Gå til hoved-indhold
Karin Mortensen på en DS 37erKapsejlads
America's Cup-sejleren Jes Gram-Hansen hjalp Karin Mortensen til sejr i Århus. PR-foto

Karin Mortensen & Co. gik på vandet

VIP i Danish Open: Håndboldlandsholdets super-keeper fik sammen med håndboldkammeraterne fra SK Århus vist, at de også kan styre en sejlbåd til en førsteplads, mens borgmester Nicolai Wammen vandt det politiske sejleropgør over rådmand Jacob Bundsgaard Johansen.

 

Af flemming vitus |

Håndboldpigerne fra SK Århus var inviteret til at deltage i en speciel pre-event forud for Danish Open 2009 i Matchrace fra den 10.-13. september i farvandet ud for Marselisborg Lystbådehavn.

Sammen med America`s Cup skipperen Jes Gram Hansen fik de både sat teamet med Århus borgmester Nicolai Wammen, AGFs fodbolddrenge og rådmand Jacob Bundsgaard Johansen grundigt på plads.

Karin Mortensen: Det var vildt fedt

 - Det var vildt fedt. Målet var jo at slå fodbolddrengene, og det lykkedes vel egentlig ganske godt. Jeg har et par gange tidligere prøvet at sejle i lignende både, men det var første jeg sejlede Matchrace. Og det vil jeg meget gerne prøve igen. Det handler jo om teamwork, og det kan vi sagtens overføre til håndbold. Jeg må dog også indrømme, at Jes var en god skipper, der gav os andre lov til at styre båden, fortæller Karin Mortensen, mens resten af det fem man store team fejrer triumfen.

Borgmester Nicolai Wammen tog nederlaget med et stort smil, eftersom han sendte rådmand Jacob Bundsgaard Johansen ned på tredjepladsen.

- Jeg vil sige, at vi samlet set er de moralske vindere. Jeg ville selvfølgelig gerne have vundet, men en andenplads er vel også OK. Og så slog jeg rådmanden, lyder det fra en tilfreds borgmester Nicolai Wammen.

- Ja, jeg er ikke helt enig i det. Jeg mener helt klart, at borgmesteren burde have sat sig noget mere ind i regler, siger sportens rådmand Jacob Bundsgaard Johansen, med et glimt i øjet.

AGF-spiller i fodbold: Super sjovt

- Det var en rigtig sjov oplevelse, som jeg meget gerne vil prøve igen. Matchrace ligner på mange områder fodbold, hvor det handler om at samarbejde. Og hvis man ikke samarbejder, så går det bare galt, konstaterer Jens Gjesing fra AGFs superligamandskab.

De øvrige AGF-spillere var Anders Kure og Steffen Rasmussen, hvor skipperne Jonas Warrer, Jes Gram Hansen, Peter Hansen og Rasmus Køstner havde ansvaret for at guide de fire både sikkert i havn.

Fra på torsdag går det for alvor løs i Danish Open 2009, hvor en lang række af verdens bedste sejlere vil dyste frem til søndagens finale.

Publikum har alle muligheder for at følge de drabelige dueller meget tæt inde fra molen, hvor bådene nærmest vil sejle direkte op på de store sten. Der er gratis adgang alle fire dage.

Jonas Warrer og borgmester Nicolai Vammen.

Læs mere på hjemmesiderne www.danishopen.kdy.dk; www.trac.trac.dk

content-loader
content-loader
content-loader