Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Et af de greb, der har bidraget til fornyet interesse, blev introduceret i 2021. Her testede arrangørerne en klubkonkurrence som en integreret del af sejladsen. Foto: Sebastian Bak Foto

Ylva-mester Bo Lindegaard tager roret i Vejlbylund Brandsø Rundt

Blue Week er på vej ind i sit tredje leveår, og i takt med at både opgaver og ambitioner vokser, styrker Middelfart Sejlklub nu den faste kerne, der arbejder året rundt med begivenheden. Senest har Bo Lindegaard sagt ja til at overtage rollen som tovholder for udviklingen af Vejlbylund Brandsø Rundt.

Af Troels Lykke |

Brandsø Rundt er en af landets ældste og mest traditionsrige kapsejladser. Da Middelfart Sejlklub for fem år siden besluttede at vende en nedadgående deltagerkurve, stod der omkring 50 både på startlinjen. Den udvikling er siden blevet vendt.

Fremgangen gav mod på mere, og klubben tog næste skridt med etableringen af Blue Week – en samlet ramme om flere forskellige kapsejladser. I 2025 trak Blue Week i alt 139 både til start. Arrangementet har nået en størrelse, hvor der er brug for ekstra hænder og klare ansvarsområder.

Det er her, Bo Lindegaard kommer ind i billedet. Den regerende danmarksmester i Ylva-klassen har nu påtaget sig ansvaret for at sikre, at Vejlbylund Brandsø Rundt fortsætter den positive udvikling.

- Der er superstolte traditioner omkring Vejlbylund Brandsø Rundt, som blev sejlet første gang i 1964. Sejladsen har årti efter årti tiltrukket mange, fordi kombinationen af et relativt kort løb og et stærkt socialt fokus på land efterfølgende giver en rigtig god afslutning på kapsejladssæsonen. Det er vigtigt for os, at sejladsen fastholder den fremtrædende plads, den var tiltænkt, da vi startede Blue Week, siger Bo Lindegaard fra Middelfart Sejlklub i en pressemeddelelse.

Klubkonkurrence styrker sammenholdet

Et af de greb, der har bidraget til fornyet interesse, blev introduceret i 2021. Her testede arrangørerne en klubkonkurrence som en integreret del af sejladsen. Resultaterne fra de tre bedst placerede både fra hver klub tæller i det samlede regnskab – baseret på løbsplaceringer og ikke overalt-resultater.

- Vi besluttede at gøre sejladsen til et mesterskab for klubber i distancekapsejlads. Ved at tage udgangspunkt i løbsplaceringer tæller også de resultater, som bliver sejlet hjem i både, der ikke nødvendigvis har de bedste odds overalt, men som har velfungerende og sammensejlede besætninger. Når indsatsen fra hvert enkelt klubmedlem tæller, styrker det sammenholdet og gør det ekstra attraktivt for flere at bakke op, lyder det fra arrangørerne.

Sensommerens samlingspunkt

Blue Week strækker sig over den sidste weekend i august og den første weekend i september. Programmet spænder bredt med kapsejladser for joller, klassebåde, ORC-målte både og distancekapsejlere.

content-loader
content-loader