minbaad.dk
torsdag 18. oktober

Et par dage i ugen kører Signe Hansen rundt for at tage mål til kundernes nye tæpper, hvorefter de produceres i systuen i Brøndby. Foto: Signe Hansen

Signe kantsyr tæpper til både - som den eneste i Danmark på fuld tid

Lærebøgerne er skiftet ud med målebånd og tæpper. Sammen med sin mand har Signe Hansen søsat firmaet Tæpper med kant, der i en smal nichebranche har fået vind i sejlene.

Udstyr | 20-09-2018 16:07 | Af  Sara Sulkjær

41-årige Signe Hansen havde et fint job som underviser i en folkeskole. Et job, hun ikke overvejede at udskifte - og slet ikke med produktionen af kantsyede tæpper til sejlere. 

Underviserens bror, Martin Hansen, der står i spidsen for Dansk Sejl og Motor, havde til gengæld andre planer for sin søster:  

- Han havde opdaget et behov i markedet, og da jeg i tidernes morgen er uddannet skrædder, spurgte han, om det ikke kunne være interessant for mig at sy tæpper til både, forklarer Signe Hansen til minbaad.dk.

Kunder er overrasket over prisen

Spørgsmålet fik hende til at løfte øjenbrynene og ryste på hovedet. Hun skulle ikke arbejde som skrædder i dét, der meget vel kan betegnes som én af landets mindste nichebrancher. Alligevel fik eventyret som selvstændig et fast tag i underviseren.

For 4-5 år siden slog hun sammen med ægtefællen Nicky, der kom til at stå for det administrative i virksomheden, derfor dørene op til Tæpper med kant - lige ved siden af broderens bådforretning i Brøndby Havn.

- Selvfølgelig var det vanskeligt i starten, og mange kunder blev overraskede over prisniveauet. Men vi syr alle tæpperne selv i de bedste materialer, forklarer Signe Hansen. 

For at opnå den højeste kvalitet er materialeudvalget derfor begrænset til de bedste stoffer, ligesom ejeren af en 30-fods sejlbåd må forvente at slippe omkring 5.-6.000 kroner for at beklæde salonens dørk med skræddersyede marinetæpper. 

Et svært håndarbejde

Trods den umiddelbare skepsis har virksomheden fundet kursen til såvel sejl- og motorbådsejerne.

Der er mere end nok at lave for Hansen, der arbejder fuld tid i virksomheden. Hvert år udvides kundeskaren, mens medarbejderstaben ligeledes forventes at følge efter. 

Den varme sommer har dog fået bestillingssitet til at gløde - så meget, at der ganske enkelt ikke har været tid til at oplære en ny i det vanskelige håndarbejde: 

- Man opdager hurtigt, at det virkelig er svært at have med de her tæpper at gøre, fordi det er så tungt et materiale. Jeg måtte selv bruge et par år for at blive rigtig god, forklarer skrædderen. 

Netop derfor, og for at værne om tæppernes kvalitet, kræver en oplæring mere end blot en enkelt dag i systuen. Når sæsonen atter skydes i gang i foråret, er håbet derfor, at endnu en skrædder vil side klar bag industrimaskinen.  

Jyske sejlere venter gerne på rabat

Udvides virksomhedens holdkort vil også de jyske og fynske sejlere kunne se frem til en hurtigere levering.

Ligger der i forvejen tæpper i båden, kan disse ofte bruges som skabelon, men som hovedregel kravler Signe Hansen selv rundt på dørken for at tage de nøjagtige mål til tæpperne. 

Det er noget, der får tiden til at løbe. Derfor må kunder fra de fjerneste egne af landet ofte væbne sig med tålmodighed: 

- Vi er de eneste, der udelukkende laver tæpper til både, og derfor er kunderne også villige til at vente på, at vi kommer rundt i landet. Til gengæld får de nogle rabatter - det er særligt de jyske sejlere begejstrede for, fortæller Hansen leende. 

Målene må foretages ganske nøjagtigt, førend tæpperne kan placeres præcist i båden. Foto: Tæpper med kant

Samtlige tæpper leveres med syninger i kanten. Foto: Tæpper med kant

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET