Gå til hoved-indhold
gram-HansenKapsejlads
Gram-Hansen til venstre i duel. Gasterne var Jann Neergaard, Rasmus Køstner, Martin Krite og Mascalzone-sejlre. Fotos: Per Heegaard

Gram-Hansen: Vi havde ikke noget at tabe

Jes Gram-Hansen kom i Danish Open på et wild card, og den tillid takkede han med finalesejr over Torvar Mirsky. "Det var bare et spørgsmål om at gå ud og fyre den af," siger Gram-Hansen.

Af flemming vitus |

Jes Gram Hansen blev en suveræn vinder af Danish Open 2009 i farvandet ud for Marselisborg Lystbådehavn. Den lokale århusianske helt gjorde rent bord ved at vinde de tre første dueller mod Torvar Mirsky fra Australien.

- Det var helt fantastisk at vinde på hjemmebane. En virkelig dejlig følelse foran så mange tilskuere. Vi har været væk i et stykke tid fra Match Racing Touren, men vi har jo ikke glemt at sejle. Jeg kan ikke takke mine folk ombord nok. De har sejlet helt fantastisk, jublede en superglad Jes Gram-Hansen, inden han lige måtte en tur i vandet sådan som traditionen byder.

Wildcard var nok

Jes Gram Hansen var kommet med på et wild card, og den tillid takkede han altså med at vinde hele stævnet.

- Vi sejlede både godt i semifinalen mod Gilmour og i finalen mod Mirsky. Vi havde ikke noget at tabe, så det var bare et spørgsmål om at gå ud og fyre den af. Jeg havde også en ganske god fornemmelse for, hvordan banen skulle sejles. Der var heller ikke noget tidspunkt på hele dagen, hvor jeg tog noget for givet. Jeg har selv tidligere prøvet at føre klart, og så alligevel se det hele smuldre til sidst. Derfor var vi alle dybt koncentrerede. Vi havde rimelig godt styr på vores starter. Det var her vi lagde grunden til alle vore sejre, understreger Jes Gram-Hansen, der til daglig bor i Valencia.

Ikke mere matchrace i år

Lige p.t. har Jes Gram-Hansen og makkeren Rasmus Køstner ingen planer om at sejle flere Matchrace stævner i 2009.

- Vi afventer situationen omkring America`s Cup, som vi jo begge gerne vil være en part af igen. Men foreløbig vil jeg nyde sejren her i Danish Open med mine gode venner i Århus. Og så tager jeg måske tilbage til Valencia om nogle uger. Men først og fremmest glæder jeg mig til at komme tidligt i seng i aften. Det har virkelig været en hård dag, konstaterer Jes Gram.Hansen, mens der bliver sprøjtet champagne ud over de nærmeste tilskuere på kajen i Marselisborg Lystbådehavn.

Gilmour: Jeg fortrød valg af Gram-Hansen

På tredjepladsen i Danish Open 2009 kom Peter Gilmour fra Australien, der således fik lidt oprejsning efter semifinalenederlaget til Jes Gram-Hansen med cifrene 1-3.

- Jeg er ganske godt tilfreds, selvom jeg selvfølgelig helst ville have vundet. Men jeg fortrød nok mit valg af semifinalemodstander. Jeg havde måske valgt en anden modstander, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle op mod den lokale helt. Alt i alt har jeg dog været tilfreds med resultatet her i Århus. Jeg fik en lidt skidt start på førstedagen, hvor jeg så efterfølgende kom godt tilbage i stævnet, siger Peter Gilmour, efter gevinsten over svenske Mattias Rahm.

Lorenzen og Gorm kommenterede

Dermed sluttede Danish Open 2009 med nogle dramatiske sejladser, der fik tilskuere til at juble mange gange inde på molen.

Med masser af luft og solskin kunne stævnet næsten heller ikke have fået en bedre afslutning. Morten Lorenzen kommenterede på vandet og gjorde det konstant dramatisk, mens Gorm kommenterede rutineret foran tilskuerne.

Læs mere på www.danishopen.kdy.dk; www.tractrac.dk

content-loader
content-loader
content-loader