Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Verdensmester i SUP, Casper Steinfath fra Klitmøller følte sig som et gammelt bilvrag efter lange dage fra Højer Sluse til Fjaltring i Vestjylland. Foto: Kasper Bøttern/Redbull Media House
Kort Nyt
København foran Operaen var jyden også forbi. Foto: Kasper Bøttern/Redbull Media House

SUP-surfer Casper Steinfath får dramatisk afslutning Danmark rundt med hård vind i ryggen og store bølger

Går det som planlagt, padler Casper Steinfath i mål i Klitmøller onsdag eftermiddag efter 1.450 kilometer på sit SUP-board, han startede 2. april 2022. Finalen bliver en 70 kilometer lang etape fra Fjaltring til Klitmøller, hvor han bliver skudt frem af en hård vind fra syd på 8-10 sekundmeter.

Af Troels Lykke |

Alt tyder på en dramatisk afslutning med hård vind i ryggen og store bølger, når surferen Casper Steinfath fra Klitmøller onsdag formentlig bliver den første nogensinde, der padler Danmark Rundt på et standup padlebræt.

Finalen bliver en 70 kilometer lang etape fra Fjaltring til Klitmøller, hvor han bliver skudt frem af en hård vind fra syd på 8-10 sekundmeter.

Hvis han ikke når i mål onsdag aften, vil en vestlig kuling holde ham på land i fem-seks dage. Etapen er den tredjelængste på turen kun overgået af krydset over Storebælt på 79 km og turen fra Møn til Femø på 73 km.

- Det bliver en vild kulmination på et vildt projekt. Jeg har en kraftig medvind hele dagen i store bølger, færger og en hær af høfder, som jeg skal kæmpe med. Men jeg giver alt, hvad jeg har, siger Casper Steinfath, der i medvinden forventer at padle 8 km/t.

Færdig som et gammelt bilvrag

Det var ikke meningen, at den sidste dag skulle være en lang, hård bjergetape. Planen talte mere om en kort champagnetur fra Vorupør til Klitmøller på 10 kilometer.

Men de lange dage fra Højer Sluse til Fjaltring i Vestjylland har sat sine spor i krop og sjæl, og der var udsolgt, da Casper Steinfath tirsdag morgen stod op.

- Jeg var udkørt som et gammelt bilvrag. Jeg har kørt mig selv hårdt de seneste dage, så med udsigt til en fantastisk onsdag, besluttede jeg mig for at slappe af og genopbygge energi og kræfter, siger han.

Halvanden uge på brættet

Hvis han når Klitmøller, har han padlet knap 1.450 kilometer og stået hvad der svarer til halvanden uge på sit SUP-board uge siden starten i høj sol på et havblik Vesterhav den 2. april.

Han har mødt hundredvis af mennesker, der i kajak, kano, sejlbåd, SUP og windsurf har fulgt ham rundt i Danmark.

Alle, der har mod og evner på en tur i bølgerne onsdag er naturligvis også velkomne på finale-etapen. Han sætter fra land i Fjaltring tidligt onsdag morgen og håber at ramme klubhuset i Klitmøller omkring klokken 18.

Man kan følge hans sidste etape via Trac Trac

content-loader
content-loader
content-loader