Er din båd forsikret i vandet?
Sejlerne tager deres både op nu. Flere gør det på grund af deres forsikring, skriver fyens.dk
Af Troels Lykke |
Normalt vil man nok ringe til politiet, hvis man ser en kranvogn nappe en båd op af havnen og kører af sted med den.
Det er der dog ingen grund til for tiden. Der er nemlig en god forklaring på, at mange både i nogle af havnene i Middelfart og omegn bliver taget op for tiden, skriver Fyens.dk.
Mange forsikringsselskaber vil nemlig ikke forsikre både, som lægger i bestemte havne om vinteren, da bådene kan tage skade, hvis der kommer is på vandet.
Selvom det efterhånden er en del år siden at vandet i havnene frøs til is, der kunne skade bådene, vil en del både derfor blive taget op inden den 1. november, som er forsikringsselskabernes skæringsdato.