Gå til hoved-indhold
Seapilot-programmet advarer om, hvilke søkort der er udløbet og skal genkøbes (hvis man skal derhen). Foto: Bøje LarsenUdstyr
Seapilot-programmet advarer om, hvilke søkort der er udløbet og skal genkøbes (hvis man har brug for dem). Foto: Bøje Larsen

Bøje: Farvel til papirsøkortet – frem med iPad’en (1)

- For mig føltes det, som handlede vi med narkotika eller lignende varer, så jeg så mig godt om for at se, om politiet lå på lur, blogger LM 27-sejler Bøje efter køb af papirsøkort.

Af Bøje Larsen |

Da jeg købte min seneste båd i begyndelsen af 2015, var der ikke nogle søkort i båden og slet ikke finere sager som kortplotter o.lign.

Først købte jeg via dba.dk en del danske og svenske søkort. Gamle, men jeg havde nok den opfattelse, at Jylland og Sjælland ikke væsentligt havde forandret sig. 

Jeg købte dem i øvrigt af en sejler på Fyn, der nærmest insisterede på, at han ville aflevere dem til mig, når jeg en dag kørte fra Berlin til Hundige via Fyn. Det skete så også en sen og selvfølgelig mørk nat på en parkeringsplads lige før Storebæltsbroen. 

For mig føltes det, som handlede vi med narkotika eller lignende varer, så jeg så mig godt om for at se, om politiet lå på lur. Men ingen greb ind. Måske blev sælgeren senere taget på hjemvejen med et gammelt kort over Isefjorden fra 2008 i bagagerummet. 

Så læste jeg på nettet om Seapilot, som jeg vil fortælle om i denne og de følgende blogs. Det er et svensk firma, som sælger et kortplotterprogram. Det kunne bl.a. køre på min Android mobiltelefon, en Samsung Galaxy 3, men i øvrigt også på Apples telefoner og iPad samt Windows PC (hentes på Google Play, App Store). 

Dansk dygtighed til høje priser 

Jeg købte det i første omgang til telefonen. Programmet i sig selv er gratis, også i dag, men kortene og nogle nyttige funktioner koster penge. Jeg købte i første omgang de danske søkort, omkring 500 kr. for et år, og funktioner som AIS over internetforbindelse og vejr for nogle mindre beløb. 

På deres hjemmeside reklamerer de, da jeg sidst så på den, med, at man kan teste det gratis i 36 timer inkl. et kort.

Prisen for de danske kort (ét omfatter alt dansk inkl. Færøerne, men ej Grønland) er væsentlig højere end kortene for Sverige og Norge. Jeg husker ikke den pris, jeg betalte, men jeg ser i dag prisen 549 kr. for Danmark, 195 kr. for Sverige og 295 for Norge (nok angivet med dansk moms). 

US østkysten og vestkyst, ifølge hjemmesiden, (aktuelt) kun 109 kr.! Måske konkurrencesituationen dér. Måske den danske, her offentlige, dygtighed til at holde høje priser spiller ind på prisen på det danske kort. 

Jeg købte også forbindelse til AIS og internettet. Det var let at installere og virkede ret perfekt. Man kan, når man har internetforbindelse, se alle erhvervsskibe, og de skal alle udsende AIS-signal.

Det er fornøjeligt i vinternatten at sidde at følge bådene, man kan se deres position og bevægelser, deres destination, fart og heading. Er det blot det, man går efter, så er det dog nok lettere at se på MarineTraffic.com, der også kan hentes i de nævnte app shops. 

Videre til next level 

Jeg blev så tilfreds med, hvad jeg så, at jeg ville gå videre. Skærmen på sådan en telefon er jo meget lille. Jeg havde svært ved at forestille mig den til brug til søs.

Altså købte jeg en iPad Mini på ebay.de. Pris 250 €. Den var ikke ny, men så vidt jeg forstod, én der var kommet retur og var testet ok. Den har fungeret uden problemer. 

Jeg så nogle tilsvarende danske priser på dba.dk, der var en smule højere. Versionen var med WiFi, det er de måske alle, hvilket i hvert fald er nødvendigt til den brug, jeg her taler om; GPS og LTE-mobilinternetforbindelse (når man isætter et sim-kort i) og (kun) 16 GB hukommelse.

Apple er jo så grove (eller, siger de vist selv, sikkerhedsbevidste), at man ikke bare kan sætte et normalt ekstra hukommelseskort i, de koster jo næsten ingenting i dag...  

LTE-forbindelsen gør det muligt at være forbundet med internettet i normal mobiltelefonafstand fra land, og det fungerer ok. De 16 GB har vist sig alt rigeligt til Seapilot-kortene. De bliver jo downloadede på iPad’en – der kræves ikke, at man har stadig internetforbindelse for at bruge kortplotteren. 

Det er først, når man begynder at holde af iPad’en og downloader alt muligt andet f.eks. film, at man får problemer med de 16 GB. Faktisk findes der velfungerende hukommelsesudvidelser, som går i iPad’ens normale og eneste stik (det, der også bruges til opladning), men de er ret dyre, 70 € for 32GB, mærket Leef bl.a.

Med iPad’en og dens GPS, en kort- og internetlicens samt LTE-forbindelse fra iPad’en kan man klare sig helt fint. Jeg husker ikke, at GPS-forbindelsen har sat ud, selv når jeg kun bruger den interne antenne. Jeg har iPad’en monteret i det halvåbne styrehus. 

Indscanning af officielle søkort 

Jeg har intet at udsætte på kvaliteten af skærmen. Det er let at manøvrere rundt. Går faktisk ret hurtigt. At betjene Seapilot lærer man også, men der går naturligvis mere tid, før man kan alt; jeg kan endnu ikke alt, som systemet kan, bruger i hvert fald ikke alt. 

Geodatastyrelsen, der leverer søkort og søkortoplysninger til Seapilot, fortæller, at kortene leveres i krypteret form, så Seapilot ikke kan ændre på dem. De skulle således være 100% korrekte. Der er alle normale ting; bøjer, sejlruter, fyrtårne, vanddybder, havnekort, så man endda nogenlunde kan sejle i en havn efter det etc. etc. 

Ofte kan man klikke på noget i kortet og få mere at vide end på et papirsøkort. Når man er i forbindelse med internettet, kan man som nævnt se skibe med AIS. Man kan også få aktuelle vejroplysninger og gode, timeopdelte vejrudsigter, når man er i internet/telefonafstand fra land, for en beskeden merbetaling. Måske gælder det dog kun Skandinavien.

Kort kan man få for Skandinavien, de baltiske lande, Island, Polen, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, UK, Canada øst og vest, USA øst og vest m.fl. Det er vel nok til at begynde med. 

Læs med om få dage, hvor Bøje kigger på forskellen mellem faste kortplottere og  iPad'en...

Sådan fortæller Seapilot om søkort, der skal opdateres. Læg mærke til den lukkede Limfjord. Det kommer vi til i næste blog.

Herregud, 195 kr. for alle Tysklandskort for et år. Igen den lukkede Limfjord.

 

Her er eksempel på de data, man får ind via Seapilot-programmet og AIS om en båd, man har klikket på. I øvrigt er det ud for Saltholm. Foto: Bøje Larsen

content-loader
content-loader
content-loader