Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Der var masser af tilskuere i Korsør, da skibet gik under broen.

Passage med 23 knob under Storbæltsbroen

Verdens største krydstogtsfartøj, 'Oasis of the Seas' til 8 mia. kr., strøg klokken 00.18 med en uhyggeligt lille marginal under Storebæltsbroen. Se nu video af gennemsejling i nat.

 

Af Troels Lykke |

Det 360 meter lange og 72 meter høje finskbyggede fartøj var forberedt på, at gennemsejlingshøjden under Storebæltsbroen er 65 meter.

Teleskopiske skorstene, der kan sænkes, gør det muligt for 'Oasis of the Seas' lige at snige sig under broen på vej fra værftet i Turku i Finland til hjemhavnen i Port Everglades i Fort Lauderdale i Florida, skriver politiken.

»Passagen skete i fin stil«, siger Jan Brandt, der er chef for VTS Storebælt.

I samarbejde med de danske søfartsmyndigheder har fartøjets amerikanske kaptajn, William S. Wright, valgt at passere broen, når vandstanden i Storebælt er lavest.

23 knob pressede båd ned

Det sker også med fuld fart på knap 23 knob, som presser skibet yderligere ned i vandet og giver yderligere afstand til broen.

De 'sammenklappelige' skorstene har kostet rederiet Royal Caribbean 12 millioner kroner ekstra, mens hele det flydende hotel- og forlystelsesskib med 16 passagerdæk står i otte milliarder kroner.

Oasis of the Seas er i stand til at indkvartere flere end 6.000 passagerer og en besætning på knap 2.200 mand. Jomfrurejsen i Caribien finder sted i begyndelsen af december.

Se jp-tv video fra Storebælt

www.oasisoftheseas.com

content-loader
content-loader
content-loader