Gå til hoved-indhold
Warrer og Kirketerp i QingdaoKapsejlads
Nu skal det vise sig om de to OL-guldvindere også kan sejle matchrace på højt plan. De har gode folk om bord. Foto: Troels Lykke

Jonas Warrer: Danish Open er en test

Og så kan vi fortælle, at jordomsejleren Jens Dolmer skal gaste for guldduoen, når Danish Open i matchrace starter på torsdag i Århus.

Af Flemming Vitus |

I næste uge fra torsdag den 10. til søndag den 13. september starter Danish Open ud for Marselisborg Havn.

Det er første gang at Århus Bugten lægger vand til årets udgave af Danish Open i Matchrace med en lang række af verdens bedste sejlere.

OL-guldvinderne glæder sig til sejlads og ikke protester, som ved OL.

- Ja, det er sørme dejligt at vi ikke skal bruge en masse dum tid på at sidde i en lang række høringer. Det er en af fordelene ved matchrace, at vinderen er den første båd over mållinien, fortæller Jonas Warrer, der sammen med makkeren Martin Kirketerp har fået et wild card til Danish Open 2009.

Profferne Jacobsen og Dolmer er med

De øvrige sejlere i båden er Jesper Banks tidligere America's Cup-gast Thomas Jacobsen, Volvo-sejleren Jens Dolmer og Søren Tønder.

- Vi har sejlet fem stævner i år, og det er faktisk gået rigtig godt. Ved det sidste stævne i Polen kom vi i semifinalen, hvor vi til sidst fik en fjerdeplads. Jeg føler selv, at vi bliver bedre og bedre. I starten skulle jeg lige vænne mig til de lynsnare reaktioner.

- For selv om det også går stærkt i en 49`er, så går det virkelig hurtigt i en matchrace båd. Vi mangler selvfølgelig en del rutine, og vi går helt klart ind til Danish Open med en hvis ydmyghed. På papiret er vi det svageste hold, hvor det gælder om at holde hovedet koldt. Men jeg håber da, vi kan give stjernerne nogle klø, lyder det fra Jonas Warrer.

Jonas har selvfølgelig den fordel, at han kender farvandet ud for Marselisborg Havn godt.

- Ja, så mit store ønske er at få en lusket fralandsvind. Så skal det nok gå alt sammen, griner Jonas Warrer.

Warrer: Vi tager det som en test

Jonas og Martin har endnu ikke lagt sig fast på, om matchrace fremover bliver dér alle deres kræfter bliver lagt.

- Vi tager foreløbig Danish Open som en test. Vi har i hvert fald ikke lagt os fast på noget, men sejladsformen er da klart tiltalende. Det er måske lidt sværere at skaffe sponsorpenge til projektet, men heldigvis er det ikke så dyrt at sejle matchrace. Men vi har jo også nogle ideer om at sejle America`s Cup eller Volvo Ocean race, understreger Jonas Warrer.

Mød Gilmour, williams og Col

Der deltager 12 teams fra hele verden i Danish Open 2009, som er et tæt samarbejde mellem Sailing Aarhus og KDY.

Blandt navnene kan nævnes Peter Gilmour, fra Australien, englænderen Ian Williams, Sebastian Col og Matieu Richard fra Frankrig,

Tre danske både skal i år forsøge at sikre sig førstepladsen i det stærke felt. Og udover Jonas Warrer er skipperne Peter Wibroe og Jes Gram Hansen klar til at udfordre de stærke konkurrenter.

Den samlede præmiesum er på én million dollar i hele serien.

Jens Dolmer, jordomsejler fra Ericsson Racing Team, har også erfaring fra matchrace, fx i America's Cup med Victory Challenge. Her er han i Rio i april 2009. Foto: Troels Lykke

www.danishopen.kdy.dk

content-loader
content-loader
content-loader