Gå til hoved-indhold
505, hellerup,Test
Wayfarer-sejler står i trapez på Tom Bøjlands 505er. Foto: Søren Svarre/sejlfoto

Wayfarer-sejler anmelder 505-jolle

505’eren er en vild roderotyr, vi MÅTTE prøve, skriver Søren Svarre, der kom på hårdt arbejde ud for Hellerup. Se også kæntring på YouTube.

Af Troels Lykke |

Søren Svarre, Wayfarer-sejler fra Roskilde:

Som ”voksenlærlinge” ud i jollelivet, har min gast og jeg længe via YouTube haft et godt øje til den måde 505’eren sejler på.

Klippene har givet os gåsehud og associationer til følelsen af at sparke ordentlig røv.

Som jollesejlere med få års erfaring i en mere begyndervenlig klasse, har vi fra tid til anden fablet om, at 505’eren bare tiggede om at få nogle bank… eller også omvendt, at den tiggede om at give sit mandskab nogle bank.

Vi har respektfuldt stået på molen i Hellerup i 16 m/sec. og gloet på Jacob Bøjsen-Møller og nogle af den andre hårde drenge trække kludden i havnehullet i fralandsvind og være væk i kaskader af røgvand ud over sundet – efter vi andre var sejlet ind pga. vindstyrken.

Vi har ævlet om 505’eren som en vild roderotyr, der på et eller andet tidspunkt måtte stiftes bekendskab med.

Derfor tog vi mod til os, og fik endelig sparket en mail afsted under overskriften ”jeg skal prøven en 505 inden jeg bliver gammel” til 505 klubben for et par uger siden.

Tom Bøjland var klar med jolle

Promte kom svar fra Tom Bøjland om, at hans jolle var klar i Hellerup, så vi kunne få vores nysgerrighed stillet.

Vi fik en kort introduktion gennem sejlads med Tom, hvorefter han sprag i gummibåden – og vi fik overladt vilddyret til egen afprøvning.

Det blev til en fed fed oplevelse og grobund for fornemmelsen af, at vi vil kunne lære at håndtere vilddyret selv, hvis vi tager os sammen og anskaffer en jolle.

Det er selvfølgelig en klasse med en masse topsejlere, som vil sejler i cirkler omkring os, men jeg er næsten ligeglad for den spænstighed som vi fik en smagsprøve på i week enden trækker voldsomt for selv at eje en 505’er.

Første gang i trapez

Se billederne – og julelysene i gastens øjne. Det var første gang han ”stod” i en trapetz. Jeg var godt klar over, at hvis min gast ”fik lov” til at prøve en trapetz, så vil det blive svært at få ham ind i en jolle uden trapetz igen.

Der eksisterer ikke nogen billeder af mit øre-til-øre smil som rorsmand, men vi var to glade drenge resten af den søndag – med store spekulationer om vi skal give efter for 505 drømmene.

Det blev en søndag som bekræfter, at man en gang imellem skal man prøve noget nyt, og gerne noget som bryder egne grænser.

505er må vi ha en dag

505 turen var ny for os, men har virkelig sat nogle tanker i gang om, hvilken jolle vi (også) skal sejle videre i en overskuelig fremtid.

Må vi opfordre andre, som bare har den mindste lyst til at prøve 505’eren til at kommer afsted!

Sejlerhilsen

Søren Svarre

Se også youtube, hvor 505er kæntrer.

www.sejlfoto.dk

content-loader
content-loader
content-loader