minbaad.dk
tirsdag 21. november

Der er flere muligheder for at ligge gratis ved broer. Her ligger vi ved siden af en restaurant, der serverede gode schnitzler og lokal øl. Foto: Signe Storr.

Signe i Holland: Plastik i skruen gav problemer ved broer

Capibaras hjemrejse igennem Europa til Danmark syntes at være en never ending story, fortæller Signe Storr fra den svenske Alegro 30er. Hun sejler med kæresten Henrik, der er skipper.

Tur | 11-11-2017 14:40 | Af  Signe Storr

Turen startede ellers glimrende. For det første var vejret fantastisk. Vi havde omkring 20 graders varme og høj sol, og vi havde vind nok til at sætte sejl de steder, hvor der var plads til det.

De første par dage fandt vi nogle gratis broer at overnatte ved, hvorfra hvor vi kunne gå direkte i land og spise schnitzler på de lokale restauranter. Vi gjorde også et frokost-stop i den historiske og hyggelige Willemstad, og onsdag middag nåede vi op til Amsterdam lige efter planen. 

Der er to ruter igennem Amsterdam: En natrute, som er den korteste, hvor man sejler direkte gennem byen, samt en dagsrute, hvor man sejler igennem bydelen Haarlem.

Bro lukket i 3 dage

Dagsruten er noget længere, så vi besluttede os for den direkte rute gennem Amsterdam. Men da vi kom frem til den første af broerne, fik vi den kedelige meddelelse, at broen var lukket i minimum 3-4 dage.

”Men hvordan kommer vi så ud?” spurgte Henrik brovagten. ”Ikke denne vej. I må sejle tilbage og igennem Haarlem.” Vi vendte noget skuffede om og begyndte at sejle retur, ind til det gik op for os, at den bro, vi lige var kommet igennem, kun åbnede tre gang om dagen, og næste gang var 7 timer senere.

Heldigvis lå der flere marinaer i nærheden, og vi var jo lige uden for Amsterdam, så vi gik i land, tog toget til Amsterdam, og dagen efter stod vi tidligt op, så vi kunne komme igennem broen kl. 6, hvor den åbnede.

På den måde havde vi dagen foran os og kunne forhåbentlig nå op til Amsterdam inden aftenen. Men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå, for pludselig gik motoren i stå, lige som vi var kommet igennem en bro.

Selv starteren kørte ikke, når vi drejede nøglen. Heldigvis skete det ved en lille privat bro, som vi kunne glide hen til, og så måtte Henrik i arbejdstøjet.

Det viste sig heldigvis, at det bare var plusledningen til tændingen, der var knækket, så allerede efter en halv time spandt motoren igen, og vi skubbede os fra broen og satte motoren i gear. Men dette resulterede kun i, at motoren hoppede voldsomt, og vi flyttede os ikke fremad. 

Vi slukkede motoren og fik hurtigt sat forsejlet, og så håbede vi bare, at vi ikke ville møde en af de store pramme, ind til vi fandt en ny bro, som vi kunne lægge os til.

Men der kom ingen broer, og foran os drejede kanalen, og vi ville få vinden imod os. I mangel af bedre søgte vi derfor op bag en rusten arbejdspram, hvor vi bandt os fast. Det var ikke optimalt, men vi kunne i det mindste ligge stille, mens vi prøvede at løse problemet.

Plastic på skruen

Henrik tjekkede gearkassen. Havde et eller andet rykket sig løs? Ikke umiddelbart. Eller havde vi noget i skruen? Vi fandt go-pro kameraet frem, og på en lang pind forsøgte vi at filme under vandet ved skruen.

Det viste sig, at et stort stykke plastik havde sat sig rundt om skruen og blokerede for, at skruen kunne dreje rundt. Henrik gjorde sig derfor klar til at hoppe i vandet. Han nåede dog kun at sætte fødderne i – vandet var iskoldt! 

Vi vurderede hurtigt, at det ville være uansvarligt, hvis Henrik skulle ligge i det kolde vand i badebukser og forsøge at skære plastikken væk, og heldigvis var der et lille bådværft i nærheden. Men hvordan skulle vi komme derhen uden en motor?

Vinden var i mellemtiden vendt en smule til vores fordel, men til gengæld var den også faldet. Men der var ikke andet for end at prøve, så vi skubbede os fra, satte forsejlet og sneg os i sneglefart hen imod den bro, vi desværre først skulle igennem.

Brovagten åbnede broen for os, da vi nærmede os, men vinden var faldet yderligere, så vi næsten lå stille, og vi måtte bede ham om at lukke den igen. 

Planen blev i stedet at sejle helt hen til broen, lægge os op ad boltværket, få brovagten til da at åbne broen, og så trække os igennem langs boltværket, hvorefter vi forhåbentlig for det sidste vind kunne nå hen til værftet.

Men vi nåede ikke en gang hen til broen. Vinden forsvandt, og vi blev i stedet skubbet sidelæns i kanalen ud mod bredden, hvor der var lavt. 

Heldigvis kom der idet en lille motorbåd imod os med to venlige hollændere om bord. De tilbød deres hjælp, vi sagde ja tak, og de trak os igennem broen til stor glæde for brovagten, der ikke var vild med, at vi lå og flød rundt foran hans bro.

De to hollændere tilbød at trække os resten af vejen til værftet, og jeg skyndte mig at sig ja tak. Der er alligevel grænser for, hvor meget eventyr man kan klare på én dag!

Hollænderne hjalp os på plads, og dagen efter kom vi på land og kunne få skåret plastikken væk. Det blev en dyr formiddag, men få timer senere kunne vi fortsætte for motor, og det var jo svært ikke at glæde sig over.

Godt nok sejlede vi ikke længere i solskin, men i stedet i regn og blæst, men de gode nyheder om, at motoren virkede, holdt humøret oppe. Vi fortsatte igennem Amsterdam og nåede lige inden solnedgang ind til Durgerdam Marina uden for byen, hvor vi blev og lod resten af lavtrykket passere. 

Båd bliver i Holland

Her efterlod jeg så Henrik og Capibara for at tage tilbage på arbejde, og Henrik fortsatte nordpå.

Jeg var ikke så vild med tanken om, at han skulle igennem sluser og broer selv, men det gik godt, ind til han på tredjedagen kom frem til en bro, hvor han blev mødt med beskeden: ”Vi har tekniske problemer. Vi åbner ikke før om tre uger.”

Det betød, at han skulle et par dage tilbage til IJsselmeer og derfra nordpå til Nordsøen.

Da var det ikke længere svært for mig at overtale ham til at efterlade Capibara i Holland! Så nu er hun kommet på land og venter på, at vi vender retur til foråret, hvor vi forhåbentlig kan tage turen helt hjem til Danmark. 

Signe

På vej ud i kanalerne fra Middelburg i skønt solskinsvejr. Foto: Signe Storr.

Vores nødparkering, hvor vi fandt ud af, at vi havde plastik i skruen. Foto: Signe Storr.

Så meget plastik kan man samle op i de hollandske kanaler. Foto: Signe Storr.

I regn og blæst gennem Amsterdam. Foto: Signe Storr.

Hvad gør man, når man skal tanke diesel, men der ikke er nogen tankstation i nærheden? Foto: Signe Storr.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET