Gå til hoved-indhold
Det er bedst at lakere når temperaturen er kommet lidt op. Foto: Jørgen HansenUdstyr
Det er bedst at lakere når temperaturen er kommet lidt op. Foto: Jørgen Hansen

Bådebyggers fredagstip: Sådan lakerer du

At opnå en god finish med lak-arbejde noget af det sværeste, der findes på en båd. Jørgen Jensen, bådebygger, kommer med tips om, hvordan du får et godt resultat.

Af katrine bertelsen |

Mange træbåde skal hvert år lakeres. Det stiller store krav til den, der udfører det og det er ikke nogen nem opgave. Lakering foregår som oftest i de tidlige forårsmåneder, på en iskold bådeplads, hvor det støver.

“Den store forskel mellem kulde om morgenen og varme op ad dagen, afsætter en del fugt på det der skal lakeres.” siger Bådebygger Jørgen Jensen.

“Jeg råder tit folk til at vente med lak-arbejdet til det bliver lidt varmere, selvom det for mange er umuligt, da der skal sejles og det heller ikke er nemt at ligge i havnen og lakere.”

Alt i alt en meget vanskelig opgave, at få den superflotte glatte overflade man ønsker. Men nu er lakken jo også med til at bevare båden, og derfor skal det gøres uanset resultat og evner. Vi overlader ordet til Jørgen bådebygger.

Forberedelserne

Start med at vaske af med ferskvand, og tør ordentligt efter med godt udvaskede bløde bomuldsklude. Ikke gamle håndklæder, der afsætter en masse små stofrester og fnuller, der er svære at få fjerne og sætter sig i lakken.

For at opnå en blank overflade skal der slibes med så fint sandpapir som muligt, gerne korn 320. Overalt hvor man kan, slibes der med maskine med sug, resten tager man i hånden og på langs med årene, aldrig på tværs!

Støvsug grundigt og brug evt. trykluft til at fjerne støv fra revner og steder støvsugeren ikke kan nå. Det sidste man gør inden lakering er at vaske af med varmt vand med en god viskosesvamp, skift vand ofte. Når overfladen er tør, er man klar til at lakere.

Det sjove: Lakeringen

Nu er alt det kedelige overstået og lakken skal frem. Brug en oval pensel af god kvalitet, og hav altid flere størrelser til rådighed. Stil lakbøtten ned i en spand med en klud i bunden til at stille pensler på.

Jeg lakerer fra højre mod venstre, og tager et område der passer til min armlængde. Når jeg har lakeret, stryger jeg efter med en skumpensel, så bred som mulig. Det giver en helt fantastisk overflade og forhindrer løbere.

Efterhånden som arbejdet skrider frem bliver lakken lidt tykkere, både af kulden og i takt med opløsningsmidlet fordamper. Derfor er det vigtigt, at supplere hen ad vejen med det rigtige fortynder. Ikke terpentin, det gør lakken mat, og moderne lak skal have den helt rigtige fortynder beregnet til pensellakering og den lak du bruger.

På den måde forbliver lakken lækker at lakere med, og der kommer ikke løbere.

“Disse råd kan bruges både på luger og cockpitkarme mm. og på maling af fribord og master,” fortæller Jørgen Hansen, “jeg kan dog anbefale, at tage båden ind i en hal engang imellem og få lakeret i rolige og varme omgivelser, gerne om sommeren eller når båden lige er kommet på land. Det giver mulighed for at få flere lag på og virkelig komme til bunds de steder, hvor lakken er skallet af.”

“Jeg elsker at lakere. Og at se resultatet dagen efter er helt fantastisk, og det ultimative for en bådebygger. Det er en kæmpe udfordring hele tiden, at blive bedre og tage hensyn til omgivelser og det danske vejr.”

Rigtig god fornøjelse med det mest ædle ved en træbåd: Lakarbejdet.

Hilsen Jørgen Bådebygger

Jørgen fortæller at han har tænkt på, at afholde lakkurser et par gange hver vinter. Mere om det senere, nu skal vi først nyde sommeren.

Link til Jørgens hjemmeside:  www.boatbuilder.dk

Det fås næsten ikke bedre, når træværket er smukt lakeret. Foto: Jørgen Hansen

Jørgen Jensen og søn i Bella Center.

content-loader
content-loader
content-loader