minbaad.dk
onsdag 28. juni

Henrik Kold sejler her med sin lillebror Flemming, og Jens Thurøe i Kolding tidligere i år. Foto: Troels Lykke

Henrik Kold er bidt af en gal Folkebåd

En af landets mest vindende Folkebåds-sejlere gennem tiderne, Henrik Kold fra Kerteminde, har haft 8 Folkebåde. - Vi kæmper på lige vilkår, for billige penge, siger han. Portræt af manden og båden.

Kapsejlads | 30-07-2013 16:06 | Af  Troels Lykke

Kerteminde blev for alvor været et mekka for Folkebåds-sejlere, da Erik Andreasen og Poul Ankjær Jensen fra byen, tog initiativet til at bygge nye glasfiber-Folkebåde over Erik Andreasens hurtige båd, Tibbe, der både havde vundet DM.

Glasfiber-Folkebåden deltog første gang i sejladser i foråret 1976 og var lige så hurtig som en træbåd.

I 80erne var der derfor 30 Folkebåde til aftenkapsejlads. Og det kom der topnavne ud af i landets største klasse. En af dem, der nød godt at Folkebådens udbredelse i Kerteminde, var Henrik Kold. 

I 1980 købte han sin første Folkebåd, hvor overdelen var skåret af, i stedet byggede Henrik Kold en træoverbygning på glasfiberbåden og apterede den efter alle kunstens regler.

Men den blev solgt efter et par uger til en god pris, efter at han havde vundet Kielerugen og Guldpokalen. Siden har Henrik Kold købt syv Folkebåde.

Godt køb i 2011

Seneste køb var i 2011, hvor han købte en fra 1987. En meget velholdt en, med træmast og træbom, og med flot træaptering, kunne BådNyt se, da vi kæmpede mod ham i Kolding i Spring Cup.

Henrik Kold vil ikke ud med hvad han betalte for sin brugte Folkebåd.

- Men hurtige, brugte Folkebåde sælges for mellem 90.000 og 150.000 kroner og det gode ved det er, at selvom man køber en ny til 450.000 kroner (i Tyskland, red.) så er den ikke hurtigere end de ældre Folkebåde, fordi de er bygget meget solidt, forklarer Henrik Kold, der ønsker sig en alu-mast og alu-bom til 35.000 kroner, da de er lettere end træmasterne.

Fra 2009 blev det lovligt at sejle med alu-master, der bygges hos John Mast i Greve.

Otte års pause

I Koldings stævne i foråret tog Henrik Kold og lillebroderen Flemming Kold og vennen Jens Thurøe en 7. plads blandt 20 både, men allerede to uger efter tog de en andenplads i Faaborg. Det plejer da også at gå væsentlig bedre for Henrik Kold, der med hustruen Gitte, de seneste år har taget sig mest af pigerne Fie, Julie og Line, der i dag er 18, 19 og 21 år.

- Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har været i en sejlbåd i otte år. Jeg mangler skarpheden, før var det mig, der vandt de tætte dueller, nu taber jeg dem, siger sejleren.

Henrik Kold træner ikke, men sejler aftenkapsejlads hver onsdag i Kerteminde, hvor der i et felt på 10-11 både, er rigelig modstand i blandt andet Michael Danielsen, Erik Køster og Per Buch.

Ingen tursejlads

Tursejlads er det kun blevet til i to år i den trange Folkebåd, hvor der godt nok er fire køjer, men intet toilet og vand og ingen ståhøjde.

- Men cockpittet er stort og der findes et turtelt til den, hvor man dermed har ståhøjde i cockpittet, men måske vil lillemor godt have et toilet og ikke en spand, selv synes jeg der er fint nok. I dag kan jeg ikke lokke min kone med på tur i båden, selvom man sover godt i den og sidder godt i cockpittet, der er dybt, siger han og griner. Der er dog masser af Folkebåds-sejlere, der holder ferie i Folkebåden i dag.

Henrik Kold vandt en sejlads ved DM i år i Kragenæs. Foto: Troels Lykke

Startede som 4-årig

Henrik Kold lærte at sejle i en strandjolle, allerede fra da han var fire år af sin far, Lars Kold. I sit første Optimistjolle-stævne førte han ved første mærke over den daværende verdensmester, Poul Andersen fra Århus.

- Jeg vidste ikke hvad vej, jeg skulle runde topmærket, så jeg råbte til ham og spurgte hvad vej vi skulle rundt, han svarede bare, at det kunne jeg se når han rundede. Det husker jeg lige så tydeligt, siger Henrik Kold, der siden blev nummer 5 og 7 til VM i Optimistjollen.

Senere er det blevet til NM-guld i Ballad, og flere store sejre i 606-klassen og topplaceinger i H-båden ved DM og EM, og i 1991 vandt han DM i matchrace.

85 både til DM i gamle dage

Men det er i Folkebåden, at de største triumfer er sejlet hjem med tre DM-guld, 3 DM-sølv og 4 DM-bronze fra dengang hvor der typisk var 85 både på linjen. Derudover er seks sejre hevet hjem i klassens prestigefulde Guldpokal, der er et slags Nordeuropæisk mesterskab, hvor der før deltog over 100 både.

Henrik Kold er derfor ikke tvivl om, at han befinder sig i den rigtige bådklasse:

- Folkebåden er god fordi vi har ens betingelser. Det har altid tiltalt mig. Da jeg vandt Fyn Rundt i starten af 90erne med 1.100 både overalt efter handicap-reglen, var jeg fuldstændig ligeglad med overaltplaceringen. Jeg gik mere op i, at jeg havde vundet foran de 44 andre Folkebåde.

Folkebåden fra 1942
Længde       7,68 m
Vandlinje     6,00 m
Bredde         2,2 m
Dydgang      1,2 m
Storsejl og fok    24,00 m2
Mastehøjde  10,75 m
Vægt      1930 kg
Produceret i glasfiber fra 1976
Antal køjer     4 styk
Kan trailes lovligt efter stor bil
Folkebåde i DK 1.100 styk
Folkebåde i Europa 4.400 styk
Brugtpris   90.000 til 150.000 kr.
Nypris   450.000 kr.
www.folkebaad.dk

Artiklen er skrevet til BådNyt af Troels Lykke

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET