Gå til hoved-indhold
Faldet trimmer dybde og facon i sejlet og princippet er enkelt. Når faldet tottes, bliver sejlet ikke overraskende fladere og faconen flytter lidt frem i sejlet, fortæller North Sails.Udstyr
Faldet trimmer dybde og facon i sejlet og princippet er enkelt. Når faldet tottes, bliver sejlet ikke overraskende fladere og faconen flytter lidt frem i sejlet, fortæller North Sails.

Sådan trimmer du fok og genua - pligtlæsning for tur- og kapsejlere

- Det handler faktisk kun om at justere på tre ting: Faldet, skødet og skødevognen, forklarer Theis Palm fra North Sails i denne guide, der er smart at studere før en Fyn rundt-sejlads fx. Artiklen blev bragt sidste år, men sejlere efterlyser gode råd om trim, derfor bringer vi trim-serien igen.

Af Troels Lykke |

Genuaen er cruisingbådens vigtigste trækkraft. Det er forsejlets trimning, der skaber den fartgivende vind­strøm hen over sejlplanet, og gør sejladsen komfortabel under alle vindforhold.

Den gode trimning af bådens forsejl er vigtigt, fordi forsejlet former vindstrømme hen over sejlplanet, og i korthed handler trimning af forsejlet om at forme vindstrømmen således, at vinden trækker båden bedst muligt fremad og skaber mindst mulig krængning.

Det er hverken indviklet eller besværligt at trimme sin genua optimalt, blot man følger nogle få og helt enkle principper, der er de samme for nye som for gamle sejl.

Sejlene fungerer ikke ordentligt

”På mine sommerture med familien ser jeg desværre alt for mange både, hvor sejlene ikke fungerer ordentligt, simpelthen fordi de er trimmet forkert”, fortæller tidligere verdensmester i H-båd, Theis Palm, North Sails.

”Jeg har set mange både, hvor de fx ikke har halet ordentlig hjem i genuaskødet, eller sejlet twister så meget, at det meste af sejlet bare står og blafrer. Det er synd, fordi det nedsætter sejlets levetid, og fordi disse familier kan få meget mere glæde af deres båd med blot en beskeden indsats. Ved at bruge bare et par minutter på at grundtrimme kan de få sejlene til at fungere ordentligt, og få en sjovere og mere komfortabel sejlads."

Theis Palm fra North Sails i Herlev forklarer videre:

"Båden vil også sejle hurtigere, men det er ikke det vigtigste her. Store overlappende 135-150 % genuaer er bådens motor, og man kører vel ikke rundt på tre cylindere i bilen uden at gøre noget ved det. Mange nyere både har mindre og familiemæssigt mere håndterlige ca. 105 % fokke eller selvslående fokke. De er også en del af bådens motorkraft og er med til at forme vindstrømmen over storsejlet, der er hovedmotoren i disse både."

God trimning giver også mere stabil sejlads.

"Endelig er forsejlenes trimning medvirkende til at give en mere stabil sejlads med mindre krængning, blødere krængning i pustene og ikke mindst til at give en god rorbalance. Desuden har jeg gang på gang konstateret at faldet på alt for mange turbåde ikke bliver rørt efter, sejlet er halet på rulleforstaget først på sæsonen,” forklarer Theis Palm.

Den følgende trimvejledningen sigter på at trimme rulleforsejlene, så båden sejler velafbalanceret og behageligt under næsten alle vejrforhold.

Det hele handler faktisk kun om at justere på tre ting: Faldet, skødet og skødevognen.

På moderne selvslående fokke svarer placeringen af skødet i skødbarmen til at trimme skødevognen.

Vi forudsætter, at bådens rig er sat rigtigt og hårdt, som beskrevet på de foregående sider, så forstaget reelt kan tottes med hækstaget i opfriskende vind.

Forsejlets 3 vigtigste funktioner anvendes således:

1. Faldet

Faldet trimmer dybde og facon i sejlet, og princippet er enkelt. Når faldet tottes, bliver sejlet ikke overraskende fladere, og faconen flytter lidt frem i sejlet.

Tilsvarende får man et dybere sejl med faconen liggende længere tilbage i sejlet, når faldet slækkes lidt. Her taler vi om justeringer på op til ca. fem cm på faldet på en mellemstor familiebåd.

Princippet for trimningen er enkel: Faldet tottes med opfriskende vind, så sejlet bliver fladere, og båden krænger mindre.

Modsat kan det være en fordel at slække lidt på faldet i lettere vind. I samspil med lidt løsere skødning vil det give en dybere facon, der giver mere kraft til at holde fart i båden.

I krap eller tung sø i mellemluft har man også brug for dette ”sejtræk”, som et lidt slækt fald giver. Pas blot på ikke at slække for meget. Sejlet må kun lige akkurat trække små vandrette rynker fra forliget.

2. Skødet

Skødet bruges til at trimme sejlet til vindretningen og på bidevindkurser til at trimme balance og fart i båden.

På rumme kurser kan man bruge sejlets ticklers til at trimme til vindretningen, for også på rumskøds-sejlads bør begge ticklers på hver side af sejlet flyve vandret og parallelt.

På foran-for-tværs hales genua- eller fokkeskødet efter de aktuelle forhold med vind og sø.

Når man vil gå højt i mellemluft, eller vinden er frisk til hård, skal forsejles skødes hårdt. Det flader sejlet, og trækker faconen lidt frem i sejlet.

I mellemluft kræver det også, at man styrer mere præcist for at opretholde farten. Modsat giver det en lidt dybere og rundere facon, hvis man lige slækker et par cm på genuaskødet, og det giver mere råstyrke i sø, og gør båden lidt mere tilgivende overfor styringen.

Det kan lidt sammenlignes med bilens gear, hvor de lavere gear bruges til at accelerere eller sejtrække, mens man kører hurtigst i de høje gear.

Et knap så hårdt sat skøde svarer til de lave gear, mens man går op i et højere gear ved at skøde hårdere.

For at blive i sammenligningen kan man ikke accelerere så hurtigt, hvis man sætter bilen i for højt gear for tidligt, og tilsvarende skal man ikke hale for hårdt i skødet efter fx en vending, men hale hjem efterhånden som båden accelererer.

Mange tursejlere skøder genua og fok alt for løst, men som tursejler skal man heller ikke skøde for hårdt, hvis man vil sejle afslappet med lidt ”tilgivelse” for rorsmandens håndtering af rorpind eller rat.

Husk at det kun handler om at slække mellem 2-5 cm i forhold til at hale hårdt hjem.

Det er også vigtigt at sejle med yderligere lidt slæk på skødet, hvis søen er grov i forhold til vindstyrken. Ellers ligger man bare og hugger i bølgerne.

En helt ny genua, der er trimmet korrekt på en hårdt sat rig, hvor forstaget kun falder minimalt ud i læen. Bemærk flyvingefaconen med den største dybde fremme i sejlet og den næsten rette afgang for vindstrømmen i agterliget.

Der vil altid være et mindre udfald mod læ i forstaget. Det bliver genuaer designet til. Riggen skal bare stå så tot, at forstaget ikke falder mere ud end på billedet.

3. Skødevognen

Bådens skødevogn til fok eller genua bliver desværre alt for sjældent brugt på mange turbåde, og det er netop med skødevognen tursejleren kan trimme god balance i båden. Skødevognen trimmer skødepunktet, der afgør sejlets vigtige twist op gennem sejlet.

Når sejlet twister for meget er det for ”åbent”, og så blafrer toppen af sejlet unødigt ubehageligt, og det er dyrt for sejlets levetid. I de lettere vindstyrker betyder det, at sejlet ikke trækker effektivt, og at rorpresset bliver forøget.

I frisk og hård vind betyder for meget twist, at sejlet blafrer larmende i toppen, og især at denne ”flageffekt” kun får sejlet til at holde kortere tid, i stedet for at sejlets top giver stabiliserende fremdrift.

Hvis sejlet twister for meget, skal skødevognen flyttes fremad. I princippet skal skødevognen stå for enden af en linje trukket fra midten af forstaget ned gennem øjet i sejlets skødbarm, men sejlets facon og alder kan betyde afvigelser fra dette.

Når sejlet twister for lidt, er det for ”lukket”. Så trækker hele den øverste del af sejlet ikke ordentligt, og båden vil krænge unødigt meget, når det blæser en frisk mellemluft.

Båden kan blive hård og ubehagelig at styre, fordi den krænger mere brat og huggende i pustene. Endelig kan nogle både blive let lægirige af en stor overlappende genua, der lukker for meget i toppen.

Når sejlet twister for lidt, skal skødevognen flyttes agterover. Stort set alle cruisingbåde sejler i dag med rullegenua eller -fok, og reber sejl ved at rulle sejlet nogle omgange om forstaget. Når forsejlet rulles ind skal skødevognen flyttes fremad. Ellers vil toppen af sejlet blive for åben og blafrende.

Vi anbefaler, at også cruisingsejlere anvender strækstabile fald til at holde den gode facon i sejlene, som på billedet. Hvis faldene kan strække sig under sejladsen, må faldene tottes løbende, da sejlene ellers bliver dybere og mere lukkede.

Rul vognen frem med sejlet

Skødevognen skal køres lidt fremad, når man ruller genuaen lidt ind for at mindske sejl i opfriskende vind. Hvis man ikke kører skødevognen frem, når genuaen rulles lidt ind, så vil sejlet blive for åbent i toppen. Det vil blafre i toppen og og ødelægge sejlet.

Her ses hvad der sker med dybden i sejlet, når man trimmer genuaskødet. Vi forudsætter, at skødevognen er placeret rigtigt.

Når man haler fokke- eller genuaskødet hårdere, bliver sejlet fladere og sejlets dybeste punkt trækkes lidt fremad, som på den grønne faconkurve.

Når man slækker fokke-eller genuaskødet bliver sejlets facon dybere, og sejlets dybeste punkt flytter lidt agterover, som i den røde kurve.

Sjæklen i skødebarmen

På moderne selvslående fokke, hvor skødevognen kører på en fast skinne, trimmes skødepunktet ved at flytte skødets sjækkel til et andet hul på skødbarmen.

Man twister sejlet mere ved at flytte skødet til et lavere hul eller frem på skødepladen, og man lukker sejlet med mindre twist ved at flytte skødet opad i skødbarmen eller tilbage på skødepladen.

Princippet er det samme som at flytte skødevognen tilbage eller frem i båden. 

Stil skødevognen efter sejlets ticklers 

Øverst er sejlet trimmet optimalt (A), og de tre sæt ticklers i sejlet blafrer alle fint og parallelt. I midten (B) lukker sejlet for meget, der er for lidt twist i sejlet, og derfor slår den øverste læ tickler opad, mens den læ tickler i midten også er urolig.

Nederst twister sejlet for meget (C), det er meget åbent, og derfor løfter den luv uldtråd sig i toppen.

Ved (B) skal skødevognen flyttes agter-over til sejlet ser ud som i (A), og i (C) skal skødevognen flyttes fremad. I (B) sejler man for lavt med den øverste del af sejlet, mens man i (C) sejler for højt med toppen af sejlet. På tegningerne er de læ ticklers røde, mens de luv ticklers er grønne. 

TIPS 

Skødevognene er med faste stop på hovedparten af alle cruisingbåde, men det er lidt bagvendt, at man skal på dækket og flytte skødevognen i fx opfriskende vind og sø, når nu alt andet normalt kan trimmes fra cockpittet. 

Det kan derfor være en god ide at skifte til en såkaldt ”flydende” skødevogn, der kan trimmes kontinuerligt fra cockpittet med et enkelt hal. 

Det forlænger sejlets levetid, hvis man slækker 5-10 cm på faldet lige inden, man ruller genuaen.

content-loader
content-loader
content-loader