Gå til hoved-indhold
Frode Andersen - Andersen WinchesKort Nyt
Frode Andersen havde vidsyn til at udvikle Andersen Winches til moderne tider.

Direktør for Andersen Winches blev 72 år

Frode Andersen, der nu er død, var et på alle måder ordentligt menneske, som havde stor omsorg og rummelighed for sine medarbejdere, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Af Troels Lykke |

Frode Andersen var født i Vejle som søn af grundlæggeren af Frederik Andersens Maskinfabrik A/S, Frederik Andersen, og han fik selv sin uddannelse og lagde hele sit livsværk i familievirksomheden, som han har stået i spidsen for i en årrække, officielt fra 1978, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Frode Andersen kom i lære på maskinfabrikken i maj 1953. Herfra blev han i første omgang udlært som maskinarbejder, så han kendte virksomhedens arbejdsgang helt fra bunden.

Siden blev han værktøjsmager og fortsatte herefter sin uddannelse på Odense Teknikum, hvorfra han i 1963 var uddannet teknikumingeniør og vendte tilbage til maskinfabrikken i Vejle.

Her forstod han med vidsyn, faglig kompetence og energi at udvikle virksomhedens produktion til moderne tider.

Andersen Winches kendt ude i verden

Frederik Andersens Maskinfabrik begyndte sit virke med produktion af malkemaskiner, og med Frode Andersen kom produktionen af skødespil til sejlbåde til. Andersen Winches, som det også hedder, har siden gjort Vejle-virksomheden kendt i ind- og udland.

Skødespillet indbragte i 1992 Frode Andersen den fornemme hæder: Dansk Design Centers ID-pris, som netop blev givet for skødespillets fremragende industrielle design, der var gennemarbejdet i alle detaljer.

Rolig og tålmodig

Frode Andersen var et roligt og tålmodigt menneske, og optrådte altid beskedent og ydmygt. Han var et på alle måder ordentligt menneske, som havde stor omsorg og rummelighed for sine medarbejdere.

Hans dør var åben, og medarbejderne vidste, at de kunne tale med ham om alle spørgsmål, såvel de faglige udfordringer i hverdagen som de private problemer. Han var også en gammeldags mand med alle gode klassiske dyder i behold, ordholdende og reel og aldrig til fals for tidens smarte tendenser.

Det glædede ham, at indlæggelsen fandt sted i den første uge af industriferien, så han regnede med at være tilbage og fortsætte sit virke efter ferien. Sådan forløb det desværre ikke, for der stødte lungebetændelse til og siden slap kræfterne op, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Frode Andersen efterlader datteren Annette Andersen Lau og svigersønnen Carsten Lau samt tre børnebørn, sin samlever Helle Nørup, og sin søster, Helle Madsen, der er økonomidirektør i virksomheden.

I dag 21. oktober begraves Frode Andersen.

Andersen Winches

content-loader
content-loader
content-loader