Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

DIF-formand: Det var bare et ISAF-møde

Flere sejlere kontaktede i går minbaad.dk efter at generalsekretær Dan Ibsen og DIF-formand Niels Nygaard blev set ved KDYs klublokaler i Tuborg Havn, men det handlede ikke om DS-KDY-konflikten. Vi har netop talt med Niels Nygaard, der dog fortæller, at det er 'voldsomt uheldigt med konflikten'

Af Troels Lykke |

Gode kilder er guld værd.

Jeg tror du skal ringe til Dan Ibsen eller Niels Nygaard og høre hvad de laver i KDY, det må være om konflikten mellem DS og KDY, lød det fra en af vore kilder, der så de to herrer på Tuborg Havn i går.

Men Niels Nygaard kan overfor minbaad.dk bekræfte, at det nu blot var et bestyrelsesmøde i ISAF, der blev holdt i Tuborg Havn.

"Jeg var inviteret til at holde et foredrag om den kommende IOC-kongres for den internationale sejlerbestyrelse. Det var alt hvad der foregik," siger Niels Nygaard.

Men hvad siger du egentlig til den igangværende konflikt mellen Sejlunionen og Danmarks største sejlklub, KDY?

"Jeg har godt fulgt med i medierne og håber da, at det falder lidt til ro og at der bliver løst op for konflikten. Det er da voldsomt uheldigt at en stor klub og et forbund er uenige."

Men DIF er ikke med til at løse konflikten?

"Vi er da klar til at hjælpe, hvis vi bliver spurgt direkte, men det er ikke noget vi af egen kraft blander os i. Som jeg forstår det handler det om eliten og det er Team Danmarks bord," siger Niels Nygaard.

Niels Nygaard, th. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader