Groupama 3 udgår af jordomsejling
Monstertrimaran knækker agterste bagbord tværbjælke, 3000 km fra Cape Town.
Af Troels Lykke |
Mandag 16. november gik det galt for Groupama 3 med skipper Franck Cammas i den såkaldte Jules Verne Trophy.

Trimaranen med 10 mand om bord halter nu ind mod Cape Town og aflyser hermed rekordforsøget, der startede i Frankrig 5. november. Der er 3.000 kilometer til land.
Franck Cammas og holdet slår derfor ikke i denne omgang Orange 2's verdensrekord på 50 dage og 16 timer rundt om jorden, sejlet nonstop.
Holdet hørte et brag da tværbjælken knækkede i 35 knobs vind, hvorefter mandskabet gik i vinden og konstaterede den fatale skade.
Planen er - efter ankomst til Cape Town - at få Groupama 3 hurtigst mulig til Frankrig, så man kan starte et nyt rekordforsøg i slutningen af januar.


