Gå til hoved-indhold
Surferne Torben Kornum og sønnen Sebastian har masser af viden til KDYerne.Kapsejlads
Surferne Torben Kornum og sønnen Sebastian har masser af viden til KDYerne.

KDY henter stærk familie til surf-træning

KDY kan selv. To generationer stod for træningen af KDY’s RS:X sejlere i Rungsted i weekenden. Det var 17-årige Sebastian, multi-surftalent og juniorverdensmester, og hans far Torben, der fremover indgår i KDY’s advisory board.

 

Af Troels Lykke |

Med udgangspunkt i Rungsted Kraftcentret fik de syv RS:X sejlere 11 timers intensiv coaching på vandet krydret med teori og praktiske fif.

Mens Torben lagde baner og coachede fra båden, deltog Sebastian aktivt på brættet og coachede blandt andet i hurtigere manøvrer.

Strap-to-strap bomninger

Sebastian er en af de få windsurfere, som håndterer planende strap-to-strap bomninger, der giver flere sekunders fordel i hver manøvre.

I én bevægelse hoppes direkte fra læ til luv fodstropper samtidig med at brættet fuldplanende bommes rundt.

Sebastian Kornum var imponeret over KDY-surfernes fremskridt:

”Der er sket rigtig meget siden jeg mødte KDY-surferne ved WYSC-udtagelsen i Bønnerup tidligere på året. Dengang havde jeg let spil til at vinde alle 12 sejladser, men i weekenden fik jeg kam til håret af alle KDY’erne Kim Carlsen, Christian Rindom og Sebastian Fleischer samt Annika Harreskov. Faktisk gav de mig tæv i let vind!”

”Der er masser af talent at bygge på, og med KDY som base er jeg sikker på, at deres resultater nok skal komme. Mit bedste råd til dem er at bruge rigtig mange timer på vandet, - ikke kun på RS:X brættet, - og sørge for at lege så meget som muligt for at opbygge rutinen” siger Sebastian Kornum til kdy.dk.

Sebastian træner mere end 180 dage årligt i de fire surfdiscipliner, han konkurrerer i.

Rammerne er der i KDY

Torben Kornum ser muligheder for surfkulturen i KDY:

”Rammerne i Rungsted er fremragende for windsurfere, og der kan let opbygges en solid surferkultur, som ikke kun tilgodeser RS:X sejlerne men også de mange Formula sejlere, som findes i området. Det gælder om at samle surferne, så RS:X sejlerne altid har nogen at træne med, og hente inspiration fra. Det er også oplagt at lade surferne stifte bekendtskab med jollesejlads og matchrace, for her kan de lære meget om taktik og overblik over banen. Sidst, men ikke mindst, vil windsurfing i Rungsted være et godt bud til unge KDY-sejlere, som måske på et tidspunkt bliver trætte af jollen og ønsker nye udfordringer” – slutter Torben Kornum.

Kraftcentertræner Anders Kristensen tog initiativ til Kornum’s gæstecoaching og tilføjer:

”Det er altid en fornøjelse at åbne dørene i centeret for store kapaciteter til glæde for sejlerne, i dette tilfælde med Kornum senior og junior som trænere. Jeg ved, at sejlerne havde en super weekend på vandet, for de sluttede sent søndag, og det plejer at være et godt tegn.”

www.kdy.dk

content-loader
content-loader
content-loader