minbaad.dk
tirsdag 18. december

Prostate som vores engelske cruising-venner har døbt vores watermaker. Foto: Signe Storr

Signe: Henrik og hans 'prostata' (vandmaskine)

Vores engelske cruising-venner har døbt vandmaskinen ”Prostate” (Prostata), da den kun kom med små dryp, men nu virker den, fortæller Signe Storr fra Gran Canaria.

Tur | 02-11-2013 10:55 | Af  Signe Storr, Gran Canaria

På trods af vores gode intentioner om at være rigtige langturssejlere og sejle hurtigt videre fra Las Palmas, så har vi nu ligget i havnen i over en uge. Den primære grund er, at Henrik fandt en mand, der kunne hjælpe ham med hans nyindkøbte watermaker.

Og jeg skriver hans, da den har været til Henriks evige bekymring, siden den kom om bord, og jeg tror, at han brugt de fleste af sine vågne timer på at tænke på den. (En kvinde kan kun drømme om den mængde opmærksomhed!)

Vi har nogle engelske cruising-venner, som har døbt den ”Prostate” (Prostata), da den kun kom med små dryp, da de kom for at indvi den.

Når vi taler med hinanden over radioen, spørger de Henrik: So, how is your Prostate?, hvortil Henrik svarer, at den er underlagt daglige undersøgelser, men at han ikke har de store forhåbninger. Det morer vi os selvfølgelig over!

Vi ville ellers ikke have købt en watermaker, da Henrik har læst, at folk ikke har andet end problemer med dem.

I et svagt øjeblik fandt han dog en brugt til salg og slog til - og lige siden har han ikke haft andet end problemer!

Henrik har tilbragt dagevis på at skille den ad, prøve noget nyt, tænke sig om, prøve igen, købe noget, så prøve igen etc., og når det ikke er lykkedes, har han været så frustreret, at han har villet kaste den overbord.

Jeg har tilbragt adskillige timer med at tale om den, så jeg er sikker på, at jeg efterhånden vil kunne komme med et par temmelig indsigtsfulde kommentarer, hvis jeg skulle falde over en watermaker-samtale en dag.

Heldigvis viste watermaker-manden i Las Palmas sig også at være i stand til at komme med indsigtsfulde kommentarer, og her - omkring 5.000 kr. senere - så virker den! Og bedre end nogensinde! Henrik brugte en hel aften på at se den lave vand!

Den laver 20 liter i timen, så jeg har fået at vide, at jeg fremover bare kan tage lange brusebade. Og det er jo alle tiders, hvis det ikke lige var fordi, at vi ikke har varmt vand om bord – eller har et brusebad.

Vi har kun en bruserslange i cockpittet. Under alle omstændigheder er det dog rigtig dejligt, at vi nu er selvforsynende med vand, og at vi ikke behøver at tiltuske os vand af variabel kvalitet ude omkring i verden.

Så med en watermaker, der virker, og en lykkelig mand om bord, så er vi endelig klar til at forlade Las Palmas.

Signe

Capibara er efter en uge i Las Palmas klar til at sejle videre.

Det er ikke helt nemt at reparere på watermakeren, når den først er installeret.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET