minbaad.dk
søndag 29. maj

John Mast bygger pavillonen og One Sails leverer sejldug. Illustration: Henning Larsen Architects

John Mast bygger pavillon til OL i Rio

En 300 m2 stor pavillon skal stå på den berømte Ipanema-strand og promovere dansk erhvervsliv, kultur, sport og turisme. Henning Larsen Architects tegner den og John Mast bygger.

Kort Nyt | 10-03-2016 09:59 | Af  Troels Lykke

Masteproducenten John Mast i Greve leverer den 300 kvadratmeter store pavillon til Rio.

- Den er bygget op af masteprofiler, bekræfter Steen Christensen fra John Mast overfor minbaad.dk, der har set udsnit af pavillonen. Lige nu er han i fuld gang med projektet.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, forklarer om tiltaget:

”Det er helt unikt og meget ambitiøst, at Danmark, som det eneste land, har fået lov af de brasilianske myndigheder til at skabe en markedsføringsplatform midt på Ipanema-stranden. Den danske pavillon vil fungere som et udstillingsvindue for Danmark, danske virksomheder og danske produkter under hele OL-perioden og dermed understøtte fortællingen om de kompetencer og løsninger som Danmark er eksponent for. Pavillonen vil også være et samlingspunkt for de danske atleter, repræsentanter og tilskuere.”

VisitDenmark står sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet i spidsen for projektet, der er udviklet i samarbejde med bl.a. Industriens Fond, Nordea-fonden, Realdania og Grundfos.

Formålet er at styrke det internationale kendskab til Danmark og skabe interesse for danske styrkepositioner. Projektet bygger på gode erfaringer fra OL i London i 2012, hvor VisitDenmark stod bag en lignende dansk platform, med over 200.000 besøgende fra hele verden.

Åben for alle

Adm. Direktør i VisitDenmark, Jan Olsen:

”Ved at opføre et lille stykke Danmark på en af verdens mest berømte strande under OL kan vi skabe kontakt til erhvervsfolk, borgere, turister og presse fra hele verden og fortælle dem de mange gode historier om vores land og de mange muligheder, det rummer. Den danske pavillon skal være åben for alle og vil bygge på danske værdier, bæredygtighed og godt design.”

Den danske pavillon er designet af Henning Larsen Architects. Den vil være åben for besøgende på Ipanema alle dage fra kl. 11-22 i perioden fra den 2.-21. august 2016. OL i Rio de Janeiro forventes at tiltrække omkring 1 mio. besøgende fra hele verden og 25.000 pressefolk.

Andre som støtter projektet tæller bl.a. BESTSELLER, Harboe og State of Green. Derudover har præsidenten for det dansk-brasilianske handelskammer, Jens Olesen, været en stor drivkraft undervejs og vil fortsat have en aktiv rolle.

Globalt publikum

Adm. direktør I Industriens Fond, Mads Lebech, forklarer:

”Pavillonen er en god mulighed for at synliggøre danske styrkepositioner, produkter og løsninger til et globalt publikum. Et større kendskab til dansk erhvervslivs kompetencer ude i verden gavner dansk konkurrenceevne og derfor involverede vi os i projektet helt fra starten af. Vi har især lagt vægt på at danske virksomheder får en fremtrædende rolle på pavillonen,” siger adm. direktør Mads Lebech fra Industriens Fond, der har bidraget med fire millioner kroner til projektet.

Group Executive Vice President i Grundfos, Poul Due Jensen.
"En Danmarks-pavillon, der samler danske atleter, organisationer og virksomheder og viser de bedste sider af danske produkter og tænkning under de olympiske lege, vil helt sikkert skabe opmærksomhed om og interesse for det særlige danske i form af produkter, teknologier og ideer. Derfor er Grundfos naturligvis med til at bakke dette projekt helhjertet op," siger Poul Due Jensen, Group Executive Vice President.

FAKTA
VisitDenmark står sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet i spidsen for projektet, der er støttet af og udviklet i samarbejde med Industriens Fond, Nordea-fonden, Realdania og Grundfos. Formålet er at styrke det internationale kendskab til Danmark og skabe interesse for danske styrkepositioner. Projektet bygger på gode erfaringer fra OL i London i 2012, hvor VisitDenmark stod bag en lignende dansk platform, med op mod 250.000 besøgende fra hele verden.

Den Danske Pavillon vil fungere som et udstillingsvindue for Danmark, danske virksom- heder og danske produkter under hele OL-perioden og dermed understøtte fortællingen om de kompetencer og løsninger som Danmark er eksponent for. Pavillonen vil også være et samlingspunkt for de danske atleter, repræsentanter og tilskuere. OL i Rio forventes at tiltrække over 1 mio. købestærke internationale besøgende og flere end 27.000 journalister.

Pavillonen
 - Placeret på den ikoniske Ipanema strand i Rio (mellem poste 10 og 11)
 - 300m2 pavillon, tegnet af Henning Larsen Architects
 - 75m2 legeområde ved siden af den danske pavillon
 - Pavillonen bygges i aluminium og sejldug indrettes med dansk design
 - Åben 2. august – 21. august - hver dag kl. 11 – 22
 - Eneste pavillon på den berømte Ipanema strand
 - Pavillonens navn er “Heart of Denmark” og på portugisisk, “Coração da Dinamarca”
- Pavillonens udtryk og indhold skal vise og kommunikere ”The Danish Way of Living” på en innovativ og involverende måde.

Pavillonen bygges med masteprofiler, fortæller Steen Christensen fra John Mast. Foto: Troels Lykke

Illustration: Henning Larsen Architects

Bookmark and Share