minbaad.dk
lørdag 17. november

WOW bliver navnet på det nye kvindenetværk. Fra venstre: Nynne Ammundsen (Sejlsportsligaen), Line Markert (DS-formand) og de to WOW-skabere, Henriette Koch og Josefine Boel Rasmussen. Foto: PR-foto

Flere kvinder på vandet – det er WOW

Women on Water. Eller bare WOW. Det er navnet på det nye sejlernetværk, der skal få flere kvinder på vandet. Ikke mindst i de mange nye J/70'ere og øvrige sportsbåde rundt i landet.

Kapsejlads | 31-01-2018 16:28 | Af  Sara Sulkjær

45 kvindelige sejlere samlet på ét sted. Det sker ikke hver dag - men det skete en tirsdag aften i Hellerup, helt præcist i brillebutikken Poul Stig Briller, der lagde adresse til kick off-mødet for det nye netværk for kvindelige sejlere. 

Dansk Sejlunions formand, Line Markert, var indbudt som "special guest", hvor hun fik til opgave at afsløre navnet på det nye netværk.

Kan ikke fylde bådene

WOW hedder det (udtales wauw), og bogstaverne står naturligvis for "Women On Water", som netop er, hvad det hele går ud på.  

- Vi oplever, der er ALT for få kvinder ude på havet. Mange vil gerne, men det er svært at få nogen med ud, hvor det er sjovt - det gælder både i træning og ved kapsejlads, forklarer Henriette Koch (KDY), tidligere OL-sejler i 470 og nu den ene af initiativtagerne til WOW, i en en pressemeddelelse. 

Den anden WOW-skaber, matchracesejler Josefine Boel Rasmussen (KDY), supplerer: 

- Vi kan ikke fylde bådene ud. Vi kan ikke finde nok at træne med og mod. Så vi træner med mændene, men vi vil også gerne træne med nogle kvinder." 

Opfordringen til kvinderne, på alle niveauer, om at komme på vandet flugter med, at flere og flere sejlklubber skærper deres tilbud i form af investeringer i attraktive sportsbåde. 

Nemmere at komme på vandet

Blandt initiativerne til at få kvinderne på vandet, efter at netværket har set dagens lys, er ’pay and sail’-konceptet. Det betyder, at du (nemmere) kan komme ud og prøve at sejle. Du møder op, betaler og sejler.

Initiativtagerne lægger op til, at man i første omgang ”bare” møder op. Herefter kan man sejle med nogen, man kender, sejle med dem der lige kunne dén dag, sejle med nogen man gerne vil lære noget af eller noget fjerde.

En af grundstenene i projektet er dermed, at der skal være færre barrierer ved at komme på vandet. 

Line Markert er begejstret

Formand i sejlunionen, Line Markert, er begejstret:

- Jeg synes, det er et fantastisk koncept, som åbner for et netværk blandt kvinder, der gerne vil ud og have saltvand i håret en gang i mellem, men ikke nødvendigvis kan forpligte sig hver uge, lyder det fra advokat, familiemor og formand for Dansk Sejlunion. 

WOW's første konkrete aktiviteter bliver fem træningslørdage i marts, april og maj. Det foregår i første omgang i Skovshoved - med KDY's J/70'ere til rådighed. 

- Lige nu starter vi på Øresund. Men senere vil vi også gerne videre ud i landet, fx Middelfart, Aarhus og andre steder, hvor der er klubber, som investerer i J/70’ere, forklarer Josefine Boel Rasmussen. 

En del af Sejlsportsliga-familien

For Sejlsportsligaen er det naturligt at være med til at skabe miljøer for Youngsters og nu kvinder på vandet, hvorfor intitiativerne inddrages som naturlige medlemmer af ”Sejlsportsligafamilien” - med senere etablering af en ungdoms- og kvindeliga.

- Lad os skabe stærke træningsmiljøer med J/70 og ”pay and sail”-koncepter, der gør det nemmere at komme på vandet. Det samme med actionprægede sejladsformater, er det, der skal tegne fremtiden og få flere på vandet, forklarer Nynne Ammundsen, brand manager i Sejlsportsligaen. 

Læs mere om WOW på Facebook her og se Facebookbegivenheden for træningen her.

Omgivet af brillestel blev WOW-netværket introduceret. Foto: PR-foto

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET