Kan bådbranchen snart ånde lettet op?
For nu er forbrugerne måske endelig på vej op af sygesengen, siger økonomer til Politiken. Salget af brugte både er gået op igen, fortæller forhandlere.
Nye tal fra Nationalbanken for september viser, at danskernes værdipapirformuer – aktier, obligationer og den slags – er steget så meget siden bunden i marts, at formuerne nu er tilbage, hvor de var, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede i september sidste år og for alvor satte gang i jordskreddet under aktiemarkederne.
"Det understøtter formodningen om, at privatforbruget kan komme op i tempo", siger cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea til Politiken.
"Vi befinder os på den absolutte bund. Vi forventer positiv vækst i økonomien i fjerde og måske også tredje kvartal, og privatforbruget bliver en vigtig driver. Men væksten bliver moderat".
Husholdningernes værdipapirformuer er steget ganske pænt.
Da de nåede bunden i marts, udgjorde de 488,3 milliarder kroner. Nu er værdien 591,1 milliard. Dermed er der stadig langt op til de glade dage, før krisen brød ud. Men der er også temmelig langt ned til bunden.
Mere salg af biler
Danskernes papirformuer er ikke de eneste lysglimt. I går kom også tal for bilsalget, der er en vigtig strømpil for forbrugslysten.
I september blev der indregistreret 9.229 nye biler, hvilket var tre procent mere end måneden før. Det er ikke en stor stigning – men ligner en vending.
Brugte både sælger igen
Vi krydser fingre for, at bådbranchens også mærker fremskridt i salget. Vi har fra flere forhandlere på bådmessen i Hamborg hørt, at brugtbådssalget går godt. Det næste bliver at nybåds-salget stiger.
Lars Buchwald, vi i går mødte på hanseboot, udstiller lige nu en Nordship 380. Han siger:
"Vi hører at brugtbådssalget er godt i gang igen og det er jo positivt, selv tager vi brugte både i bytte, det bliver man nødt til i dag, hvis man vil sælge en ny båd," síger han til minbaad.dk
Henrik Jørgensen fra Tempo Bådsalg i Ishøj fortæller også, at brugtbådssalget går fint igen.
Lars Buchwald, direktør for Nordship, glæder sig over at brugtbåds-salget igen kører bedre, da det smitter af på salg af nye både.