minbaad.dk
tirsdag 19. juni

Svend Hillerup Hansen er her Sjælland Rundt 2014. Gasterne er Annie Thygesen Andersen, rorsmanden er Johannes Stenbak Andersen og fremme er Brian Holm. Foto: Troels Lykke

Bandholm 27 - en båd til hele året rundt

73-årige Svend Hellerup Hansen fra Lynetten skræmmes ikke af sejlads i frostvejr i sin Bandholm 27 fra 1980. En båd han bruger hele året til både kap- og tursejlads.

Tur | 19-02-2018 18:46 | Af  Troels Lykke

Den anerkendte Knud Olsen, der døde i 2010, nåede og tegnede og byggede mange typer Bandholm-både. 

En af dem blev Bandholm 27eren bygget i 1977 med en kortere moderne køl, en båd med skrog og nu også dæk i glasfiber, da Knud Olsen var blandt de første bådebyggere herhjemme, der anvendte glasfiberen, som han så var fremtiden. 

Svend Hillerup Hansen valgte i 2003 at købe en velbygget Bandholm 27.

Minbaad.dk mødte ham under Sjælland Rundt, hvor vi en VO 65er drønede forbi ham lige efter starten, men man kunne se, at der var fuld koncentration om at styre den rød-hvide spiler fra det dybe cockpit.

60 timer Sjælland Rundt

Turen rundt om Sjælland tog mere end 60 timer i båden 'Join' fra Sejlklubben Lynetten.

Der var meget kryds hele vejen rundt og vinden døde helt ved Ven og derfor tog det mange ekstra timer at komme i mål i Helsingør, for pensionisten, der før var radiomekaniker og senere IT-medarbejder.

-Jeg sejler Sjælland hvert år. Vi klarer os ikke specielt godt, men det er dejligt at være ude på havet og sejle og ikke lave andet. Jeg har tit nye gaster om bord, jeg finder nogle fra klubben. Min søn Thomas plejer at være med, men han kunne ikke i år, så spørger jeg nogle andre i sejlklubben. Det handler om kapsejlads, men også om at få en god tur, hvor vi hyggesnakker om de andre både, og får et glas vin til maden og vi spiser altid en gryderet, når vi er ved Farøbroerne eller Bøgestrømmen, siger sejleren, der fortæller at han på en tur på over to døgn, kun får sovet fem timer samlet.

Svend Hillerup Hansen sidder her helt tilbage i båden.

18 m/sek. ved Anholt

Bandholm 27eren, der er bygget cirka 300 af, betegnes af mange sejlere i Norden, som en klassiker. En båd, der dog ikke speciel hurtig båd i let vind. Men i hård vind er det en stabil og tryg båd, med en kølprocent tæt på de halvtreds.

På kryds sejler den seks knob, fortæller Svend Hillerup Hansen, der har spiler, storsejl og rullegenua til båden og en stormfok nede i kahytten, hvis det skulle gå helt galt.

Og Svend Hillerup Hansen er en sej herre, der startede med sin sejlerkarriere med Optimistjolle-sejlads i Nakskov i 50erne, siden blev det til Piratjolle-sejlads, hvorefter har han sejlet en masse typer både.

Og i dag underviser han i praktisk sejlads på Sejlklubben Lynettens sejlerskole, hvor 17 elever bestod i år. Svend Hillerup Hansen er derfor en type, der sejler, mens mange mere bekvemme sejlere foretrækker at blive i land. Båden kan dog også tåle mosten til søs.

- Bandholm 27eren har ikke noget mod hård vind. Det er en lille søstærk båd. Jeg har før sejlet i 17-18 m/sek. Det klarede den fint ved Anholt i oktober 2013, da jeg sejlede ind i havnen med otte knob, kun for storsejl, forklarer den aktive sejler, der ikke har noget mod at sejle alene.

Selvstyrer brændt sammen

- Jeg brændte selvstyren sammen i sidste år. Den var tyve år gammel og nu skal jeg have en ny. Jeg har har  sejlet alene til Bornholm og kan sagtens tage ud og fiske efter en torsk en tur i december, før vi hvert år sejler kapsejlads 2. juledag i Lynetten. Sidste år var jeg i Skotland men det var i en af mine venners båd. Med venner har jeg også sejlet gennem Götakanalen og til Gotland, men jeg sejler ikke så meget med mine børn, kun min søn Thomas og en sjælden gang er nogle af mine tolv børnebørn med ud en enkelt sommerdag, men det går ikke så højt op i sejlads, de har travlt med fodbold og andet, forklarer sejleren, der kun tager båden op i maj eller juni en weekend for at bundsmøre den.

- Hvis jeg gerne vil ud og sejle i marts eller april, så vil jeg gerne have at båden ligger i vandet. Jeg er faktisk ved min båd næsten året rundt og jeg har en varmeblæser til at holde varmen og toilet og septiktank er der også, det var båden født med, så Knud Olsen, der byggede båden, var forud for sin tid, siger han om Bandholm 27eren, der har ståhøjde på 1,85 meter.

Fandt båden i en lade

Svend Hillerup Hansen solgte lige efter 2000 sin part i en Bianca Riviera 32, som han og hustruen ellers havde været glad for. I stedet fandt han i 2003 sin Bandholm 27, der stod i en lade nær Ringsted.

- Jeg gav 160.000 kroner for båden, den var yderst velholdt, ejeren var blevet syg, så jeg fik den fuldt udstyret og med bestik og glas. Siden har jeg købt nyt tovværk, nye sejl, og nye vinduer, da båden var blevet utæt, mens den største udskiftning var motoren, det ville koste 20.000 kroner at reparere den og man kunne kun starte den 25 år gamle motor ved at bruge æter i luftfilteret, så i 2008 købte jeg en ny 16 hestekræfters Solé til 35.000 kroner. Den kører virkelig perfekt, men jeg sejler også for sejl selvom farten kun er tre-fire knob, medmindre jeg har noget jeg skal nå. For det er dejligst bare at sejle for sejl, uden larm.

Historien om Bandholm-bådene

Bandholm 26, Bandholm 20 og Bandholm 30 blev alle bygget i Bandholm.  Alle disse skrog blev støbt på Erria-boat i Ærøskøbing, da der ikke var støbefaciliteter i i Bandholm, forklarer designer Lars Olsen til minbaad.dk.

Indimellem kom Erria 25, som var en glasfiberversion ,ed glasfiber overbygning af Bandholm 26, bare med et negativ agterspejl. Denne blev bygget helt af Erria-boat, Ærøskøbing.

Bandholm 24, der har samme størrelse som Bandholm 20, bare med kort køl og semispaderor, samt Bandholm 28 samt Bandholm 27, blev alle støbt og bygget på Mariboat i lokaler i Maribo.

Bandholm 27, Bandholm 35, Bandholm 33 er alle støbt og bygget på Mariboat efter rekonstruktion af firmaet og nu i lokaler i Sakskøbing.

Bandholm 27 

Længde             8,30 m
Vandlinje           6,63 m
Bredde              2,80 m
Dybgang           1,45 m
Vægt                3,12 ton
Kølvægt i jern     1,6 ton
Krydsstel          30 m2
Vandtank         40 liter
Motor              Solé 16
Design  Knud Olsen, Bandholm
Bygning og aptering Mariboat af Knud Olsen
Skrog støbt i Sakskøbing
Første bygget   1977
Sidste bygget   1984
Antal produceret cirka 300 styk
Svend Hillerups båd købt
i 2003 for   160.000 kr.
Brugtpris i 2014 100.000 – 150.000 kr.

Bandholm 27eren, byggenummer 127 fra 1980, købte Lynetten-sejleren i 2003 for 160.000 kroner.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET