minbaad.dk
onsdag 23. august

Danske og svenske både deltager ved årets DM. Foto: Hannibal Henrik Korting Paulsen

20 CB66’ere til start ved DM - hård kamp i vente

Både erfarne og nyere besætninger kan kæmpe med om medaljerne ved weekendens mesterskab i Hornbæk. Skiftende vindretning og -styrke får afgørende betydning.

Kapsejlads | 10-08-2017 16:40 | Af  Sara Sulkjær

Fredag skydes DM for CB66-klassen for andet år i træk i gang i Hornbæk. Med klassens sædvanlige baneleder Henrik “Hønse” Paulsen i spidsen for arrangementet, må man vel efterhånden kalde Hornbæk for klassens anden hjemmebane.

CB66 Class Denmark fortæller da også i en pressemeddelelse, at de er utroligt glade for, at Hornbæk Bådeklub og Hønse endnu engang vil være vært for klassens DM. Her er der vanen tro lagt op til et fantastisk stævne med lige dele fokus på det sportslige som det sociale.

Erfarne besætninger kan have fordel

På det sportslige plan ser det ud til, at der bliver hård kamp om podieplaceringerne. Både den forsvarende mester, Michael Casparij i Dirty Diana, og Søren Pehrsson i Mænd der Elsker Kvinder stiller i stærkeste opstilling. Det må forventes, at de blander sig i topstriden. 

Også Jesper Arentoft i Attention Solutions og Mikkel Larsen i Carte Blanche har dog vist rigtig gode takter i år, og kan meget vel sejle med om medaljer. Den tidligere mester Mikkel West-Nørager har også både farten og mandskabet til at blande sig helt i toppen.

Med en vejrudsigt, der byder på vind i alle styrker og fra alle retninger, vil alsidigheden og evnen til hurtigt at omstille båden givetvis vise sig at være afgørende, så måske det kan blive en fordel for de erfarne besætninger. 

Line Markert til start

Udover de danske både stiller svenskerne også op med en del stærke besætninger, så ingen i toppen kan føle sig sikre. For det brede sejlerdanmark bliver det naturligvis også spændende at følge formand i Dansk Sejlunion, Line Markert. 

Der er dog også flere helt nye besætninger, der ikke når at blive klar til mesterskabet. Det stadig stigende antal CB66'ere på dansk grund lover dog rigtigt godt for udviklingen af klassen i de kommende år.

Se flere billeder fra CB66-klassen herunder. Fotos: Hannibal Henrik Korting Paulsen

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET