minbaad.dk
fredag 01. juli

Her i Helsinki Havn efter en sejlads. Det er mig på fordækket i islandsk trøje. Jeg har undtagelsesvis fået min tyske sejlerven (i stævnen) til at lave noget praktisk. Foto: Sejladskomitéen Helsinki.

Bøje: Dengang jeg (næsten) blev verdensmester i ¼ ton (1)

Det eneste, jeg kunne finde på, var at skære ca. syv cm af hækken. Det gjorde jeg så, blogger professoren efter IOR-regelændringer for mange år siden.

Kapsejlads | 11-03-2016 11:53 | Af  Bøje Larsen

Når det kun var ”næsten” at jeg blev verdensmester, var det de andres skyld. Onde andre. Men de er heldigvis døde nu.

Nu er det selvfølgelig ikke så svært at blive verdensmester. Bare man vælger en ligegyldig nok disciplin. F.eks. LM 27-ture omkring Møn for under 25-årige ejere. Jeg er ikke under 25, men hvis jeg var, ville jeg utvivlsomt vinde; der er næppe andre. 

Men det her var et mesterskab, der involverede, tror jeg, 50 deltagere, dvs. både fra mange lande, og var arrangeret under nogle ganske udbredte regler, der brugtes i mange lande. Jeg taler om den afdøde International Offshore Rule – og det dertil hørende ¼ ton mesterskab i Helsinki i 1977.

Slut med at ligge sidst 

Jeg deltog med min båd, Naus (forkortelse fra mit tidligere, romantiske bådnavn Nausikaa), en Farr 727. I 1975 havde en sådan båd, designet af new zealænderen Bruce Farr, vundet mesterskabet suverænt. Det var i Frankrig. Det havde gjort ende på de indtil da dominerende tunge og store bådes dominans. 

Farr 727 blev snart tilbudt som produktionsbåd, fabrikeret i Frankrig. Jeg fik en af de første. Det var noget af et spring, et vildt spring fra min spidsgatter. Jeg var også træt af at ligge dernede sidst i feltet med min spidsgatter. Og det holdt også straks op, selvom jeg stadig havde meget at lære som sejler. Men det burde være sjovere at gøre fejl, der ”kun” bringer én på en 3. plads, end fejl, der bringer én til sidstepladsen, men det føles – dumt nok – ikke altid sådan. 

Da der så i 1977 var inviteret til ¼ ton verdensmesterskab i Helsinki, der var nogenlunde inden for rækkevidde, meldte jeg mig til. 

Ingen penge til transport 

Meningen med IOR-reglen var, at eksisterende ”havgående” (off-shore) både af forskellig konstruktion skulle kunne konkurrere lige op, når de havde samme måltal, 18 ft. Jeg skriver ”havgående” i gåseøjne. Alt er jo havgående, hvis man sejler på havene – om man så kommer hjem, er noget andet. ¼ ton klassen var den mindste, og ærligt talt virkede den lille 7,27 m båd ikke særlig havgående. Nærmest som en hyggelig indenskærs krydser eller ligefrem jolle. Se billedet.

Det var nok også de færreste både, der – bortset fra de nærmestliggende – kom sejlende på egen køl til Helsinki. Men vi gjorde. Havde ikke penge til andet.

Farr 727’s sejr i 1975 havde sat IOR-verdenen på den anden ende. Set med de nye new zealandske båddesigneres øjne og de nye købere af disse både (mig inkl.) handlede det om den gamle verdens forsvar for den gamle verdens tunge design, spidsgattere i alle lande forener eder. Og man sagde, at sådan en lille båd, der ikke lignende en ordentlig båd, slet ikke en oceangående båd, ikke skulle kunne sejre. Selvom der mig bekendt ikke var noget ordentlig belæg for en tanke om, at tunge både klarer sig bedre til havs. 

Ingen mærkelige buler

Farr-båden udnyttede på ingen måde IOR-reglen groft. Så man den også ude af vandet, var skroget helt harmonisk. Ikke nogle mærkelige buler, hvor målepunkterne lå, mystiske hække. Ikke noget ekstremt trim nødvendigt for at nå måletallet. Ikke nogle eksotiske materialer (kevlar etc.), ikke noget vægtmæssigt helt skrabet byggeri, som næppe kunne holde sæsonen ud, ikke nogle tværgående stringers i aluminium for at styrke skroget, men som næsten forhindrer, at man kan bo i båden. 

Ikke nogle særligt lette master (men lettere fordi de ikke skulle drive så meget skrog frem) eller noget one off. Selv den originale Farr 1975-vinder var en produktionsbåd, i hvert fald i glasfiber støbt fra en form, så vidt jeg husker. 

Vinderen i ¼ ton verdensmesterskaberne 1976 blev en anden new zealandsk designet båd, ”Magic Bus”. Den var en halv meter længere end Farr 727 med en meget lang og skrånende hæk. Og her var vist ikke sparet på buler og lignende.

Smeltet bly i pulpittens stålrør

Til ikrafttræden den 1.4.1977 lavede IOR derfor en række regelændringer. Farr var i London til komitemøder, men "blev ikke hørt" - siger tilhængerne af den lette designskole. Nu var man, dvs. også jeg, på spanden for at få vores Farr 727’ere målt ind. Den ”normale” metode, når designet af båden var givet, var at få den trimmet forover, så målepinden kunne komme godt ind under hækken. 

Men ikke let, for man kunne ikke bare lægge bly i stævnen (jeg har dog hørt rygter om, at nogle af de nye både tog bly fra kølen og smeltede det i pulpittens stålrør). Der var også mange flere målepunkter end under den danske Scandicap-regel, hvor det var let at lave sådant. 

Man fik dog rabat for motorens placering og vægt (og nogle nyere både havde en indenbords motor, der lå i stævnen, forskudt for masten, så akslen løb forbi den til skruen), men sådant var ikke muligt hos mig, alene af økonomiske grunde. 

Skar syv cm af hækken

Jeg havde dog en ret tung påhængsmotor, vist 25 kg, en Yamaha, en rigtig tamp. Den blev lagt dér, bundet og og registreret (og hvis man flyttede den under kapsejlads, var det ud!). Men det var ikke nok. 

Hvad så? Det eneste, jeg kunne finde på, var at skære ca. syv cm af hækken. Det gjorde jeg så. Dvs. Bjørn Olsen, bådebyggeren i Stubbekøbing, gjorde det personligt med en diamantskive. Jeg har det på film. Det var skår i hjertet. Såret blev så lukket, og jeg klistrede en tekst i hvidt på det sortmalede sår: ”Long live the IOR fathers!” 

Læs med i starten af næste uge, hvor Bøje fortæller om, hvad der skete i Helsinki...

En anden Farr 727 end min, til søs. Denne lille, uskyldige båd skabte panik i IOR-systemet. Foto: www.boatdesign.net

Bookmark and Share