder, der opkræver penge og fortæller om havnen. Og så er det billigere end i Danmark.

Ægteparret fra Najaden var irriteret over at man skulle finde 10 kroner frem hver gang man skulle have et bad. I Tyskland, hvor der er meget fine forhold, får man blot en kode til badet, mange steder, fortalte de venlige sejlere.

Skal købe en grill

Venlige, det var fremmede motorbåds-sejlere, der lånte os grillplads og kul, da der var udsolgt at engangsgrill i den kæmpe Netto på havnen.

Jeg skal have købt mig en Cobb-grill, til når jeg skal til Samsø Festival og videre på sejltur, hvis vejret tillader det.

Det nytter ikke at være en amatør-griller, opdagede jeg. Og det er dyrt at gå ud at spise hver aften, selvom det var dejligt at spise pizza på badehotel Ærø og få en lokal, mørk øl, serveret af italiensk personale, der var i topklasse, som maden.

Nu gælder det DM i H-båd kører til Bogense i dag med min H-båd fra Aarhus. Vi bliver 31 både og jeg glæder mig til at Claus Høj Jensen nok får sin 9. DM-titel.

God sommer

Vi ses måske til Samsø Festivallen i uge 29, se efter en grå Drabant 24:-)

Troels

På vej til Ærøskøbing. Færgen skabte store bølger til stor glæde for de to 12-årige gaster

Her til højre så jeg fodbold på et ryger-værtshus, jeg fik dem til at åbne en dør. Steder ligger lige ved havnen.

Mini-golf var sjovt.

En Vega fra København ankommer.

Dagmar nød sin sodavand og jeg min lokale øl på badehotel Ærø.

Johan cykler rundt og kræver havnepenge op. - Folk kan lide den personlige service. Jeg kræver op om morgenen og om aftenen, sagde han. 

Søde kalve ved Ærøkøbings strand.

Praktisk skilt på Ærøskøbing Lystbådehavn.

Enlig tysk pensionist fra Kiel var vældig hjælpsom. Her sejler han tilbage til Avernakø, som han er begejstret for. Vi hjalp også ham da han skulle forlade Ærøskøbing.

Unge sejlere nød havnelivet på en Drabant 22, du i dag kan købe til under 10.000. kr., hvis du er heldig.

Bookmark and Share







Felter med * skal udfyldes


FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET