minbaad.dk
tirsdag 18. december

Larry Ellisons palæ i Newport, som skal huse hans kunstsamling. Foto: Signe Storr

Signe imponeret over Newport hvor Larry Ellison køber huse op

I de sidste 14 dage har vi haft båden liggende i Newport, Rhode Island. Sammen med Annapolis og San Fransisco er Newport sejlsportens centrum i USA, skriver Signe Storr.

Tur | 30-06-2014 15:34 | Af  Troels Lykke

Legendariske New York Yacht Club har udover deres primære klubhus på Manhattan også et ”klubhus” i Newport, og flere af de store racingbåde holder til i Newport, når de ikke er ude i verden og sejle kapsejladser.

Da vi sejlede ind til Newport, blev vi bedt af Customs & Immigrations at gå i en marina, og eftersom vi ikke vidste, hvilken en vi skulle vælge, lagde vi os i Newport Shipyacht.

Det viste sig at være hjemstavn for bl.a. Rambler, rekordindehaveren af Newport – Bermuda race, og andre racing-både i samme kaliber.

Vi overvejede at blive der et par dage, men da vi fik at vide, at det kostede 7 USD per fod per dag, så skyndte vi at flytte båden!

Vi har været heldige at kunne låne en vens bøje, for udover nogle få dyre marinaer kan man kunne ligge for anker, når man kommer som gæst.

Der er mange bøjer, men de er alle privatejede, og selvom mange er tomme, kan man ikke få lov at ligge der. Vores ven stod på venteliste i 8 år for at få en bøje til sin båd, men hvis du ikke har bolig i Newport, må du stå på venteliste i 24 år!

Newport er også kendt for sine store palæer og prominente beboere. Jacqueline Onassis er opvokset i et af palæerne, der senere dannede baggrund for hendes bryllup med John F. Kennedy, og sammen tilbragte de deres somre i Newport.

Nogle af palæerne er også åbne for offentligheden, og vi var inde og se to palæer, der tidligere har været ejet af Vanderbilt-familien. Vanderbilt var ivrige sejlere, og Harold S. Vanderbilt er vinder af flere Americas Cup titler, og blev senere Commodore i New York Yacht Club. 

Den nuværende forsvarer af Americas Cup, Larry Ellison, har for nylig købt tre palæer i Newport, hvoraf han restaurerer det ene. Al indmaden i huset er blevet rykket ud, og hele huset er løftet, da han vil bygge en kælder.

Palæet skal huse hans kunstsamling, og vagten uden for huset fortalte mig, at istandsættelsen vil koste 35 mio. USD. Selv bor han i et mindre palæ ved siden af (som i de kredse kaldes et en-families hus trods 7 soverum).

Da Larry Ellison i 2012 købte sit ”lille” hus, var beboerne i Newport begejstrede. De håbede, at America’s Cup igen ville blive sejlet fra Newport, men Larry Ellison valgte San Fransisco. Måske næste gang?

Vi har i de 14 dage, vi har været i Newport, boet hos nogle venner i deres sommerhus, og det har været skønt at være af båden i en periode.

Vi har kunnet tage varme brusebade (indendørs!), og vi har sovet i en queen-size seng, så vores fødder ikke har behøvet at slås om pladsen.

Nu er tiden dog kommet til at flytte tilbage om bord – og til at sejle til New York!

 
New York Yacht Clubs klubhus i Newport.

Klassiske klinkbyggede huse i Newport.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET