minbaad.dk
torsdag 18. oktober

Fyns Amts Avis møder vandflyver-kaptajnen Ulrik Nielsen

Den erfarne vandflyver-kaptajner, Ulrik Nielsen fra Tåsinge, har fløjet over 20.000 timer, blandt andet på Maldiverne og nu mellem Århus og København og til Faldsled, hvor kroen tager imod gæster.

Ulrik Nielsen stammer fra Tåsinge og flyver på Aarhus-København plus blandt andet til Det Sydfynske Øhav. Han er en af Danmarks mest erfarne vandflyver-kaptajner. Fyns Amts Avis mødte Ulrik Nielsen i Falsled International Airport.

Udsolgt for længst

Øhavets måger efterlader gerne en glinsende souvenir på den flydende lille platforms dæk af brædder. Måske ville de fjerede væsener dumpe deres hvide klatter et andet sted, hvis de kunne læse skiltet.

Det melder med stor og tydelig skrift, at den lille flåde er intet mindre end 'Falsled International Airport'.

Hverken Heathrow eller Billund behøver dog at ryste i bukserne. Flåden ud for Faldsled havn har i hvert fald udtjent sin mission for denne sommer.

Med stor succes er den såkaldte internationale lufthavn benyttet af Nordic Seaplanes' vandflyver. Sammen med Falsled Kro har vandflyver-selskabet solgt flyveture og luksus-ophold på i alt fire dobbelture.

Da vandflyveren lettede for sidste gang i denne sæson, havde udsolgt-lampen for længst lyst rødt.

Oveni vandflyver-turen får passagererne fem minutters shuttle-bådtur ind til havnen.

I terminalen på kajkanten venter kroens vintjener, somelier Amalie Hansen, med champagne, Falsled Kro-bitter og ædel frugtsagt. De afrejsende får kroens godtepose med i vandflyveren.

Hvad koster det?

Fra Falsled Kro oplyses til Fyns Amts Avis, at der endnu ikke er taget stilling til en fortsættelse af vandflyvningerne i 2019.

Bliver beslutningen til et ja, vurderes det som sandsynligt, at der bliver endnu flere afgange. Behovet er der.

Prisen for vandfly fra Langelinie i København t/r plus et døgns ophold på kroen har været 5500 kr pr. person. Dertil kommer vin på kroens høje niveau.

Også det eksklusive Stella Maris i Svendborg er inde i billedet som et muligt mål. For en uges tid siden foretog vandflyveren en vellykket prøvelanding ud for hotellet ved Svendborgsund. Det kan åbne for vandflyvende hotelgæster til næste år.

Kommerciel vandflyvning er forholdsvis nyt i Danmark. Den første og hidtil eneste rute blev startet af Nordic Seaplanes i 2016. Efter to års stabil drift på Aarhus-København kan selskabet melde, at der er god og overskudsgivende gang i forretningen.

Tøsing 17 år på Maldiverne

En af vandflyver-selskabets luftkaptajner er Ulrik Nielsen, søn af Margareta og Søren Nielsen i Troense:

- Jeg er sådan en sydfynbo, tøsing, der er taget på eventyr ude i verden. Jeg har fløjet i 17 år på Maldiverne, et par år i Kroatien og lidt i Grækenland, fortæller Ulrik Nielsen, da Fyns Amts Avis kiggede om bord i flyets cockpit under landingen ved Faldsled.

- Jeg skrev i første omgang en kontrakt på Maldiverne på to år. Jeg syntes, at det var rigtig lang tid. Og lige pludselig var der bare gået 17 år. Jeg har fløjet og været chef dernede i to omgange. Det har været spændende at bygge sådan et stort firma op, siger Ulrik Nielsen.

Ønsker sig en vandflyer mere

Med mere end 20.000 timer på logbogen, kan Ulrik Nielsen også kalde sig en af Danmarks mest erfarne vandflyver-kaptajner.

Nu glæder Ulrik Nielsen sig over at være med til som en af selskabets fire luftkaptajner at banke noget nyt op i danske farvand og luftrum:

- Vandflyvning er nyt her i landet og er hurtigt blevet en sprudlende forretning. Vi prøver at få en ny miljøgodkendelse i København og håber, at det falder på plads i løbet af vinteren. Så køber vi en vandflyver mere. Det vil give bedre service på København-ruten og mulighed for mere charterflyvning rundt omkring, siger Ulrik Nielsen og nævner eksklusive, kystnære hoteller som potentielle mål. Også selskabets sightseeing-ture er et område i vækst.

- Mange firmaer har fundet ud af, at det er en god forretning at sende deres medarbejdere med vandflyveren. I forhold til andre transportsformer sparer det tid på fx landevejen eller i lufthavnen, og så lander vi centralt i både Aarhus og København, siger Ulrik Nielsen.

Næppe ruter i Øhavet

Med sin baggrund i mange års flyvning i den 1200 øer store stat Maldiverne vurderer Ulrik Nielsen ikke umiddelbart, at Det Sydfynske Øhav kunne bære fast rutetrafik med vandflyver:

- Man skal ikke afvise det. Men for at få en forretning ud af det, skal der helst være et rimeligt antal passagerer begge veje. Og det har vi på København-ruten og på turene her til Faldsled, siger Ulrik Nielsen, før han skal ud og hjælpe med boarding af passagerer og baggage fra prammen til vandflyveren.

Så kaster vandflyets anden pilot, Rasmus Falkenberg, flyets fortøjninger. Efter 42 minutter i luften kan passagererne vinke til Den Lille Havfrue ved Langelinie.

Ved kajen i Faldsleds lystbådehavn venter kroens personale med forfriskninger. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis.

 

Ulrik Nielsen fra Tåsinge. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, FynsUl Amts Avis.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET