minbaad.dk
lørdag 17. november

J/70 på vandet i dets hjemland USA. Foto: jclass.com

Vi prøver J/70 - båd til hverdag og fest

Hvis det er så let at sejle, skulle nogle flere tage at gøre det. Det kunne være overskriften, efter en tur på Øresund i en J/70.

Udstyr | 01-07-2013 15:08 | Af  katrine bertelsen

Lørdag tog vi ud for at prøvesejle en J/70. Vejret var meget blandet, 2-8 m/s i sol, regn og springende Øresundsvind. En fin dag til at teste en båd.

”En civiliseret pensionistracer” sagde en af mine medsejlere, men det var ikke nedsættende ment. Er båden et bud på fremtidens klubbåde, med mulighed for både skole-, kap- og ligasejlads, som oplægget lyder fra Dansk Sejlunion, er J/70 bestemt ikke et dårligt bud

Båden er ualmindelig velsejlende, reagerer kvikt og hurtigt, er stabil og alle hal kører som smurt. Rullefork og genakker gør, at den meget nem at manøvrere. Alle hal sidder centralt i båden, og er nemme at nå.

Søgelænder eller hængestropper?

J/70 er beregnet til tre mand (måske fire små), hvilket er passende til både kap- og tursejlads. Der er god plads i cockpittet, og en forhøjning ned gennem midterplanet giver fin støtte til fødderne. Den har søgelænder hele vejen rundt, også agter, i stedet for hængestropper. Ganske rart, da det ikke er så ualmindeligt at se mandskabet i vandet bag sportsbåde af samme type, selv om en tur ned agter også kan give nogle knubs.

Om det bliver den endelige konfiguration ligger ikke fast endnu, det er noget producenten og klasseforeningen vil tage stilling til. Måske en variant til race med reduceret søgelænder og hængestropper er en mulighed.

En J/70 uden hængestropper vil utvivlsomt appellere til et bredere publikum, men til gengæld vil mange sikkert mene at man ikke lærer at sejle ”rigtigt” i en J/70, da den ikke er så krævende som andre både i samme størrelse, som f.eks. en Yngling eller lignende. Men skal det være svært at sejle? Ikke nødvendigvis, hvis udviklingen skal vendes og flere unge skal lokkes på vandet.

Tur- og skolesejlads

J/70 er et godt bud på en allround racer. Den lille kahyt er måske ikke en tursejler værdig, men der er plads til både telt, sovepose og køjesæk. J/70 kan ikke hejse kølen op under sejlads (kølen kan hæves, når båden skal trailes), så man kan ikke sejle op på stranden, som i en Seascape 18. Ligeledes kan man godt spekulere lidt over, hvad der sker med torpedokølen, hvis man går på grund med 10 knob …

Ønsker f.eks. en klub at bruge båden til skolesejlads, vil eleverne opleve ægte sejlerglæde fra dag 1. Den er så stabil, sjov og let at sejle, at i stedet for besværlige spilerbomninger og dramatik, får man en succesoplevelse og en fornemmelse af, at kunne sejle på et tidligt tidspunkt i sejlerkarrieren. At det så kræver en del mere at blive skrap til at tumle den til kapsejladser, må komme med erfaringen. Men Rom blev som bekendt heller ikke bygget på en dag.

Prisen er høj. Den amerikanske racer koster på den forkerte side af 300.000 kr, men til gengæld får man en båd, der virker langt mere solid end mange tilsvarende både. J/70 vandt European Yacht of the Year 2012/13 i Special yacht kategorien.

Fakta, J/70:

  • Længde: 6,93 m
  • Bredde: 2,25 m
  • Dybde: 0,40/1,5 m
  • Vægt: 795 kg
  • Ballast: 285 kg
  • Sejl/total: 26,4 m²
  • Storsejl: 16,1 m²
  • Fok medium: 10,3 m²
  • Spiler: 45 m²

J/70 kan prøves lidt endnu ved kontakt til Peter Wolsingpeter(at)sejlsport.dk i Dansk Sejlunion. Båden ligger pt i Hellerup Havn. Foto: Katrine Bertelsen

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET