Stemning fra Fredericia
Der var god vind på vinterens første træningsdag i Fredericia Kraftcenter, hvor 60 sejlere deltog i går. Søren Johnsen var træner. Tidligere OL-sejler Stig Westergaard hylder de mange kraftcentre.
Med 60 tilmeldte var der på vinterens første træningsdag heftig aktivitet på Fredericia’s Kraftcenter.
Trods den bidende kulde var det positivt at se et kæmpe fremmøde af såvel Optimist A,B,C, Zoom8, Europa, Laser R, Laser og 29’er på lørdagens træning.
Træner er den flerdobbelte verdensmester i Europa-jolle, Søren Johnsen:
"På min første dag som træner for Europa, Laser R og Laser var målet at observere nye talenter såvel som landsholds-sejlere for at kunne danne mig et indtryk af sejlernes tekniske og taktiske færdigheder. Jeg kan se stort potentiale, som jeg glæder mig til at videreudvikle på gennem vinteren," siger træneren.
Sejler ønskede Fredericias Kraftcenter lukket
Vi kan i øvrigt nævne, at en Århus-sejler på DS-møde i Odense ønskede, at Fredericias DS-Kraftcenter burde lukkes for at give plads til storcentre i København og Århus.
Netop det strittede Stig Westergaard imod, da det er ved centrene, at de store sejlere tiltrækker talenterne.
"Og med kun to centre i Danmark ville sejlerne skulle køre alt for langt for at træne," forklarede den tidligere OL-sejler Stig Westergaard.